Biografanmeldelse: Vanviddet snurrer ud af kontrol i fortsættelsen til den herligt underholdende skrækfilm ’Smile’ fra 2022. Nu er det dødbringende smil tilbage i fuld vigør med fortsættelsen ’Smile 2’. Denne gang følger man popstjernen Skye Riley, der kommer i kontakt med den mystiske entitet, der på sadistisk smilende vis leder sine ofre ind i galskaben med døden til følge.

Netop vanviddet venter hvislende ondt for Skye, der står overfor sit store comeback efter en nedtur med alkohol, stoffer og et brutalt traume i bagagen. Hun skal nu genoptage sin karriere med en storstilet tour, men allerede inden tour-start begynder hun at opleve tiltagende skræmmende episoder. Hun ser urovækkende ting, der ikke er der i virkeligheden.

Efterhånden som disse gruopvækkende oplevelser tager til, bliver Skye kun mere og mere desperat. Hun aner ikke sine levende råd, mens alle omkring hende også begynder at tvivle på hendes historier og miste troen på, at hun er ved sine fulde fem. Hun står derfor helt alene med sine uhyggelige oplevelser og mødet med sin svære fortid.

Parker Finn er efter ’Smile’ tilbage som både manuskriptforfatter og instruktør. Han har igen et godt greb om instruktionen og det at iscenesætte rædslerne med visuel dynamisk opfindsomhed, der leder mig simultant ind i mareridtet med Skye. Den helt oprigtige skræk blev dog ikke for alvor jaget i livet på mig.

Det sagt, så er der en tiltagende ondsulet atmosfære, der står stærkere og stærkere, efterhånden som filmen skrider frem. Det selvom Parker Finn også tyr til et par desværre generiske gysertricks undervejs. Heldigvis leveres der et par dejligt blodige scener af den klamme og groteske slags. In your face og med en mavevendende ulækker lydside. Herligt!

Selvom gyset bliver en kende for lang for sit eget bedste og slingrer en smule ujævnt i sin historie, så opretholder bl.a. netop filmens ulækre stemning og den visuelle side mit engagement i vanviddet sammen med i særdeleshed også Naomi Scotts gribende præstation som popstjernen, der tumler medrivende ind i galskaben. Det er bestemt til at få et gysersmil på læben af.

’Smile 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Smile 2’ har biografpremiere den 17. oktober.

Biografanmeldelse: Sorgen rammer benhårdt i det islandske drama ‘Lysbrud’. Fra det ene lykkelige øjeblik til det næste ituslåede liv, hvor ulykken banker hul i maven på den unge Una. Der er nemlig sket en grusom og for mange fatal ulykke – og Unas kæreste er måske blandt de omkomne. Hun har heldigvis en lille gruppe venner omkring sig, der støtter hinanden.

Filmen er en fortælling, der måske nok har sorgen, tabet og savnet som sin dramatisk knugende kerne, men det er også en film, der på følsom vis handler om både venskaber, ensomhed og hemmeligheder, der kan spænde ben for, at Una kan blive grebet i sin sorg. Una og forholdet til kæresten var nemlig en hemmelighed de to imellem.

 

Planen var ellers, at han skulle slå op med sin officielle kæreste Klara, men så indtraf ulykken og Una står nu tilbage med uforløste følelser og sin hemmelighed. Det bliver ikke nemmere for hende, da langdistance-kæresten Klara kommer til byen. Una sættes her i endnu større følelsesmæssig vildrede, både blandt vennerne og i forhold til Klara. Kan hemmeligheden mon forblive hemmelig?

Filmens præmis er måske nok simpel, men stærkt fortalt. Det gælder bl.a. i måden de mange følelser formidles på gennem manuskriptet, der får liv gennem skuespillerne, som er med til at løfte filmen og bringe den engagerende ind i mit følelsesliv. Instruktør og manuskriptforfatter Rúnar Rúnarsson viser bestemt et sikkert greb om både karaktererne og historien.

 

Ved sin side har filmskaberen et virkelig godt hold skuespillere, hvor en nærværende Elín Hall elegant og nuanceret portrætterer den sorgramte Una, der også må kæmpe med både frygt og usikkerhed i et liv, hvor håbet synes at svinde ind. Gennem vennerne anes dog et lys, der fint går i spænd med den naturfriske billedside, der er dynamisk indfanget af fotograf Sophia Olsson.

’Lysbrud’ rammer overvejende følelsesfint plet i en historie, som griber gennem sine karakterer, der går forskelligt ind sorgen. Det er dynamikkerne i bl.a. vennegruppen, der er med til at gøre følelserne troværdige og dramaet nærværende, mens også filmens billeder beriger historien med højt til himlen og naturens susen, der ekkoer ensomhed, selvom man er omgivet af venner.

’Lysbrud’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lysbrud’ har biografpremiere den 10. oktober.

Biografanmeldelse: Jeg hives gribende med tilbage til 1980’ernes solbeskinnede Toscana med instruktør og medforfatter Alice Rohrwachers drømmelignende ’La chimera’. Jeg nærmest svæver rundt i filmens univers af visuel finesse og en miljøbeskrivelse, der overbeviser menneskeligt og brillant gennem fotograf Hélène Louvarts dynamiske billeder.

Jeg ryger direkte ind i livet på den unge Arthur, der plages af en fortid, som rummer hemmeligheder, sorg og afsavn, hvilket i sagte tempo åbenbares engagerende filmen igennem. Det står dog snart klart, at han har en særlig evne til at finde skjulte skatte i den italienske jord. Han bliver nu en del af en umage gruppe af røvere på jagt efter gamle, etruskiske skatte.

Det lykkes på fortællermæssigt elegant vis for filmen at åbne sin verden og virkelighed for mig, hvor der af og til pirkes til noget overjordisk lige bag den ellers almindelige virkelighed. På den måde lever ’La chimera’ også af sin dragende atmosfære og gribende miljøbeskrivelse, der overbeviser mig om, at den faktisk foregår der tilbage i fortiden.

Selvom Arthur måske nok er et melankolsk bekendtskab med et menneskeligt tomrum i sin midte, er han også et rørende bekendtskab, der fascinerer og charmerer i takt med, at han som karakter får lov til at folde sig ud og blive et helt menneske. Her skal gruppen af medrøvere også nævnes som et livligt modstykke til den ordknappe Arthur.

Her er et muntert modspil, som er med til at give fortællingen et levet liv i samspil med netop det miljø, der vises i filmen og gennem de mennesker, som lever under den toscanske sol. Der er en indsmigrende romantisk stemning i denne menneskeskildring og i miljøet, hvor der er højt til himlen, mens der er herlige musikalske indslag af lokale musikere.

Arthur spilles af Josh O’Connor, som formår med sit skæve smil at gribe og finde en dybde i sin karakter med få virkemidler. Isabella Rossellini er desuden et herligt livsklogt bekendtskab som Flora, mens Carol Duarte gør sød figur som den tilbageholdende Italia. Kort fortalt, så beriger ’La chimera’ mig med både sorg, håb og kærlighed på levende vis.

’La chimera’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’La chimera’ har biografpremiere den 3. oktober.