Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ forfalder til klodsede klichéer
Biografanmeldelse: Ferien i Toscana nydes for fuld solstyrke ved poolen af den lille familie med mor Louise, far Ben og deres unge datter Agnes. Her møder de parret Paddy og Ciara samt sønnen Ant. Høj på ferie takker Louise og Ben smånervøst tak til efter solferien at tilbringe en weekend hos deres nye venner, der bor på et gård et godt stykke ude på landet i England.
Gensynet med den bramfrie Paddy og den søde Ciara bliver dog hurtigt ret akavet. Paddy er meget ligefrem og fornemmer aldrig stemningen i rummet. Louise og Ben bidder dog tænderne sammen for at bevare den gode stemning. Det bliver imidlertid sværere og sværere at holde på formerne og den idylliske facade, efterhånden som weekenden skrider frem.
Starten på et ubehageligt psykologisk spil mellem de to familier er startet, hvor Paddy, der konstant er stor i slaget, går over grænsen og gerne tager beslutninger på alle andres vegne, i den grad udfordrer Louises overbærenhed og tøffelhelten Bens selvbillede. Ja, der er et eller andet helt skævt derude på landet, hvilket gæsterne først alt for sent finder ud af.
Det psykologiske gys ’Speak No Evil’ er en genindspilning af Christian Tafdrups danske film af samme navn fra 2022, der fungerede på egne vilkår og menneskelige mekanismer. Remaket er et andet bæst, hvor man som den karismatiske og herligt belastende Paddy finder en energisk og yderst veloplagt James McAvoy. Han er filmens svagheder til trods turen værd.
Der er i det hele taget fine præstationer i filmen. Aisling Franciosi er den milde Ciara, Mackenzie Davis er den ængstelige Louise og Scoot McNairy er den tilbageholdende Ben, mens Alix West Lefler er god som Agnes og Dan Hough helt rørende som den fåmælte Ant. Desværre udspiller bl.a. temaet om at bevare den gode stemning for enhver pris sig ikke særligt elegant, men ret klodset.
Det er de dyriske instinkter over for det pæne og civiliserede, der udspiller sig bastant og noget ujævnt på sin vej til den overlange finale, hvor uhyggen går op i hat, briller og klodset gyserrabalder. Klichéerne får overtaget til fordel for brutal og dramatisk gru samt det psykologiske gys, der var lagt op til af instruktør James Watkins, som har skrevet filmen med Mads og Christian Tafdrup.
’Speak No Evil’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Speak No Evil’ har biografpremiere den 12. september.