’A Different Man’ er et tragikomisk skæbneportræt med gribende modhager

Biografanmeldelse: Med dragende melankoli træder jeg ind i det fascinerende univers, som præsenteres i den tragikomiske ’A Different Man’. Jeg dumper således ned i et farvemat og grynet New York, hvor man følger den introverte og aspirerende skuespiller Edward, der gør sit bedste for at få sin karriere op at køre.

Eftersom hans ansigt er deformt med bl.a. diverse knudedannelser, lever han et liv med konstante blikke rettet mod ham eller forskrækkede blikke, der hurtigt søger andre steder hen i mødet med ham. Man følger således Edwards stille tilværelse, der går med auditions og ensomme aftener i lejligheden, hvor han bl.a. bruger tiden på at læse bøger og øve sig i at fløjte.

Da han får en ny nabo i skikkelse af dramatikeren Ingrid, bliver det starten på et umage venskab mellem hans mutte person og hendes ekstroverte frigjorthed. Det åbner lys og glæde ind i Edwards ellers afdæmpede og monotone liv. Han bliver her mødt og set som et helt menneske og ikke kun overfladisk dømt på udseendet.

Edwards liv tager dog en uventet drejning, der sender ham ud i en identitetskrise. For hvem er han i grunden? Hvilke relationer omkring ham er oprigtige? Og hvad stiller han op med den frembrusende skuespiller-konkurrent Oswald? Således er temaer som identitet, relationer og ensomhed nuanceret iscenesat på ligeledes visuelt forførende vis.

Her indrammer filmens fotograf Wyatt Garfield med dynamiske indstillinger og et fint observerende kameraarbejde den sælsomme beretning om en mands møde med sit indre og egne dæmoner samt mødet med en svær virkelighed. Edward spilles gribende af Sebastian Stan, der på rørende vis bringer sin karakter til live som et helt menneske med følelsesmæssige modhager.

Som elegant modspil finder man en åbenhjertig Renate Reinsve som den kreative Ingrid, mens Adam Pearson er herligt irriterende og en charmerende verdensmand som Oswald. Instruktør og manuskriptforfatter Aaron Schimberg er kort sagt lykkedes komplekst, rørende og tragikomisk med sin melankolske historie og gribende skæbneportræt.

’A Different Man’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’A Different Man’ har biografpremiere den 12. december.