Biografanmeldelse: Det er med bredt udstrakte vinger, at den legendariske filmskaber Francis Ford Coppola flyver ambitiøst mod den filmiske himmel med sit nye storværk ’Megalopolis’. Han har en klar og stor science fiction-vision, der rummer så mange idéer, at det bombastiske bæst på det nærmeste har det med at briste under egen vægt.

’Megalopolis’ er nemlig en stor film på mange måder. En tematisk vægtig oplevelse, men også visuelt liflig, hvor karaktererne må jonglere med bl.a. højtravende replikker, teatralsk gestik og en dragende selvhøjtidelighed, der fint balanceres med filmens legesyge tilgang til sin billedside og historien, der går i flæsket på intet mindre end menneskets civilisation.

Man møder den excentriske arkitekt Cesar Catilina, der har store visioner om at genopbygge et fremtidigt New York aka New Rome, der er på randen af kollaps. Han vil skabe en utopisk by, men byens borgmester Franklyn Cicero står i vejen for hans planer. Mellem de to mænd finder man borgmesterens datter Julia, hvis loyalitet til de to udfordres.

Francis Ford Coppola har måske nok taget munden for fuld. Men hvilken mundfuld! Jeg beundrer i hvert fald galskaben, ambitionerne og de mange tossede indfald, karakterer og idéer, som den svulstige ’Megalopolis’ rummer. Her må jeg navigere i alt fra filosofiske referencer og storpolitik til menneskelig rivalisering, magtsyge og grådighed med meget mere.

En karismatisk Adam Driver spiller med fascinerende mystik Cesar. Ham kan jeg ikke tage øjnene fra. Giancarlo Esposito er borgmesteren, der må kæmpe om sin datters gunst. Hun spilles elegant og fagert af en sej Nathalie Emmanuel. Hertil kommer øvrige umage karakterer leveret af bl.a. Aubrey Plaza, Shia LaBeouf, Jon Voight, Laurence Fishburne og Dustin Hoffman. Vildt.

Karaktererne er ikke alle lige dybe, men om ikke andet er de kulørte eller blot dejligt kugleskøre. Filmen er for mig også i høj grad et virkeligt fascinerende univers at træde ind i. Her kan bl.a. selve tiden gå i stå, når der balanceres virilt mellem filmisk galskab og visuel påhitsomhed, mens den selvhøjtidelige alvorstone runger, dog på underholdende vis.

Francis Ford Coppola har med bl.a. Godfather-trilogien og ‘Apocalypse Now’ for længst sat sig solidt i filmhistorien. I så fald ’Megalopolis’ bliver den 85-årige filmskabers sidste film, er det en herligt pompøs måde at afslutte en filmisk karriere på. For han har satset hele butikken og fyldt filmbægeret op, så overfladespændingen brister på beundringsværdig vis.

’Megalopolis’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Megalopolis’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Historien er med sit udgangspunkt i virkeligheden virkelig spændende, men i hænderne på instruktør Ellen Kuras er krigsdramaet ’Lee’ endt som en desværre flad, generisk og klichétung fortælling om krigsfotografen Lee Miller, der forevigede uhyrlighederne under Anden Verdenskrig helt fremme ved frontlinjen.

Filmen fortæller sin historie i to spor. Et i fortiden op til og under krigen og så årtier senere, hvor en nu gammel Lee Miller fortæller sin historie til en ung journalist. Man finder i begge tidsaldre Kate Winslet som Lee Miller, der som ung krigskorrespondent for Vogue mødte sin del af modstand som kvinde i felten, men på trods lykkedes med at tage historisk vigtige billeder.

 

Lee Miller vil med sine billeder bl.a. afdække sandheden om de mange grufulde begivenheder og hemmeligheder i Nazityskland. Således foreviger hun krigens ofre både i og uden for krigszonerne. Desværre rammer portrættet af den seje og målrettede kvinde ikke videre stærkt ind i en dramatisk nerve, som nærmest forbliver underligt fraværende i filmen.

Kate Winslet gør ellers, hvad hun kan i sit dobbelte portræt af denne egenrådige og spændende kvinde, der gik fra at være model til at tage afgørende billeder, der stadig den dag i dag står skarpt og uhyggeligt. Instruktionen forbliver dog generisk og desuden visuelt uinteressant i hænderne på fotograf Pawel Edelman, der ellers bl.a. har ’The Pianist’ på sit CV.

 

Selvom filmens score leveres af en anden ligeledes garvet herre, nemlig Alexandre Desplat, løfter musikken langt fra filmen, men filer snarere trættende på strygerne, så dramaet sine steder næsten kommer til at fremstå ufrivillig komisk. Men nu er filmens flade og ujævne manuskript af trioen Liz Hannah, Marion Hume og John Collee heller ikke videre dragende.

Kate Winslet gør dog i nogle scener som altid seværdig karakter, men bl.a. står også hendes passionerede forhold til Alexander Skarsgårds kunstner Roland Penrose uforløst hen. ’Lee’ har dog alle de rette intentioner, men forløser aldrig sin histories ellers stærke potentiale. I stedet er filmen endt fladt på maven, hvorfra Kate Winslet gør sit bedste for at få historien til at leve.

’Lee’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’Lee’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Det er med trøstesløse skridt ind i en grå virkelighed, jeg træder i Birgitte Stærmoses ’Afterwar’, hvor der sættes ansigt på krigen i Kosovo og de menneskelige konsekvenser af dens rasen mange år senere. Vi møder nemlig en række børn og unge teenagere lige efter krigen og så omkring 15 år senere, hvor de er blevet voksne.

Filmen fortælles således i tre dele. En i fortiden anno 1999 i Kosovo, en i nutiden og afsluttende kapitlet ’Fremtid’. Filmen er på sin vis en fortsættelse af instruktørens kortfilm ’Ønskebørn’ fra 2009, hvor børnene første gang blev foreviget på film kæmpende for at opretholde et liv, mens de sælger peanuts og cigaretter på gaden i Pristina, så de kan få mad på bordet.

Herigennem får man en virkelig stærk overgang fra de forskræmte børns dybe blikke af frygt, sorg og traumer i efterkrigstiden til de som med et filmisk trylleslag nu er voksne, men fortsat med krigens konsekvenser og begivenheder hængende som en mørk skygge over dem, der konstant synes at dirre i deres øjne og hele væsen.

Det er i dette tidsmæssige spring, at filmens fortælling kommer til at runge tankevækkende og dramatisk vedkommende. For tiden læger ikke nødvendigvis alle sår. De er stadig til stede, selvom blodet måske nok er størknet i mellemtiden. ’Afterwar’ fortæller altså vellykket om disse menneskers liv og krigens betydning for dem.

’Afterwar’ er skabt i kunstnerisk samarbejde med filmens centrale medvirkende. Således er her tale om en fiktionsfilm med dokumentariske elementer. Dette samspil har affødt en sine steder filmisk iscenesættelse af virkeligheden og dens brutale realisme, hvor de medvirkende taler direkte ud til publikum med helt mareridtslignende genklang af nedslående tanker, men også med små og få glimt af et håb for fremtiden.

Det er en film om menneskets styrke til at overleve på trods af at have alle odds imod sig. En film om at overleve og forsøge at leve, selvom krigens væsen lever videre hos de medvirkende, der på hver deres måde forsøger at leve med krigstraumerne. For hvad sker der egentlig med et menneske ikke nødvendigvis under, men særligt efter en krig?

Det er et hovedtema i filmen, som jeg heldigvis får et udpenslet facit på. Derimod får jeg et indblik i spørgsmålet og sat menneskelige nuancer på emnet, der med et par steder iscenesatte filmiske greb, måske nok kommer til at virke en kende stift. Heldigvis står menneskeskæbnerne stadig stærkt frem. Vedkommende, tankevækkende og hudløst.

’Afterwar’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Afterwar’ har biografpremiere den 26. september.

Biografanmeldelse: Med den tyske ’Føreren og forføreren’ kommer man med ind i det propagandistiske maskinrum, hvor Joseph Goebbels leder fanatisk an med målet at udbrede Adolf Hitlers nazistiske foretagende med jødeudryddelse og drømmen om et tusindårsrige. Goebbels’ opgave er således at få det tyske folk til at slutte op om Hitler og nazisterne.

Hitler er den store fører, mens Goebbels er forføreren, der i filmens begyndelse anno 1938 står i en krise. Hans massemanipulerende propaganda har nemlig lovet det tyske folk fred og velstand, men Hitler vil den store krig, som han ser sig selv være sejrherre i. Rollerne er med andre ord skarpt fordelt i dette delvist vellykkede kig ind i nazisternes propagandamaskine.

Dramaet udspiller sig med et forsøg på at give indblik i Goebbels’ propagandavirke, men også med et kig ind i privaten, hvor bølgerne går højt mellem ham og hustruen Magda, som han åbenlyst er utro. Her er ganske vist smæld på Goebbels’ slagkraftige taler, ord og gennem propagandafilm til folket, men nuancerne i portrættet ender desværre noget sort/hvidt.

Det sagt, så er historien sit emne og personer taget i betragtning stærk og tankevækkende, hvilket det da også lykkedes filmens instruktør og manuskriptforfatter Joachim Lang at formidle sine steder ganske potent. Bl.a. via Robert Stadlobers nærmest maniske portræt af Goebbels, mens en indædt Fritz Karl er Hitler og Franziska Weisz er den forpinte Magda.

Desværre er manuskriptet i sine pointer og udfoldelsen af disse noget letkøbte i forhold til at give et dybere og mere komplekst indblik i folkeforførelse og en demagogs påvirkning af en verden og et samfund. Her vakler troværdigheden, mens der bl.a. klippes ægte og grufulde optagelser fra krigen og jødeudryddelsen ind i igennem.

Dette greb resonerer ikke gnidningsløst med den øvrige film, der ikke helt kommer det psykologiske spadestik dybt nok til for alvor at komme ind i Goebbels sind, både som menneske og nazistisk propagandist. Det sagt, så bringes der sine steder tankevækkende temaer om sandhed og manipulation i spil, hvilket spejles i nutidens desinformation og fake news.

’Føreren og forføreren’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Føreren og forføreren’ har biografpremiere den 19. september.