’The Bikeriders’ er som en fræsende tur på en drønende kværn
Biografanmeldelse: Jagten på frihed, på at være sig selv i en verden, hvor det er svært at være en outsider, er noget af det, bikerne i deres motorcykelklub Vandals søger på de åbne vidder, når de fræser afsted på deres potente kværne med rygmærke på. Vi følger i instruktør og manusforfatter Jeff Nichols’ ’The Bikeriders’ klubben og dens udvikling i 1960’ernes USA.
Filmen er mere drevet af sine menneskelige portrætter, rå miljøbeskrivelse og klubbens liv end af et frembrusende plot. Her gælder det den menneskelige nerve i holdet af bikere og en af medlemmernes bedre halvdel Kathy, som filmen delvist fortælles igennem. Hun er faldet for den frygtløse badboy Benny, der ikke giver en fuck for noget eller nogen.
Benny gør lige præcis, hvad der passer ham uden tanke for konsekvenserne, bl.a. af politiets indblanding. Ikke desto mindre – eller måske rettere derfor – drages den selvstændige Kathy af ham. Hun er indgangen til klubben, hvor man møder en længere række af karismatiske og kulørte karakterer iklædt seje læderjakker og en smøg i flaben.
De finder sig alle til rette i klubbens fællesskab. Efterhånden som klubben vokser sig større, vokser den dog også ud af hænderne på lederen Johnny. Kriminalitet og vold indfinder sig hos de ellers fredelige bikere, der dog er glade for øl og et rask internt slagsmål. Udviklingen fra barsk uskyldighed til det voldelige fald fra frihedens tinder er pokkers fascinerende.
Her ser man bl.a., hvordan tidens tand i klubben påvirker medlemmerne og den interne dynamik. Bl.a. tager det hårdt på Johnny, der får sværere og sværere ved at spejle sig i lederrollen, mens Benny forsøger at holde fast i rygmærket og friheden for enhver pris, hvor imellem man finder en skøn Jodie Comer som den rappe og selvsikre Kathy.
En cool og sorgfri Austin Butler gør karismatisk figur som Benny, mens Tom Hardy er intens og nuanceret som Johnny. I det hele taget er ’The Bikeriders’ er fornøjelse hele vejen rundt på skuespillerfronten, mens både billed- og lydside brøler medrivende om kap. Stærkt! Filmen er lavet med inspiration i Danny Lyons bog af samme navn fra 1968.
’The Bikeriders’ får 5 ud af 6 stjerner:
’The Bikeriders’ har biografpremiere den 11. juli.