‘Terrifier 3’ er en ondsulet julesplatter for fuld bjældeklang

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er blodigt, sadistisk og i særdeleshed brutalt, når der leveres ondsulet julesplatter for fuld bjældeklang med ’Terrifier 3’. Den dræberlystne dræberklovn Art er tilbage fra de døde for denne gang at forvandle den søde juletid til et sandt morderisk mareridt for alle omkring sig i ledtog med den vansirede galning Victoria Heyes.

Vores heltinde Sienna har tilbragt en årrække trukket tilbage på et center for folk med tunge problemer. Hun er tynget af traumerne fra sine umenneskelige oplevelser med Art the Clown, men tager nu turen ud i virkeligheden for at starte på en frisk. Hun er desuden plaget af skyld over dem, som blev dræbt af klovnen. Kort sagt, så kæmper hun hårdt for at vende tilbage til livet.

Forholdet til den yngre bror Jonathan – der også var genstand for Arts virke – skranter ligeledes. Det er i det hele taget ikke nemt at være Sienna. Hendes mareridt bliver nu genoplivet i parløb med Art og Victorias tilbagekomst – og som den uskrevne regel lyder for en gyserfortsættelse, så er der skruet et solidt nøk op for de splattede eskapader.

Art og Victorias bersærkergang når nemlig nye indvoldsudrivende højder af ubehag og øksesvingende grusomheder. Ja, ’Terrifier 3’ er bestemt drevet frem af sine sjaskede juleløjer. Her er dog også en stærk fortælling om overlevelse i skikkelse af Sienna. Det er ganske vist ikke de finere nuancer i historien, man får, men derimod en bombastisk og medrivende voldsfortælling.

Her gælder det stor, større og størst, hvad et sandt voldsorgie af splatter angår, når Art ruller sig ordstumt ud som mimende dræber med en grotesk form for humor, mens han baner sig vej gennem sine ofre med alt fra økser til motorsave. David Howard Thornton er atter en sand sadistisk fryd som Art. Han er indbegrebet af en ondskabsfuld seriemorder.

Denne gang fylder den manisk gale Victoria Heyes’ karakter mere, hvilket giver ekstra ondskab til filmen i form af den klamme duo med følgesvenden Art. Hun er virkelig væmmeligt portrætteret af Samantha Scaffidi. Herligt! Lauren LaVera er ligeledes en engagerende fornøjelse som Sienna. Hun har styrke og pondus i sin rejse fra slagen kvinde til sej heltinde.

’Terrifier 3’ har pip af sort, sort humor, når Art svinger sine mordvåben for at frisætte kroppe fra deres lemmer. Der er en bizar komisk kontrast mellem Art i julemandskostume og så de splattede udbasuneringer, der virkelig er brutalt, overbevisende og opfindsomt kreeret. Filmen har på trods af grotesk humor en yderst inhuman grundstemning af ren ondskab.

Det skal forstås som et kompliment for en film, der går efter struben, men i stedet sprætter hele kroppen snasket op, så det vælter ud med indvolde og blod i lange baner. Desværre er filmen med sine to timer lidt for lang for sit eget bedste. Der er dog ikke et øje tørt hos undertegnede gyserfan, når volden hamrer mig i gulvet. Aldrig har julen været mere gruopvækkende splattersmuk.

’Terrifier 3’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Terrifier 3’ har biografpremiere den 31. oktober.

’The Room Next Door’ rummer både glæden og smerten, livet og døden

/i , /af

Biografanmeldelse: Døden dirrer skrøbeligt og konstant i Pedro Almodóvars fine drama ’The Room Next Door’. Her møder man forfatteren Ingrid, der genetablerer sit mangeårige venskab med krigsreporteren Martha, da sidstnævnte er blevet syg med uhelbredelig kræft. Det er som om, at de tabte år i deres venskab er forsvundet som dug fra solen, da de mødes på ny.

Deres nyopdagede venskab er i sagens natur fyldt med alvor og eftertanke, men også med humor og menneskelig varme. Lethed og tungsind i dragende forening. De deler ud af sig selv, hvor også minderne fra en ungdom sammen får nyt liv gennem deres mange samtaler. Filmen er nemlig i høj grad bundet op på netop de to kvinders samtaler om livet, døden og alt derimellem.

I rollen som den succesfulde forfatter Ingrid finder man en nærværende Julianne Moore, mens den karismatiske og egenrådige Martha portrætteres nuanceret og elegant af Tilda Swinton. Deres mange og lange samtaler rummer stor menneskelighed, hvor bl.a. netop døden og livet tages op, vendes, drejes og revurderes. For hvordan vil Martha i grunden bruge sin sidste tid?

Det er vægtige temaer som disse, fortællingen sætter i spil i samspillet mellem de to kvinder. Det er tankevækkende og interessant at være i deres selskab, hvor også spørgsmålet om at tage sit eget liv og afslutte livet med værdighed står sylespidst på toppen af det hele. Tilda Swinton formår at gøre bl.a. netop dette spørgsmål levende og virkeligt.

Filmen er ganske vist meget båret af de to karakterer og deres samtaler, men mister også nogle gange noget af den engagerende livstilstedeværelse, som fortællingen dog overordnet emmer af. Når fortællingen momentant mister lidt af sin faldhøjde, beriger den mig med sin billedside, der er dynamisk og farveklart indfanget af fotograf Eduard Grau.

’The Room Next Door’ bærer både glæden og smerten, livet og døden, venskabet og ensomheden fint i sin fortælling, selvom filmen måske nok sine steder bliver lidt ujævn i sit ellers generelt gribende væsen. Det er i sidste ende Tilda Swinton og Julianne Moore, der bærer filmen sikkert i havn. Tankevækkende og sorgfuldt, rørende og livssmukt.

’The Room Next Door’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Room Next Door’ har biografpremiere den 31. oktober.

’The Substance’ boltrer sig med satirisk vid og blodigt bid i kropsklamheden

/i , /af

Biografanmeldelse: Et ungdomsfikseret Hollywood spytter den aldrende stjerne Elisabeth Sparkle ud på røv og albuer, da rynkerne rammer og årene overstiger de 50. Ja, der er jo altid et nyt frisk ansigt – og en ny krop – klar til at tage over i drømmenes by, som i den satiriske body horror-fabel ’The Substance’ bliver et sandt mareridt for den engang så succesrige skuespiller.

Elisabeth står nu tilbage. Alene. Efterladt. Glemt. Så hvad gør hun? Jo, skæbnen vil, at hun kommer i besiddelse af en mystisk grøn substans, der skal injiceres i kroppen, hvorved ungdommen kan fortsætte. På bizar og forskruet vis. For ud af ryggen på Elisabeth fødes (!) nu en yngre, strammere og smukkere udgave af hende, nemlig den unge kvinde Sue.

Den umage duo skal dog leve efter strenge regler – angivet af folkene bag substansen – hvis deres simultane liv skal fungere uden problemer og kropslige defekter. Det er naturligvis nemmere sagt end gjort. Snart begynder Sue nemlig at spille efter egne regler, da hun hurtigt får succes og sultne blikke efter sig i den branche, som Elisabeth blev ladt i stikken af.

Med satirisk vid og kropssjasket bid boltrer instruktør og manuskriptforfatter Coralie Fargeats grumt morsomme og kulørt underholdende eskapader sig afsted for fuld kødelighed. Det er dejlig kropsklamt og morbidt fascinerende, når der åbnes for kroppens runkne forfald i samspil med en desperat Elisabeth, der ser misundeligt efter sit yngre jeg i form af Sue.

Demi Moore indtager troværdigt, intenst og hjerteskærende grumt rollen som den faldne stjerne, som må vige pladsen i spotlyset pga. sin alder. Hun får veloplagt og charmerende modspil af Margaret Qualley som den energiske, virile og naive Sue. De to udgør en dragende duo, hvis historier er medrivende, spændende og overraskende at følge.

Særligt da de tos liv begynder at filtre sig problemfyldt sammen, kommer der tryk på kropsgruen i en fabel om umuligheden af evig ungdom. Om frygten for ensomhed, angsten for at blive glemt og ikke at have betydning. Midt i de kødsnaskede og lydmæssigt opfindsomme morbiditeter er der nemlig en skrøbelig menneskelig kerne, der holder gribende sammen på det blævrende kadaver.

’The Substance’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Substance’ har biografpremiere den 24. oktober.

‘We Live in Time‘ sætter følelserne hjerteknusende i sving

/i , /af

Biografanmeldelse: Følelserne sættes hjerteknusende i sving med dramaet ’We Live in Time’. Her møder man et nyforelsket par, der har et fælles liv og en lykkeligt lys fremtid foran sig. Med et narrativt greb, der bugter sig frem og tilbage i tid, lærer vi i filmen den ambitiøse kok Almut og den minutiøse Tobias at kende gennem op- og nedture.

Smerten står dog og venter i horisonten for parret, der rammes af en umenneskelig begivenhed fra den ene dag til den næste. Det sætter deres forhold i et udfordrende perspektiv, mens livet nu må revideres. For hvad er meningen egentlig med det hele? Med kærligheden? Med fremtiden? Med hinanden? Med håbet og drømmene?

Der er i den grad gnistrende og dejligt engagerende kemi mellem Florence Pugh og Andrew Garfield, der indtager hovedrollerne som parret, der mødes ved et tilfælde og snart udvikler et gribende forhold med alle de følelser, der følger med. Lykke såvel som udfordringer og problemer. Jeg gribes af historien primært på grund af netop skuespillernes præstationer.

Det er nemlig småt med overraskelser, mens historien heller ikke er videre plotmæssigt interessant. Det er altså ikke i plotmæssige overraskelser, at filmen står stærkest, men derimod i samspillet mellem Florence Pugh og Andrew Garfield. De har en stærk dynamik, der river med mig, selvom filmen til tider har en lidt underligt distancerende fernis over sig.

Dramaet og det visuelle udtryk er af og til lige ved at blive for ferskt og få en lyd af et lidt for generisk kærlighedsdigt. Når det dog imidlertid lykkedes filmen at sætte følelser oprigtigt i sving hos mig på en så fin måde, som tilfældet er, så tilgiver jeg ovenstående. For det er bestemt en stor styrke for et følelsesgribende drama at få følelserne til også at leve i mig.

Først og fremmest er det altså Florence Pugh og Andrew Garfield, der sparker dramaet elegant i mål, mens det på hjerteknusende vis fortælles hvor skrøbeligt livet er og hvor stærk kærligheden er. ’We Live in Time’ har altså sine svagheder, men ender i sidste ende et håbefuldt og livsbestyrkende sted med en fornem arbejdssejr af de to skuespillere i front.

’We Live in Time’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’We Live in Time’ har biografpremiere den 24. oktober.

Lad os håbe, at ’Venom: The Last Dance’ nu også bliver den sidste dans

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg kan godt lide Tom Hardy. Jeg kan godt lide karakteren Venom. Det er derfor også en dobbelt skam, at den tredje solofilm med dobbeltkarakteren falder fladt på halen med ’Venom: The Last Dance’. Ja, det er måske meget godt, at det efter sigende er den sidste film i trilogien, der startede med ’Venom’ i 2018.

Tom Hardy er naturligvis tilbage i den fåmælte rolle som Eddie Brock, der denne gang er blevet jaget vildt. Sammen med sin iboende symbiot fra rummet – den sniksnakkende og festlige Venom med det mægtige bid – er han og symbioten nu på flugt fra fortiden, der kun haler mere og mere ind på dem.

 

Historien bygger videre på begivenhederne i forgængeren ’Venom: Let There Be Carnage’ fra 2021. Jeg vil dog vove den påstand, at de fleste nok godt vil kunne følge med, selvom film nummer to i trilogien måske ikke er videre frisk i erindringen. For historien sparkes her desværre på det nærmeste uinteressant ud af kurs for kun at kæntre.

Her er med andre ord tale om en ujævn fortalt omgang antihelte-løjer med en ikke videre spændende historie, der på underlig vis også lykkedes med at blive gjort unødvendig kompliceret. Flere plotmæssige indspark kommer desuden ikke rigtigt til at gå vildt vellykket i spænd med historien samt Eddie og Venoms fælles fortælling.

Duoen støder bl.a. på en lille hippie-familie på deres flugt. Det skulle måske give en form for dramatisk tyngde og følelsesmæssig pondus at se Eddie i samspil med det, han nok aldrig får selv, nemlig en familie. Dramaet får bare aldrig tyngde og nærvær, men lulles ind i fjogede oneliners og umotiverede gangs, der aldrig for alvor fungerer, hvilket gælder filmen som helhed.

 

Netop humoren er et hovedelement i universet, hvor netop samspillet mellem Eddie og Venom står centralt. Eddie, der forsøger at holde facaden, mens Venom glubsk har lyst til at bide hovedet af alle omkring sig, mens han konstant rabler løs om stort og småt. Desværre kommer samspillet ikke helt vellykket ud over rampen. Hverken humoren eller dramaet.

Det er dog på trods dejligt at se, hvordan Tom Hardy har haft en fest med bl.a. at kropsliggøre Eddies mimik og hektiske bevægelser, når Venom tager over. Ja, Tom Hardy lægger stemme til Venom. Den umage duo må dog kæmpe forgæves mod en kedelig historie og fesne jokes. Der leveres dog heldigvis en omgang ganske cool monsteraction som et lille plaster på kødsåret.

’Venom: The Last Dance’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Venom: The Last Dance’ har biografpremiere den 24. oktober.

’Smile 2’ hvirvler mig underholdende ind i vanviddet

/i , /af

Biografanmeldelse: Vanviddet snurrer ud af kontrol i fortsættelsen til den herligt underholdende skrækfilm ’Smile’ fra 2022. Nu er det dødbringende smil tilbage i fuld vigør med fortsættelsen ’Smile 2’. Denne gang følger man popstjernen Skye Riley, der kommer i kontakt med den mystiske entitet, der på sadistisk smilende vis leder sine ofre ind i galskaben med døden til følge.

Netop vanviddet venter hvislende ondt for Skye, der står overfor sit store comeback efter en nedtur med alkohol, stoffer og et brutalt traume i bagagen. Hun skal nu genoptage sin karriere med en storstilet tour, men allerede inden tour-start begynder hun at opleve tiltagende skræmmende episoder. Hun ser urovækkende ting, der ikke er der i virkeligheden.

Efterhånden som disse gruopvækkende oplevelser tager til, bliver Skye kun mere og mere desperat. Hun aner ikke sine levende råd, mens alle omkring hende også begynder at tvivle på hendes historier og miste troen på, at hun er ved sine fulde fem. Hun står derfor helt alene med sine uhyggelige oplevelser og mødet med sin svære fortid.

Parker Finn er efter ’Smile’ tilbage som både manuskriptforfatter og instruktør. Han har igen et godt greb om instruktionen og det at iscenesætte rædslerne med visuel dynamisk opfindsomhed, der leder mig simultant ind i mareridtet med Skye. Den helt oprigtige skræk blev dog ikke for alvor jaget i livet på mig.

Det sagt, så er der en tiltagende ondsulet atmosfære, der står stærkere og stærkere, efterhånden som filmen skrider frem. Det selvom Parker Finn også tyr til et par desværre generiske gysertricks undervejs. Heldigvis leveres der et par dejligt blodige scener af den klamme og groteske slags. In your face og med en mavevendende ulækker lydside. Herligt!

Selvom gyset bliver en kende for lang for sit eget bedste og slingrer en smule ujævnt i sin historie, så opretholder bl.a. netop filmens ulækre stemning og den visuelle side mit engagement i vanviddet sammen med i særdeleshed også Naomi Scotts gribende præstation som popstjernen, der tumler medrivende ind i galskaben. Det er bestemt til at få et gysersmil på læben af.

’Smile 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Smile 2’ har biografpremiere den 17. oktober.

‘The Apprentice’ er en historie om magt og menneskelig forråelse

/i , /af

Biografanmeldelse: Man bringes med instruktør Ali Abbasis ’The Apprentice’ tilbage til New York i 70’erne og 80’erne, hvor vi møder en ung Donald Trump. Fortællingen starter således inden, han for alvor brager igennem som entreprenant forretningsmand med egen ejendomsvirksomhed. Skæbnen vil, at han her møder den indflydelsesrige advokat Roy Cohn.

Det bliver starten på et parløb med Donald Trump, der tages under vingerne af den skånselsløse Roy Cohn. Et parløb mellem den ambitiøse lærling og hans erfarne mentor. Donald Trump viser sig at være lærenem og tager hurtigt advokatens kyniske tilgang til verden i brug. Det handler om at gå til angreb, skabe sin egen sandhed og benægte alt, hvis lortet brænder på.

Det er et interessant portræt, der tegnes af Donald Trump. Man ser bl.a. også mennesket bag kynismen. Fra hans komplicerede forhold til sin dominerende far til mødet med sin kommende hustru Ivana Trump og relationen til Roy Cohn. Sidstnævnte relation leveres sprængfarligt og dynamisk, hvor Gabe Shermans skarpt skrevne replikker kommer veloplagt til live.

Man finder som Donald Trump en forrygende god Sebastian Stan, der formår at ramme hans tone og gestik uden at blive en karikatur, men derimod leverer han et nuanceret, komplekst og engagerende portræt. Han gennemgår en spændende udvikling i filmen, hvor der bl.a. også er plads til at pirke til hans forfængelighed og ikke mindst hans mørke sider.

Det er ikke et ensidigt portræt af Donald Trump, men hans meget lidt charmerende sider bringes bestemt på banen. Det er kritisk og provokerende. Filmen slår da også indledningsvis fast, at den er inspireret af virkeligheden, men dramatiseret i egen ret, hvor forfaldshistorien om kynisme, magtsyge og grådighed står centralt i fortællingen om den unge Donald Trump.

En intens Jeremy Strong skal også fremhæves for sit fascinerende og intimiderende portræt af Roy Cohn, mens den selvstændige Ivana Trump spilles med skarp tæft af Maria Bakalova. ’The Apprentice’ er en medrivende fortælling om magt, manipulation og menneskelig forråelse, der måske nok mister lidt momentum af og til, men bl.a. også lever sitrende godt gennem fotograf Kasper Tuxens dynamiske billeder af et visuelt dragende New York.

’The Apprentice’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Apprentice’ har biografpremiere den 17. oktober.

‘Lysbrud’ indfanger sorg og venskaber gribende stærkt

/i , /af

Biografanmeldelse: Sorgen rammer benhårdt i det islandske drama ‘Lysbrud’. Fra det ene lykkelige øjeblik til det næste ituslåede liv, hvor ulykken banker hul i maven på den unge Una. Der er nemlig sket en grusom og for mange fatal ulykke – og Unas kæreste er måske blandt de omkomne. Hun har heldigvis en lille gruppe venner omkring sig, der støtter hinanden.

Filmen er en fortælling, der måske nok har sorgen, tabet og savnet som sin dramatisk knugende kerne, men det er også en film, der på følsom vis handler om både venskaber, ensomhed og hemmeligheder, der kan spænde ben for, at Una kan blive grebet i sin sorg. Una og forholdet til kæresten var nemlig en hemmelighed de to imellem.

 

Planen var ellers, at han skulle slå op med sin officielle kæreste Klara, men så indtraf ulykken og Una står nu tilbage med uforløste følelser og sin hemmelighed. Det bliver ikke nemmere for hende, da langdistance-kæresten Klara kommer til byen. Una sættes her i endnu større følelsesmæssig vildrede, både blandt vennerne og i forhold til Klara. Kan hemmeligheden mon forblive hemmelig?

Filmens præmis er måske nok simpel, men stærkt fortalt. Det gælder bl.a. i måden de mange følelser formidles på gennem manuskriptet, der får liv gennem skuespillerne, som er med til at løfte filmen og bringe den engagerende ind i mit følelsesliv. Instruktør og manuskriptforfatter Rúnar Rúnarsson viser bestemt et sikkert greb om både karaktererne og historien.

 

Ved sin side har filmskaberen et virkelig godt hold skuespillere, hvor en nærværende Elín Hall elegant og nuanceret portrætterer den sorgramte Una, der også må kæmpe med både frygt og usikkerhed i et liv, hvor håbet synes at svinde ind. Gennem vennerne anes dog et lys, der fint går i spænd med den naturfriske billedside, der er dynamisk indfanget af fotograf Sophia Olsson.

’Lysbrud’ rammer overvejende følelsesfint plet i en historie, som griber gennem sine karakterer, der går forskelligt ind sorgen. Det er dynamikkerne i bl.a. vennegruppen, der er med til at gøre følelserne troværdige og dramaet nærværende, mens også filmens billeder beriger historien med højt til himlen og naturens susen, der ekkoer ensomhed, selvom man er omgivet af venner.

’Lysbrud’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lysbrud’ har biografpremiere den 10. oktober.

’A Quiet Place: Day One’ er monster-medrivende og helt rørende

/i /af

Monster-gys på 4K Ultra HD: De lydfølsomme bæster er tilbage for fuld dræberlyst! Første gang vi stødte på de aggressive monstre var i det veloplagte gys ’A Quiet Place’ i 2018. Den fik den mindre vellykkede fortsættelse ’A Quiet Place 2’ i 2020. Nu er væsnerne, der reagerer dødeligt på selv den mindste lyd, altså løs på ny i gyset ‘A Quiet Place: Day One’.

Her er tale om en spin-off og prequel til de to øvrige film. Således får man forhistorien til den monster-katastrofe, man møder i de to første film i franchisen. Vi dumper altså ned i det samme univers, men det på dagen, hvor helvede bryder løs, da Jorden invaderes af de klamme bæster med de lange lemmer og kødeligt klamme ansigter.

Forhistorien byder ganske vist på gensyn med monstrene, men også nye hovedkarakterer og en ny setting. Vi befinder os i det konstant larmende New York, hvor vi møder Samira, som er på tur ind til byen. Det bliver en helvedes tur, da invasionen snart sender rumvæsnerne ned over byens gader for at gøre det af med alt og alle på deres vej ved den mindste lyd.

Jeg kommer tæt ind på livet af Samira i den befriende simple og ganske stramt fortalte historie, som bringes veloplagt og medrivende intenst til live af instruktør Michael Sarnoski. Han beviser op til flere gange, hvordan spænding skal udføres og lyd – eller mangel på samme – skal bruges for at forløse adrenalin og medrivende monsteraction.

En af filmens klare styrker er nemlig i brugen af selve den visuelle og lydmæssige side, hvorpå historien bringes til live gennem rædselstableauer og flot konstruerede enkeltscener af åndenød og sitrende nerver. Et klart trumfkort er desuden Lupita Nyong’o som den hårdtprøvede Samira. Hun formår at få meget ud af lidt med en konstant dirrende nerve i sit portræt.

På sin vej møder Samira desuden Eric, der spilles engagerende af Joseph Quinn. De to sammen udgør en gribende duo, hvor det dog er førstnævnte, som løber med mest af opmærksomheden i en monsterfilm, der er både medrivende og hjerteskærende. Et skarpt skåret og frisk pust i franchisen, der har fået nyt liv og tændt et håb hos mig om mere guf fra det univers.

4K Ultra HD og ekstramateriale: De intense strabadser gør sig indtagende godt på det lyd- og billede-optimerede 4K Ultra HD-format. Lyden står klart og veldefineret med fin spændvidde fra top til bund, mens også billedet er en medrivende oplevelse med bl.a. solid kontrast og flotte farver. Herudover er der omkring en times ekstramateriale med bl.a. slettede og forlængede scener, videre til et kig på både universet generelt, herunder bl.a. de skræmmende monstre med mere.

’A Quiet Place: Day One’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 8. oktober.

‘La chimera’ fik mig op at svæve på charmerende vis

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg hives gribende med tilbage til 1980’ernes solbeskinnede Toscana med instruktør og medforfatter Alice Rohrwachers drømmelignende ’La chimera’. Jeg nærmest svæver rundt i filmens univers af visuel finesse og en miljøbeskrivelse, der overbeviser menneskeligt og brillant gennem fotograf Hélène Louvarts dynamiske billeder.

Jeg ryger direkte ind i livet på den unge Arthur, der plages af en fortid, som rummer hemmeligheder, sorg og afsavn, hvilket i sagte tempo åbenbares engagerende filmen igennem. Det står dog snart klart, at han har en særlig evne til at finde skjulte skatte i den italienske jord. Han bliver nu en del af en umage gruppe af røvere på jagt efter gamle, etruskiske skatte.

Det lykkes på fortællermæssigt elegant vis for filmen at åbne sin verden og virkelighed for mig, hvor der af og til pirkes til noget overjordisk lige bag den ellers almindelige virkelighed. På den måde lever ’La chimera’ også af sin dragende atmosfære og gribende miljøbeskrivelse, der overbeviser mig om, at den faktisk foregår der tilbage i fortiden.

Selvom Arthur måske nok er et melankolsk bekendtskab med et menneskeligt tomrum i sin midte, er han også et rørende bekendtskab, der fascinerer og charmerer i takt med, at han som karakter får lov til at folde sig ud og blive et helt menneske. Her skal gruppen af medrøvere også nævnes som et livligt modstykke til den ordknappe Arthur.

Her er et muntert modspil, som er med til at give fortællingen et levet liv i samspil med netop det miljø, der vises i filmen og gennem de mennesker, som lever under den toscanske sol. Der er en indsmigrende romantisk stemning i denne menneskeskildring og i miljøet, hvor der er højt til himlen, mens der er herlige musikalske indslag af lokale musikere.

Arthur spilles af Josh O’Connor, som formår med sit skæve smil at gribe og finde en dybde i sin karakter med få virkemidler. Isabella Rossellini er desuden et herligt livsklogt bekendtskab som Flora, mens Carol Duarte gør sød figur som den tilbageholdende Italia. Kort fortalt, så beriger ’La chimera’ mig med både sorg, håb og kærlighed på levende vis.

’La chimera’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’La chimera’ har biografpremiere den 3. oktober.