Spilfilmatiseringen ‘Five Nights at Freddy’s’ bliver aldrig rigtig uhyggelig
Gys på 4K Ultra HD: Det lyder som et job, der ikke er helt fint i kanten. Men Mike har hårdt brug for et arbejde, så han kan bevare forældremyndigheden over sin lillesøster Abby i ’Five Nights at Freddy’s’. Han takker derfor ja til tjansen som nattevagt på det nu lukkede Freddy Fazbear’s Pizzeria. Et spisested, der engang emmede af børnelatter og familiehygge. Det gør det ikke mere.
Mikes nye arbejdsplads huser nemlig som forventet sin del af mystik og ubehagelige overraskelser. Det går naturligvis kun alt for sent op for ham. Sideløbende med at holde styr på sit job og lillesøsteren, slås Mike også med et brutalt barndomstraume, der vender tilbage hos ham som mareridt. Han er depressiv og har i det hele taget svært ved at klare hverdagen og holde modet oppe.
Det er dog som om, at hans traume bliver et lidt mindre problem på arbejdet, da det viser sig, at stedets store robotbamser har et eget liv og ikke er videre venligt stemte overfor ubudne gæster. Der er således et familiedrama i spil tilsat groteske maskotbamser med dræbertendenser. Desværre bliver ingen af delene videre engagerende forløst. Mest af alt er det kedeligt.
Det er virkelig en skam, at det ikke lykkedes at få sendt hverken gys, traume eller det menneskelige drama rigtigt afsted. Hertil vakler filmen bl.a. noget ubeslutsomt mellem sine forskellige dele. På den ene side er der robotbamse-mordere med brutale drab, mens man på den anden side finder den pressede Mike og det drama, han gennemgår med både sig selv og sin indadvendte søster.
’Five Nights at Freddy’s’ er med andre ord et frustrerende bekendtskab, der på trods af at være kedelig og langtrukken har få gode takter. Bl.a. det dejligt groteske sammenstød mellem de søde bamser og deres blodige tendenser, mens det er forfriskende at se det forsøgt bakket op af dramatisk tyngde. At denne kombination ikke lykkedes, er virkelig bare ærgerligt.
Kort fortalt er ’Five Nights at Freddy’s’ hverken rigtigt morsom som grotesk robotbamse-slasher eller engagerende som familiedrama. I stedet ender det hele uforløst og kedeligt i denne filmatisering af spillet af samme navn. Josh Hutcheson som Mike er heller ikke vildt gribende. Så er der mere vellykket drama i Piper Rubio som Abby. Lige lidt hjælper det dog på denne tunge sag.
4k Ultra HD og ekstramateriale: Selvom filmen måske ikke just er det store sus, så står den virkelig flot, konstrastfyldt og farvemættet på sin 4K Ultra HD-udgivelse. Her finder man desuden også en lille omgang ekstramateriale, der bl.a. ser nærmere på overgangen fra spil til film og på filmens brug af de grumme animatronics-dukker.
’Five Nights at Freddy’s’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 22. januar 2024.