Animationsfilmen ’Den vilde robot’ er sød, sjov og charmerende

Biografanmeldelse: Med en hele vejen livligt animeret verden af alverdens karakter og miljøer, folder den både søde, sjove og charmerende ’Den vilde robot’ sig veloplagt ud. Vi møder her robotten Rozzum, der er strandet på en øde ø og vågner noget forvirret op. Øen er måske nok ikke beboet af mennesker, men snart dukker en lang række forskellige dyr op.

Flokken af øens dyr er til en start bange for den ellers hjælpsomme og godmodige robot. Stille og roligt vender dyrene dog nysgerrigt tilbage til Rozzum, som netop er programmeret til at løse en hvilken som helst opgave, den måtte få stillet. Men at være en robot er måske også mere og andet end kolde kalkuler og en forudbestemt programmering.

For da robotten med de lange arme og ben, tumler rundt på øen, falder den snart over et æg, som robotten tager til sig. Det udklækkes i næste nu og en lille gæsling kommer til syne. Så hvad gør Rozzum nu? Her kommer en madglad ræv til undsætning med råd om, at robotten skal opdrage og lære den lille fugl at flyve, inden resten af flokken skal sydpå.

Det er starten på et umage venskab mellem trioen af robot, ræv og gæsling. Der kommer hele vejen også andre dyr morsomt i spil. Alle dynamisk animeret med fine detaljer, der bringer dem medrivende til live, mens de leverer veltimede replikker, der rammer komisk plot. Samtidig berettes fortællingen om bl.a. venskab og at finde sig selv i verden ivrigt og nærværende.

Jeg så filmen med danske stemmer, hvor bl.a. Maria Lucia Heiberg Rosenberg med fint nærvær og følsomhed giver Rozzum liv. Instruktør og manuskriptforfatter Chris Sanders har med sin filmatisering af bogen ’Den vilde robot’ lykkedes med at skabe en universel fortælling, hvor dyrs instinkter møder en robots mindre instinktdrevne væsen.

’Den vilde robot’ er en film, der lever engagerende af sin fortælling og karakterer, men bl.a. også af netop sin flotte animation samt et dynamisk lyddesign, der er med til at give bl.a. robotten yderlige liv, når den bruger sine mange sjove funktioner. Både fysisk og replikskarp komik balanceres desuden veloplagt med den hjertevarme historie.

’Den vilde robot’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Den vilde robot’ har biografpremiere den 3. oktober.

‘Joker: Folie à Deux’ er vanvittig og vanvittigt ubehagelig

Biografanmeldelse: Det er ikke rart at overvære Joaquin Phoenix som den udmagrede, forstyrrede og kaotiske Arthur Fleck aka Joker i fortsættelsen til filmen af samme navn fra 2019. Efterfølgeren hedder ‘Joker: Folie à Deux’ og er ligeledes instrueret og medforfattet af Todd Phillips. Som titlen indikerer, møder vi her Jokerens romantiske modstykke Harley Quinzel.

Kan Harley – spillet charmerende af Lady Gaga – mon blive Arthurs redning ud af den depressive og retningsløse sump, han befinder sig i, når vi her møder ham institutionaliseret i Arkham? De to får i hvert fald ved første øjekast et varmt blik for hinanden. Det bliver starten på et stormombrust forhold, der rummer både kærlighed og galskab, fantasi og virkelighed.

 

Netop filmens leg med Arthurs forskruede virkelighedsopfattelse er yderst fascinerende og tragisk tung. Jeg bliver nemlig filmen igennem taget med ind i Jokerens sind, der er aldeles ude af trit med den virkelighed, han reelt befinder sig i. I denne fantasiens verden opstår der dog bl.a. musikalsk skønhed – ofte i romantisk pardans og duet med Harley.

De musikalske indslag puster en liflig lethed ind i den depressive historie om en mand med dæmoner ridende ondt i sit indre. Her får kærligheden og lyset lov til at bore sig kulørt ind i mørket og filmens ellers nedtonede farvepalette af håbløshed. Farverne når lige at få fat i lyset, inden mørket i næste nu sparker luften ud af livet på mig, når virkeligheden rammer Arthur.

 

Joaquin Phoenix gør – som i den ligeledes fremragende forgænger – ubehagelig figur på bedst mulige måde. Han er svær at blive klog på midt i galskaben, som konstant sitrer i hele hans krop og bag de blanke øjne, hvor grinet dirrer manisk. Lady Gaga er et yderst spændende modstykke til Jokeren, hvor en ny dynamik opstår, både i Arthur alene, men bestemt også de to imellem.

Der bliver i filmen ganske vist croonet og danset elegant af Jokeren og Harley i forførende forening, men tag ikke fejl. ’Joker: Folie À Deux’ er en depressiv oplevelse, der efterlod mig med en kold sten i maven og et isnende greb om min hals. Den gør ondt at se. Det er bestemt et kompliment. Jokerens liv er nemlig ikke rar at være en del af. Det mærker og føler jeg.

‘Joker: Folie à Deux’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Joker: Folie à Deux’ har biografpremiere den 2. oktober.