‘One Life’ formår aldrig at komme troværdigt ind bag masken

Biografanmeldelse: Der ligger en humanistisk og utrolig virkelig historie til grund for det desværre uinspirerede og jævnt fortalte anden verdenskrigs-drama ’One Life’. Det er virkelig en skam, at filmen aldrig formår at løfte sig og blive oprigtigt gribende eller følelsesmæssigt dyb. Anthony Hopkins gør ellers sit bedste.

Filmen fortæller den sande historie om Sir Nicholas ’Nicky’ Winton, der arbejder som børsmægler i 30’ernes London og her lever et mageligt liv i tiden op til, at krigen bryder ud. Den unge og idealistiske mand ser sig nu kaldet til at gøre noget for de mange tjekkoslovakiske flygtninge, som krigen afføder.

Det bliver starten for ham og en lille gruppe af dedikerede mennesker, der gør deres ypperste for at få folk og særligt børn i sikkerhed på engelsk jord, inden nazisternes jerngreb umuliggør flugt. Nicky rejser derfor i 1938 til Prag, hvor han mødes af den barske virkelighed og store opgave.

Man følger således i krydsklip den unge Nicky og 50 år senere i slut-80’erne den aldrende redningsmand, der de mange år senere stadig lever martret af, at han kunne have reddet flere end de knap 700 personer i sin tid. Skylden over ikke at have nået mere, hænger over ham som en uforløst skygge.

Anthony Hopkins er den ældre Nicky, der med nærvær portrætterer den plagede pensionist. Det forbliver dog ved et overfladisk kig ind i hans sjæleliv og den martrede skyggeside, der er kantet skrevet, men godt spillet. Pinslen de mange år senere får ikke spilletid og nuancer nok til rigtigt at tage følelsesmæssigt fat.

Det er den ældre Nickys historie, der står stærkest, selvom den fylder mindst. Derimod er tiden i 30’erne uinspireret og generisk sat i scene, hvor musikken kværner kedeligt afsted. Følelserne proppes ned i halsen på en. ’One Life’ besidder ellers styrken til en tankevækkende og gribende film. Den lykkedes desværre aldrig med dette.

’One Life’ får 2 ud af 6 stjerner:

’One Life’ har biografpremiere den 20. juni.