’Parthenope’ er billedberusende smuk, men desværre dramatisk luftig
Biografanmeldelse: Forførende billeder af italiensk varme og natursmukke scenerier, bølger ind over mig i instruktør og manuskriptforfatter Paolo Sorrentinos følelsesvirile ’Parthenope’. Filmens titel er også navnet på vores kvindelige hovedkarakter, som fødes ind i 1950’ernes fortryllethed, hvorfra vi følger hende primært i sine unge dannelsesår på sin vej gennem livets store spil.
Det er ikke mindst takket være fotograf Daria D’Antonios dragende billeder, at fortællingen får et betagende og vibrerende liv, der er med til at suge mig ind i filmen, som sine bedste steder klinger af helt magisk realisme, hvor eventyret og fablen dirrer potent i hver en sirlig kameraindstilling og dynamisk bevægelse gennem det solbeskinnede Italien.
Billederne har sine stærkeste steder en dramatisk tyngde, som bl.a. når liderlighed og religion blandes. Desværre matches historiens tag i mig – og herunder portrætterne af de medvirkende karakterer – ikke helt med samme fortællemæssige tyngde og styrke. Undervejs lurer nemlig en flot overflade med et halvhult indre.
Heldigvis er netop billedernes hele vejen fascinerende virilitet stærk nok til, at jeg hænger på – selv i perioder, hvor eskapaderne og fortællingen om Parthenope måske nok rammer lidt tomgang. For netop i sin visuelle fortælling og skildringen af det betagende Napoli, overvinder og vinder filmen mig i sidste ende.
Med billedsmygende nærvær følger man således Celeste Dalla Portas fine portræt af den unge Parthenope, der er nysgerrig på sig selv, livet og ikke mindst verden omkring hende. Bl.a. gennem sine studier udi i antropologi, mens der spædes godt til med sensualitet, sex og erotik. Billederne er lifligt dragende, mens også replikkerne emmer af poesi.
Vi får videre bl.a. en afdanket forfatter i skikkelse af en herligt fortumlet Gary Oldman, mens Silvio Orlando er Parthenopes skønt strenge antropologiprofessor, hvor livets hemmeligheder og gådefulde væren vendes på eftertænksom vis. ’Parthenope’ er dog først og fremmest en billedberusende smuk fortælling, men for alvor dramatisk og tematisk tyngde bliver det ikke helt til.
’Parthenope’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Parthenope’ har biografpremiere den 25. december.