’Afterwar’ er et trøstesløst blik ind i efterkrigstidens Kosovo
Biografanmeldelse: Det er med trøstesløse skridt ind i en grå virkelighed, jeg træder i Birgitte Stærmoses ’Afterwar’, hvor der sættes ansigt på krigen i Kosovo og de menneskelige konsekvenser af dens rasen mange år senere. Vi møder nemlig en række børn og unge teenagere lige efter krigen og så omkring 15 år senere, hvor de er blevet voksne.
Filmen fortælles således i tre dele. En i fortiden anno 1999 i Kosovo, en i nutiden og afsluttende kapitlet ’Fremtid’. Filmen er på sin vis en fortsættelse af instruktørens kortfilm ’Ønskebørn’ fra 2009, hvor børnene første gang blev foreviget på film kæmpende for at opretholde et liv, mens de sælger peanuts og cigaretter på gaden i Pristina, så de kan få mad på bordet.
Herigennem får man en virkelig stærk overgang fra de forskræmte børns dybe blikke af frygt, sorg og traumer i efterkrigstiden til de som med et filmisk trylleslag nu er voksne, men fortsat med krigens konsekvenser og begivenheder hængende som en mørk skygge over dem, der konstant synes at dirre i deres øjne og hele væsen.
Det er i dette tidsmæssige spring, at filmens fortælling kommer til at runge tankevækkende og dramatisk vedkommende. For tiden læger ikke nødvendigvis alle sår. De er stadig til stede, selvom blodet måske nok er størknet i mellemtiden. ’Afterwar’ fortæller altså vellykket om disse menneskers liv og krigens betydning for dem.
’Afterwar’ er skabt i kunstnerisk samarbejde med filmens centrale medvirkende. Således er her tale om en fiktionsfilm med dokumentariske elementer. Dette samspil har affødt en sine steder filmisk iscenesættelse af virkeligheden og dens brutale realisme, hvor de medvirkende taler direkte ud til publikum med helt mareridtslignende genklang af nedslående tanker, men også med små og få glimt af et håb for fremtiden.
Det er en film om menneskets styrke til at overleve på trods af at have alle odds imod sig. En film om at overleve og forsøge at leve, selvom krigens væsen lever videre hos de medvirkende, der på hver deres måde forsøger at leve med krigstraumerne. For hvad sker der egentlig med et menneske ikke nødvendigvis under, men særligt efter en krig?
Det er et hovedtema i filmen, som jeg heldigvis får et udpenslet facit på. Derimod får jeg et indblik i spørgsmålet og sat menneskelige nuancer på emnet, der med et par steder iscenesatte filmiske greb, måske nok kommer til at virke en kende stift. Heldigvis står menneskeskæbnerne stadig stærkt frem. Vedkommende, tankevækkende og hudløst.
’Afterwar’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Afterwar’ har biografpremiere den 26. september.
