Animationsfilmen ‘Vaiana 2’ er et flot feelgood-eventyr til søs
Biografanmeldelse: Der venter nye horisonter til søs, når vi igen skal på eventyr med den gæve Vaiana. Den første film landede i 2016, mens strabadserne nu fortsætter med ’Vaiana 2’. Det er animeret feelgood, der måske nok mangler reel spænding og oprigtige faremomenter, men derimod lever af bl.a. sin flotte billedside, umage karakterer og veloplagte humor.
Denne gang må den energiske vejfinder Vaiana til søs på den længste rejse, hun endnu har været på – og det i ukendte farvande. Sammen med sin brogede besætning, drager hun således ud for at finde andre mennesker, hvilket både vil redde Vaianas folk, men også forene befolkningerne havene rundt. Sammen er der ingen grænser for, hvad de kan udrette.
Der er naturligvis en række forhindringer på vejen til succes for Vaiana og hendes hold, der bl.a. består af en sød gris, en gakket høne og en ivrig skibsbygger. Nå ja, og så er halvguden Maui også tilbage for fuld fart og muskuløs selvtillid. Bl.a. skal gruppen forsøge at bryde den mystiske Nalos forbandelse, mens de også støder på alverdens sære sømonstre.
Der er med andre ord nok at se på og følge med i, når fortællingen ret så fint holder et engagerende tempo til søs og gennem rækken af sange, der leveres velanimeret, selvom nogle måske nok også klinger lige klægt nok. Heldigvis er der for selvironiens skyld smidt en smågnaven gammel mand ind fra højre, der ikke er meget for at synge med.
I det hele taget er der meget humor. Flere af filmens jokes og tilbagevendende gags er dog en smule forudsigelige. Bl.a. trækker hønens mange fjolledes påfund lige vel rigeligt på den samme slapstick-pointe. Det er heldigvis aldrig mere end, at bl.a. det farverige univers af bølgeskvulp og vandvåd action holder skibet oven vande.
Desuden leveres der veloplagte stemmer hele vejen rundt, hvor bl.a. Auli‘i Cravalho som Vaiana har en smittende energi, mens Dwayne Johnson igen er Maui med både muskler og humor i. ’Vaiana 2’ opfinder ikke noget nyt, men det er en liflig omgang feelgood, der dynamisk animeret snor sig om sin forudsigelige, men også ganske medrivende og morsomme historie.
’Vaiana 2’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Vaiana 2’ har biografpremiere den 28. november.