’Parthenope’ er billedberusende smuk, men desværre dramatisk luftig

/i , /af

Biografanmeldelse: Forførende billeder af italiensk varme og natursmukke scenerier, bølger ind over mig i instruktør og manuskriptforfatter Paolo Sorrentinos følelsesvirile ’Parthenope’. Filmens titel er også navnet på vores kvindelige hovedkarakter, som fødes ind i 1950’ernes fortryllethed, hvorfra vi følger hende primært i sine unge dannelsesår på sin vej gennem livets store spil.

Det er ikke mindst takket være fotograf Daria D’Antonios dragende billeder, at fortællingen får et betagende og vibrerende liv, der er med til at suge mig ind i filmen, som sine bedste steder klinger af helt magisk realisme, hvor eventyret og fablen dirrer potent i hver en sirlig kameraindstilling og dynamisk bevægelse gennem det solbeskinnede Italien.

Billederne har sine stærkeste steder en dramatisk tyngde, som bl.a. når liderlighed og religion blandes. Desværre matches historiens tag i mig – og herunder portrætterne af de medvirkende karakterer – ikke helt med samme fortællemæssige tyngde og styrke. Undervejs lurer nemlig en flot overflade med et halvhult indre.

Heldigvis er netop billedernes hele vejen fascinerende virilitet stærk nok til, at jeg hænger på – selv i perioder, hvor eskapaderne og fortællingen om Parthenope måske nok rammer lidt tomgang. For netop i sin visuelle fortælling og skildringen af det betagende Napoli, overvinder og vinder filmen mig i sidste ende.

Med billedsmygende nærvær følger man således Celeste Dalla Portas fine portræt af den unge Parthenope, der er nysgerrig på sig selv, livet og ikke mindst verden omkring hende. Bl.a. gennem sine studier udi i antropologi, mens der spædes godt til med sensualitet, sex og erotik. Billederne er lifligt dragende, mens også replikkerne emmer af poesi.

Vi får videre bl.a. en afdanket forfatter i skikkelse af en herligt fortumlet Gary Oldman, mens Silvio Orlando er Parthenopes skønt strenge antropologiprofessor, hvor livets hemmeligheder og gådefulde væren vendes på eftertænksom vis. ’Parthenope’ er dog først og fremmest en billedberusende smuk fortælling, men for alvor dramatisk og tematisk tyngde bliver det ikke helt til.

’Parthenope’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Parthenope’ har biografpremiere den 25. december.

’Strange Darling’ er et intenst katten-efter-musen-puslespil

/i , /af

Biografanmeldelse: Der lægges intenst fra start i katten-efter-musen-thrilleren ’Strange Darling’. En kvinde er her på flugt fra en gal seriemorder med et skarpladt gevær. Hun er forslået og såret med viltert hår og gråd i øjnene. Hvordan skal hun mon undslippe galningen her ude på landet? Der klippes nu i tid til de tos første møde, der byder på erotiske gnister.

Filmen fortælles således med ryk frem og tilbage i fortællingens kronologi, hvor man på tværs af tid altså ser, hvordan manden og kvindens ellers første hede møde udvikler sig til blodig overlevelse for kvinden. Netop denne legen kispus med kronologien er et ganske sjovt greb, men filmen kunne umiddelbart også have fungeret stærkt uden.

Det er nemlig nervepirrende seriemorder-ballade, jeg hives ind i. Det er måske nok klassisk skåret, men historien fortælles skarpt og effektivt, hvor der venter ganske fine drejninger og overraskelser i plottet, bl.a. afledt af den forskudte kronologi. Instruktør og manuskriptforfatter JT Mollner har bestemt en vision med netop forskydningen af tid. Det fungerer.

De to bærende roller indtages nærværende af Willa Fitzgerald som kvinden på flugt fra seriemorderen, der portrætteres sammenbidt af Kyle Gallner. Der er god dynamisk energi mellem de to, hvor Willa Fitzgerald kanaliserer en gribende skrøbelighed, mens man på den anden side finder en faretruende maskulin styrke. Logikken skal man nok ikke hænge sig så meget i.

Filmens fotograf Giovanni Ribisi fremtryller desuden elegant potente billeder, der emmer af nerve og spænding, hvilket understøttes sitrende af komponist Craig DeLeons pulserende musik. ’Strange Darling’ er måske nok en lille historie, men den er interessant fortalt og får et gribende liv gennem ikke mindst sine to hovedrolleportrætter.

’Strange Darling’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Strange Darling’ har biografpremiere den 19. december.

’Mufasa: Løvernes Konge’ imponerer teknisk, men får ikke fat følelsesmæssigt

/i , /af

Biografanmeldelse: Der foldes en ny løvefortælling ud i fotorealistisk animation, når ’Mufasa: Løvernes Konge’ fortæller sin historie, der fungerer som både en prequel og en sequel til ’The Lion King’ fra 2019, som er en genindspilning af Disneys egen tegnefilm af samme navn fra 1994. Her er det nu historien om, hvordan netop Mufasa blev den højtelskede konge.

Der sættes således en rammefortælling om den primære historie, der altså følger Mufasa fra løveunge til at blive netop Løvernes Konge. Det er den vise mandril Rafiki, der fungerer som fortæller i filmen, hvis ramme sættes i tiden efter forgængeren ’The Lion King’, hvor mandrillen altså her tager os med tilbage til Mufasas opvækst og videre vej i livet.

Rafiki fortæller historien til løveungen Kiara, der er barnebarn til Mufasa samt datter af Simba og Nala. Vi møder således i abens rammefortælling den forældreløse løveunge Mufasa, der sammen med løveprinsen Taka og andre dyr drager ud på en rejse mod deres skæbner og kald i livet. På deres vej støder de naturligvis på sin del af problemer og ikke mindst skurkagtige dyr.

Vi møder både nye ansigter, men også andre kendinge, hvor bl.a. den umage duo Timon og Pumba er at finde side om side med Rafiki og Kiara, hvor de lytter med, men naturligvis også kommer med deres vittige kommentarer og andre fjollerier. De to er da også muntert selskab, men de bliver aldrig rigtig velfungerende i filmen som helhed.

Det samme kan desværre siges om dramaet, der i for lang tid af filmen forbliver noget fladt forløst. Der er ganske vist schwung på storladne scener og i udgangspunktet dramatiske begivenheder, men de kommer ikke helt derind, hvor følelserne følger engagerende med. Først for sent i fortællingen får karakterer og interne relationer lov til at vise lidt mere tænder.

Der er ellers stærke temaer som sammenhold og ensomhed, jalousi og magt, skæbne og ondskab i spil, men de får ikke nær den medrivende dramatiske tyngde, som de flotte billeder bejler til. Der er desuden noget underligt distancerende i de fotorealistisk animerede dyr, som dog er teknisk imponerende, men desværre noget mindre historiemæssigt gribende.

’Mufasa: Løvernes Konge’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mufasa: Løvernes Konge’ har biografpremiere den 19. december.

‘Alien: Romulus’ leverer underholdende rumsplat og monster-ballade

/i /af

Rumgys på 4K Ultra HD: Vi fik den første ’Alien’ i 1979 med Ridley Scotts klassiker. Efter en række fortsættelser og spin-offs lander nu hele 45 år efter originalen det nyeste rumskud på stammen med ’Alien: Romulus’. Det er ikke en perfekt film, men er sine ridser i rumskibet til trods en omgang underholdende og blodsjasket monster-ballade.

Filmen udspiller sig mellem filmen fra 1979 og James Camerons 2’er ’Aliens’ fra 1986. Det er dog med et kuld nye karakterer, at science fiction-gyset flyver ud i rummet og møder det ikoniske monster. Mere vil jeg ikke sige om filmens veloplagt simple afsæt. Der er måske nok lige sin del af for meget eksposition til en start, men så tager de grumme løjer fat og fart.

I instruktørstolen og som medforfatter på de sprudlende strabadser finder man Fede Alvarez, der har revet mig blodigt rundt i manegen med rebootet ’Evil Dead’ og den intenst klaustrofobiske ’Don’t Breathe’. I ’Alien: Romulus’ forenes bombastiske blodsprøjt med nervepirrende gys i rumskibets trange indre, hvor der venter flere monstrøse overraskelser.

I front møder vi en empatisk Cailee Spaeny, der forfølger en bedre fremtid ombord på rumskibet med ubudne gæster. David Jonsson er hendes tvetydige og fascinerende bror, mens vi møder et i øvrigt umage hold af unge nye rumkolonister. De er sjove følge, hvor det også er sjovt at gætte med på, hvem der mon bliver dræbt først.

’Alien: Romulus’ fungerer i store dele nemlig som en slasher med unge mennesker på flugt fra en glubsk dræber. Så simpelt og stramt fortalt forbliver filmen dog ikke, men ender med at gabe over måske lidt mere end, hvad bæstet kan bære. Ikke desto mindre er filmen sine fejltakter til trods et underholdende rumgys med smæk på både blod og monstre.

Der bliver desuden smidt godt i Alien-gryden med nye idéer, der måske nok vil dele vandene, men som ramte blodsjasket, klamt slimet og bæstbuldrende rent hos mig. ’Alien: Romulus’ er ganske vist ikke et formfuldt endt værk i franchisen, men det er altså en både sprudlende, seværdig og blodig tur ud i rummet, hvor man stadig ikke kan høre dig skrige.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Rumgyset udgives på det lækre 4K Ultra HD-format, hvor både filmens billede og lyd får lov til at folde sig bedst muligt ud, når der både skriges og skydes. Filmen følger desuden også med på Blu-ray. Videre finder man en omgang ekstramateriale, der kan gøre en klogere på filmen gennem en række featuretter, mens man også finder alternative og forlængede scener.

‘Alien: Romulus’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 16. december.

Michael Keaton er tilbage i sprælsk hopla med ’Beetlejuice Beetlejuice’

/i /af

Gyserkomedie på 4K Ultra HD: ”The ghost with the most” er tilbage efter 36 år. Sidst vi så det bramfrie spøgelse Beetlejuice var nemlig i Tim Burtons gyserkomedie af samme navn fra 1988. Nu kommer så mere end tre årtier senere fortsættelsen ’Beetlejuice Beetlejuice’. Det er igen Michael Keaton, der indtager den sprælske titelrolle, mens både andre gamle og nye ansigter er med.

Tim Burton indtager også denne gang den krøllede instruktørstol, hvorfra han folder sig legesygt ud med diverse grotesk morsomme gespenster i efterlivets underverden. Det er her, vi atter finder Beetlejuice. Inden vi dog når så langt, møder vi igen Winona Ryders melankolske Lydia Deetz, som nu er blevet voksen og med sit eget paranormale tv-show.

Catherine O’Hara er også tilbage i rollen som Lydias mor Delia, der nu er en succesfuld kunstner og blevet mormor til Lydias rebelske datter Astrid, der spilles outsider-cool af Jenna Ortega. Der går dog ikke lang tid før en lavine af ballade med Beetlejuice starter. Han finder nemlig også denne gang sin vej tilbage til de levendes verden og familien Deetz’ kringelkrogede hus.

Herfra står den på spøgelseskaos og hjemsøgte herligheder, når Tim Burton og en veloplagt drilsk Michael Keaton atter har en fest med den kulørte rolle. Historien er dog ikke videre interessant og fortalt unødigt filtret, hvorfor noget af det ellers morsomme momentum går fløjten af og til. Det sagt, så er her nok af bl.a. sjove bikarakterer til at holde filmen kørende på skøre skinner.

Her finder man nemlig en række sjovt tænkte og dejligt bizarre døde. Bl.a. en piratfiske-gennembidt stakkel og det velkendte skrumpehoved Bob fra den første film, mens Willem Dafoe fornøjer sig som betjent i de dødes verden. Desværre kommer Monica Bellucci som det farlige spøgelse Delores og Beetlejuices eks ikke til sin ret og føles lidt overflødig.

Man kan altid diskutere, om filmen død og pine var en nødvendighed sin historie taget i betragtning. Uanset ens standpunkt her, så har vi altså nu ’Beetlejuice Beetlejuice’. Når det ikke kan være anderledes, så er det heldigvis lykkedes at levere et topgakket gensyn med det sortkomiske univers, der også leger med skønne praktiske effekter helt i tråd med den første film.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Den sprælske gyserkomedie udkommer på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så både billede og lyd i den grad kan komme flot til deres ret, mens Michael Keaton gakker medrivende ud. Herudover får man også mere end to timers ekstamateriale. Bl.a. et kommentarspor med Tim Burton, videre til diverse featuretter, herunder bl.a. en making of, der kan gøre en klogere på filmen.

’Beetlejuice Beetlejuice’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 2. december.

’A Different Man’ er et tragikomisk skæbneportræt med gribende modhager

/i , /af

Biografanmeldelse: Med dragende melankoli træder jeg ind i det fascinerende univers, som præsenteres i den tragikomiske ’A Different Man’. Jeg dumper således ned i et farvemat og grynet New York, hvor man følger den introverte og aspirerende skuespiller Edward, der gør sit bedste for at få sin karriere op at køre.

Eftersom hans ansigt er deformt med bl.a. diverse knudedannelser, lever han et liv med konstante blikke rettet mod ham eller forskrækkede blikke, der hurtigt søger andre steder hen i mødet med ham. Man følger således Edwards stille tilværelse, der går med auditions og ensomme aftener i lejligheden, hvor han bl.a. bruger tiden på at læse bøger og øve sig i at fløjte.

Da han får en ny nabo i skikkelse af dramatikeren Ingrid, bliver det starten på et umage venskab mellem hans mutte person og hendes ekstroverte frigjorthed. Det åbner lys og glæde ind i Edwards ellers afdæmpede og monotone liv. Han bliver her mødt og set som et helt menneske og ikke kun overfladisk dømt på udseendet.

Edwards liv tager dog en uventet drejning, der sender ham ud i en identitetskrise. For hvem er han i grunden? Hvilke relationer omkring ham er oprigtige? Og hvad stiller han op med den frembrusende skuespiller-konkurrent Oswald? Således er temaer som identitet, relationer og ensomhed nuanceret iscenesat på ligeledes visuelt forførende vis.

Her indrammer filmens fotograf Wyatt Garfield med dynamiske indstillinger og et fint observerende kameraarbejde den sælsomme beretning om en mands møde med sit indre og egne dæmoner samt mødet med en svær virkelighed. Edward spilles gribende af Sebastian Stan, der på rørende vis bringer sin karakter til live som et helt menneske med følelsesmæssige modhager.

Som elegant modspil finder man en åbenhjertig Renate Reinsve som den kreative Ingrid, mens Adam Pearson er herligt irriterende og en charmerende verdensmand som Oswald. Instruktør og manuskriptforfatter Aaron Schimberg er kort sagt lykkedes komplekst, rørende og tragikomisk med sin melankolske historie og gribende skæbneportræt.

’A Different Man’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’A Different Man’ har biografpremiere den 12. december.

’Konklave’ er en pavethriller med dynamiske kardinalportrætter

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg kommer med ind bag de hemmelighedstykke mure i instruktør Edward Bergers ’Konklave’, hvor man følger det gamle ritual i Vatikanet af at vælge en ny pave. For da den siddende pave dør, bliver det kardinal Lawrences opgave at lede den hemmelighedsfulde proces med at stemme en ny pave ind på den helligste af alle den katolske kirkes poster.

Således sendes jeg i filmens begyndelse ind bag de tykke mure og aflukkede rum, hvor jeg vidner den politisk betændte rejse mod at få sat den nye pave på den magtfulde plads. Det er også starten på et drama, der dirrer med hemmeligheder og skeletter i skabene, mens der smedes rænker mellem de mange kardinaler, der er hidkaldt fra hele verden for at afgive deres stemme.

Ritualet kaldes netop konklave og fortælles som var det en nervepirrende thriller, hvor bl.a. den intense musik af Volker Bertelmann bringer potent drama til historien, der er baseret på Robert Harris’ bog af samme navn fra 2016. Det er desuden ganske sjovt at se, hvordan den ellers myteomspundne konklave af og til bringes ned på jorden.

Bl.a. bliver der mellem de højspændte diskussioner vapet løs, mens også pavens død beskrives nøgternt med ambulancefolk, der kører den afdøde pave væk, som var han en hvilken som helst anden afdød. Dermed ikke sagt, at dramaet mister muskelkraft, hvor ikke mindst skuespillerne er med til at holde filmen kørende.

For der er lidt ujævnheder i fortællingen, mens bl.a. også nogle samtaler om tro og tvivl, åbenhed og lukkethed samt moral og etik ikke helt kryber derind, hvor de for alvor bliver dramatisk tunge eller helt tankevækkende nok. Dermed ikke sagt, at her ikke er interessante diskussioner eller ganske spændende dilemmaer. De mangler bare lige det nøk dybere ind i materialet.

Her er skuespillet en del af nøglen til filmens tiltrækningskraft sammen med den flotte billedside af fotograf Stéphane Fontaine, der giver Vatikanet og dets hellige haller fascinerende liv. Det samme gør bl.a. Ralph Fiennes’ nuanceret fine portræt af kardinal Lawrence. Han bakkes dynamisk op af bl.a. Stanley Tucci, Lucian Msamati, John Lithgow og Sergio Castellitto som øvrige kardinaler.

’Konklave’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Konklave’ har biografpremiere den 12. december.

’Kraven the Hunter’ er en ujævn fortælling om fædre og deres sønner

/i , /af

Biografanmeldelse: Forholdet mellem forældre og deres børn kan være en kompleks størrelse. Det er i hvert fald tilfældet i ’Kraven the Hunter’, der er baseret på Marvels karakterer. Her møder vi Sergei Kravinoff – også kendt som Kraven – der har et mildt sagt anstrengt forhold til sin brutale mafiafar Nikolai Kravinoff. Ham hyggesludrer man ikke ligefrem med.

Det betændte far-søn-forhold er – på trods af sine følelsesmæssige udfordringer – også blevet en drivende kraft for Sergei, der ikke helt uden sin dominerende fars indflydelse vil være den største og bedste jæger i verden. Hans bytte er dog ikke kun dyr, men også mennesker, som det skal vise sig. Det dramatiske epicenter er altså dette forældreforhold.

Der kommer dog også andre plotdrivende elementer i spil efterhånden som filmen trækker sig i langdrag frem gennem i sin ret så uinteressante og meget ujævne historie, der taber momentum i tide og utide. Desværre også så meget, at de ellers dejligt farveafdæmpede eskapader bliver virkeligt kedelige at følge.

Det er en skam, da det mere jordnære superhelteunivers kunne have affødt en interessant, nuanceret og gribende fortælling om fædre og deres sønner. Aaron Taylor-Johnson gør sit bedste som den determinerede Sergei, men manuskriptet giver ham ikke meget at arbejde med. Han ender med at hvirvle noget uinteressant rundt i halvslappe action-sekvenser.

Når nu det menneskelige drama aldrig rigtigt får engagerende fat og karaktererne forbliver uforløst skrevet, så kunne actiondelen måske have reddet filmen fra sin tomgang. Der er da også flere slåskampe med blodsprøjt og farlige skuddueller, men mange af dem virker lidt ufærdige, hvor effektarbejdet med en hoppende Sergei af og til ikke overbeviser.

Russel Crowe bringer dog farlig autoritet til rollen som faderen, mens Fred Hechinger er den følelsesmæssigt mere komplekse søn Dmitri, hvis karakter også ender som et ufuldendt bekendtskab. Skurkene er heller ikke særligt interessante, hvilket desværre er symptomatisk for ’Kraven the Hunter’, der aldrig for alvor får løftet sig fra jorden.

’Kraven the Hunter’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Kraven the Hunter ’ har biografpremiere den 12. december.

‘Deadpool & Wolverine’ er stærkest, når den går efter lattermusklerne

/i /af

Superhelte på 4K Ultra HD: Hvad mange nok ikke havde set komme, er med ‘Deadpool & Wolverine’ nu blevet til virkelighed, nemlig Hugh Jackman tilbage i sin ikoniske rolle som Wolverine. Der var ellers blevet sat et særdeles vellykket punktum for hans portræt af X-Men-helten med ’Logan’ i 2017. Men den rapkæftede Deadpool bringer ham nu tilbage.

Ryan Reynolds er atter den rødklædte antihelt, der snakker i meta-jokes og bryder den fjerde væg. Nu slår den umage duo sig uvildigt sammen, da en fælles fjende skal bekæmpes. Side om side finder man altså den knotne Wolverine og den opkæftende Deadpool slå skurke til blods, mens musikken spiller hits og der skydes jokes af.

Historien er dog ikke det store at skrive hjem om. Den fungerer mest af alt som en noget tyndbenet undskyldning for netop at fyre frække jokes af og levere veloplagt action med Deadpool og Wolverine i front. Nå ja, og vanen tro diske op med flere overraskelser i form af diverse cameos. Der leveres da også et par ret så sjove af slagsen her.

Der er i det hele taget sin del af jokes og gags, der rammer ganske godt plet. Desværre vakler de af og til lidt rundt i de samme pay-offs, hvor der bliver genbrugt et par punchlines lidt for meget. Det sagt, så er der god energi i filmen, der på trods af en kedelig historie ikke kan underminere det fine parløb mellem Ryan Reynolds’ Deadpool og Hugh Jackmans Wolverine.

Det ligger i Deadpools DNA at gøre uhøjtideligt grin med alt, alle og sig selv. Det er da også i netop filmens komiske slagside, at eskapaderne spiller bedst. Den dramatiske nerve og mere alvorlige side af vores duo klinger desværre hult i filmen som helhed. Det er en skam, da særligt Wolverine kunne have fået mere dramatisk tyngde i sit portræt.

‘Deadpool & Wolverine’ lykkedes kort sagt bedst, når den går efter grinet og at levere voldsom actionsmadder, mens det halter med at få det mere menneskelige drama til at overbevise. Men filmens lette kalorier har da også sin berettigelse. Så er det kun tiden, der kan vise, om Deadpool rent faktisk er den Marvel Jesus, der skal få MCU på ret køl igen.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen er måske ikke lige mig, men den klarer sig virkelig flot på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format. Her står farverne mættede, konstrasten overbeviser og detaljegraden er virkelig flot. Lydsiden sparker også løjerne medrivende i mål med solid bund og nuancer hele vejen til tops.

Filmen medfølger også på Blu-ray, mens man kan kaste sig over en god stak ekstramaterile. Her kan man blive klogere på filmen med bl.a. et kommentarspor med instruktør Shawn Levy og Ryan Reynolds, mens der også er featuretter, der bl.a. går bag om filmen samt spas fra optagelserne, slettede scener med mere.

‘Deadpool & Wolverine’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 4. november.

 

‘Twisters’ blæser energisk løs, men taber desværre pusten

/i /af

Action på 4K Ultra HD: Jeg elsker katastrofefilmen ‘Twister’ fra 1996, der tog mig med storm (LOL) fra første gang, jeg så den. Vindblæsende action af veloplagt orkanstyrke. Ja, nu skal jeg nok forsøge at stoppe med orkan-puns. Men ja, med ‘Twisters’ har vi altså nu en god række år senere fået en fortsættelse. Den havde jeg ikke lige set komme. Desværre løfter den sig aldrig rigtigt ind i orkanen for at hvirvle mig med rundt i action-manegen.

Her følger man den forhenværende tornado-jæger og meteorolog Kate, der ved skæbnens lunefulde øje hives tilbage ind i tornado-jagten overfor rivaliserende tornado-hold, hvor man ikke mindst finder den belastende, men også slesk charmerende Tyler.

De befinder sig alle i et mere end vindblæst Oklahoma, hvor flere enorme og dødsensfarlige stormsystemer truer befolkningen, der alle må kæmpe for livet. Det ender naturligvis også med at gælde både Kate, Tyler og deres hold af adrenalinjagende tornado-jægere.

Det er ret interessant at bemørke, at ‘Twisters’ er instrueret af Lee Isaac Chung, der senest stod bag det langt mere afdæmpede og dramatisk nuanacrede drama ‘Minari’. Her har instruktøren fået et noget andet materiale mellem hænderne at skulle formidle. Det lykkedes desværre ikke dramatisk nær så godt, men på actionsiden leveres der trods alt et par ganske intense sekvenser.

Desværre løfter filmen sig bare aldrig rigtigt derind i orkanen, hvor dramaet eller drabelighederne for alvor får nerve og nærvær. Heldihgvis er bl.a. Daisy Edgar-Jones og Glen Powell ganske gode i rollerne som den umage og uvildige duo Kate og Tyler. De to og et par ok actionscener redder dog ikke ‘Twisters’ helt overbevisende og medrivende nok i mål.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Hvor filmen har sine fodfejl og mangler, så klarer ‘Twisters’ sig virkelig flot på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format. Billedet står kontraststærkt og favemættet flot, mens den buldrende lydside også spiller stærkt fra top til bund. Man får også en omgang ekstramateriale, hvor man kan dykke ned i bl.a. en række featuretter, der kan gøre en klogere på filmen, videre til slettede scener og spas fra produktionen med mere.

‘Twisters’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 22. oktober.