Følelserne står underholdende i kø i ‘Inderst inde 2’

Biografanmeldelse: Små 10 år efter den første ’Inderst inde’ udkom, er følelserne nu tilbage for fuld skrue i ’Inderst inde 2’. I mellemtiden er Riley gået fra pige til ung teenager. Med denne skelsættende overgang følger også nye problemer og udfordringer. Nå ja, og naturligvis også en håndfuld nye følelser. Vi møder igen de velkendte følelser i form af Glæde, Afsky, Frygt, Vrede og Triste.

Det følelsesrige Hovedkvarter i Rileys sind gøres dog snart overraskende selskab, da der skal udvides og gøres plads til nye følelser. Med teenagelivet kommer nemlig også følelserne Angst, Misundelse, Flove og Kedsomhed. Følelserne hober sig op i Rileys sind, når hun stilles i venskabsdilemmaer i en fortælling om at finde sig selv i livet. Hvem man er og vil blive som menneske.

Det gælder således både en indre og ydre kamp for Riley, der skal på træningsweekend som del af et hold af ishockeyspillere – det sammen med sine to bedste veninder. Weekenden er skelsættende på flere måder, da det bl.a. også er her, at hun har mulighed for at møde nye venner, så hendes kommende skoleår ikke bliver ensomme. Men betyder det så et farvel til de gamle veninder?

Dilemmaet om at vælge mellem sine bedste veninder og muligheden for nye bekendtskaber, står malet teenagefølsomt op, mens der i Hovedkvarteret arbejdes på højtryk, da Riley nu står ved en moralsk skillevej i sit liv. Kommer angsten for ikke at passe ind til vinde over hendes gamle jeg, der ellers sætter veninderne først og gør det rigtige i livet?

’Inderst inde 2’ fortæller overlegent og visuelt legende historien om det at blive teenager med alt, hvad det indebærer af tvivl, dilemmaer og nye følelser. Måske kommer filmen ikke helt derind, hvor det gør helt ondt eller tager følelseshulkende fat, men når historien er så pokkers veloplagt fortalt med et animations-medrivende flow, som tilfældet er, så rives jeg gribende med og tilgiver lufthullerne.

’Inderst inde 2’ er oprigtigt sjov og troværdigt charmerende. Den er en gribende påmindelse om mine egne spæde skridt ind i teenageårene med alt, hvad det indebar af nye følelser. Så selvom de store overraskelser udebliver både i historien og de moralske pointer, er det en pokkers underholdende film med herlige karakterer. Vi skal forhåbentlig ikke vente lige så lang tid på endnu en fortsættelse.

’Inderst inde 2’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Inderst inde 2’ har biografpremiere den 13. juni.