’Gladiator 2’ bæres underholdende i mål af sine skuespillere

Biografanmeldelse: Mere end 20 år efter ’Gladiator’ vender instruktør Ridley Scott tilbage til Rom og de brutale gladiatorkampe med ’Gladiator 2’. Det er en underholdende film, der bl.a. bæres vellykket igennem sin fortælling af stærke skuespillerpræstationer. Man kan bl.a. også se frem til slåskampe med bavianer (!), næsehorn (!) og hajer (!).

Ja, hvorvidt filmen er historisk korrekt, vil jeg ikke gå ind i. Derimod kan jeg fortælle, at vi her ankommer til et Rom, som igen styres tyrannisk. Denne gang af de to uforudsigelige brødre Caracalla og Geta. Den farlige duo sender general Acacius ud i verden for at erobre løs i Roms navn. Det betyder bl.a., at den forældreløse Hannos by lægges i ruiner.

Hanno må se sit liv smadret og fyldes nu med hævntørst over dem, der ødelagde hans liv. Han sælges imidlertid som slave, men vælges snart ud til at blive gladiator af den snedige Macrinus, der har planer om at avancere i Roms magtfulde hierarki. Der trækkes desuden fine historiemæssige tråde til den første film fra 2000.

Paul Mescal gør virkelig god og gribende karakter som den hævnmålrettede Hanno, der ses overfor bl.a. en nuanceret Pedro Pascal som den interessante Acacius. Denzel Washington er yderst karismatisk som den politisk luskede Macrinus, mens en ærværdig Connie Nielsen er tilbage i sin rolle som Lucilla fra forgængeren.

Det er netop karaktererne og deres portrætteringer, som løfter filmen, når historien måske nok mister lidt momentum af og til. Heldigvis aldrig mere end at både storslåede slag og blodige gladiatorkampe retter op på det. Joseph Quinn og Fred Hechinger må bestemt ikke glemmes som den magtsyge kejserduo, der spæder til løjerne med herlig kulørt galskab.

’Gladiator 2’ er ikke nogen formfuldendt film, men den er bestemt underholdende. Dens styrke skal findes i bl.a. netop skuespillerne og de intense gladiatorkampe i Roms episke Colosseum. Ridley Scott har altså ikke mistet grebet om sit sværd-og-sandal-univers, men samme imponerende højder som den første ’Gladiator’ nås dog ikke helt. Mindre kan bestemt også gøre det.

’Gladiator 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Gladiator 2’ har biografpremiere den 14. november.