‘Despicable Me 4’ leverer flere animerede grusomheder

Animation på Blu-ray: Så er den gal med skurkagtig ballade og charmerende grusomheder igen, når ‘Despicable Me 4’ – eller på dansk ‘Grusomme mig 4’ – er på banen. Det er som titlen siger det nummer fire solofilm om skurken Gru. Den første ‘Descpicable Me’ landede i 2010. Den blev fulgt op af ‘Despicable Me 2’ i 2013 og ‘Despicable Me’ i 3′ i 2017, mens vi også har fået de indtil videre to spin-off-prequels ‘Minions’ i 2015 og ‘Minions: The Rise of Gru’ i 2022.

Nu er vores allesammens superskurk tilbage. Han er dog ikke helt så skurkagtig, som han selv går og måske tror. For han er nemtlig kommet på bedre og mindre kriminelle tanker. Han er således endt som agent for Antiskurke-ligaen. Men bare rolig, der skal nok også dukke sin del af problemer og kulørt kaos med de gule minions op.

Bl.a. kan Gru og i øvrigt jo også Lucy og deres piger snart sig hej til familiens nye medlem i form af Gru Jr., der i den grad formår at holde deres hænder fulde. Det stopper naturligvis ikke der.

For der er ingen anti-helt uden en rigtig skurk og ærkefjende. Sådan en kommer nemlig også på banen her i form af Maxime Le Mal, hvilket tvinger den heltmodige familie på flugt. Så hvad stiller familien mon nu op?

Blu-ray-udgivelsen leverer filmen både med engelsk og dansk tale. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

‘Despicable Me 4’ udkommer på dvd og Blu-ray den 30. september.

 

’Anora’ slugte mig råt med fest, farver og en rørende klangbund

Biografanmeldelse: Med forførende fart og en hele vejen gribende Mikey Madison i rollen som den egenrådige sexarbejder Anora i New York, river instruktør og manuskriptforfatter Sean Baker mig med ind og rundt sin i fortælling om Anora – eller Ani, som hun helst vil kaldes – hvis liv ændrer sig radikalt, da hendes unge kunde Ivan synes at falde romantisk for hende.

Er hans følelser mon oprigtige og ægte? Og begynder Ani egentlig selv at tro på, at der er mere end penge imellem hende og den stenrige Ivan? Det bliver i hvert fald starten på en umage relation, der tager Ani ud på et vildt eventyr og ind i en verden, hvor penge aldrig er et problem og venner kan købes med store fester og masser af sprut.

Pludselig står verden på vid gab for Ani, hvor hun med Ivan ved sin side får åbnet alle døre til de mest eksklusive klubber, enorme hoteller og luksuriøse privatfly. Forført af et liv i sus og dus med håbet om et bedre liv, forsvinder Ani ind i en verden af overflod. Jeg forføres også ind i denne ekstravagante livsstil, hvor det viser sig, at rigmænd og problemer følges tæt ad.

For naturligvis er Anis eventyr ikke uden en bagside. Måden hvorpå parrets relation udvikler sig og vikler sig ind i problem på problem, tog medrivende fusen på mig med både et dynamisk tempo, skæv humor og herligt kulørte karakterer, hvor et par gangster-lignende typer kommer morsomt til live i mødet med den hårdtslående Ani. Bogstavelig talt.

’Anora’ er en morsom, gribende og tankevækkende fortælling om kærlighed og ensomhed, om magtrelationer og socialt skæve forhold. En film om samfundets fortrængte skæbner og jagten på et bedre liv. Det er nuanceret fortalt med et både nervepirrende tempo og stressramte scener af eksplosivt drama – og godt med tør humor. Ren filmisk dynamit!

Det er således på kanten af det amerikanske samfund, man her finder den charmerende Mikey Madison som Ani. Hun brillerer, overbeviser og fanger mig fra først til sidst. Sean Baker er kort sagt lykkedes veloplagt med en intens, tragisk og rørende fortælling med bid, nerve og et varmt indre, der åbner en verden for mig, som jeg blev slugt råt af på underholdende vis.

’Anora’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Anora’ har biografpremiere den 5. december.

’Munken og geværet’ er en billedsmuk fortælling om nye tider i Bhutan

Biografanmeldelse: Med rolig hånd og smukt udfoldede billeder, bringes jeg med ’Munken og geværet’ til Bhutan anno 2006. Moderniseringen har ramt landet, der som det sidste i verden får adgang til internet og fjernsyn. Den helt store ændring ligger dog i en ny styreform. Landet skal nemlig overgå til et demokrati fra at være regeret af en konge.

Det betyder, at der sættes en enorm oplysningskampagne i gang for befolkningen, der nu står midt i en helt ny tid. Den skal som det første i denne overgang således deltage i et prøvevalg, så folket lærer systemet og den demokratiske styreform at kende. Det viser sig at være lidt af en udfordring for myndighederne. Mildt sagt.

Landet består nemlig bl.a. af flere isolerede regioner og en befolkning, hvoraf flere ikke kender deres egen fødselsdato eller kan forstå, hvorfor de overhovedet skal have et demokrati. Som titlen afslører, finder man i filmen også en munk, der af sin mentor får til opgave at anskaffe et gevær. Mentorens hemmelighedsfulde bevæggrund kendes dog ikke specifikt.

Munkens mission byder ham at anskaffe geværet inden valgdagen, hvorfor vi finder ham vandrende gennem det bjergtagende landskab af storslået natur, hvor himlen males højt mod uendeligheden og roen indfinder sig i de bølgende bjerge, alt sammen indfanget elegant af fotograf Jigme Tenzing. Så når filmen mister retning og momentum, holder billedsiden mig ok til fadet.

’Munken og geværet’ har desuden en smittende og underspillet humor i sin fortælling, der balanceres side om side med den politiske satire og dramaet om et land, der står midt i en enorm omvæltning. Det er med andre ord på ganske fascinerende vis lykkedes instruktør og forfatter Pawo Choyning Dorji at fortælle sin historie nuanceret, vedkommende og morsomt.

’Munken og geværet’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Munken og geværet’ har biografpremiere den 5. december.