‘Priscilla’ får vist både det grimme og det smukke ved kærligheden
Biografanmeldelse: Det er med en indlevende skrøbelighed og sart sans for menneskelig ensomhed, at instruktør og manuskriptforfatter Sofia Coppola fortæller den komplicerede historie om forholdet mellem den meget unge Priscilla Beaulieu og det noget ældre rockikon Elvis Presley i det atmosfæremættede drama ’Priscilla’. Fra hendes tidlige teenageår og en årrække frem.
Man følger således Priscilla fra at være en blot 14-årig skoleelev og her hendes første møde med Elvis. Priscilla keder sig bravt i et begivenhedsløst liv, så da hun inviteres til fest med den allerede feterede stjerne, bliver det starten på, hvad der umiddelbart ligner en glamourøs drøm, der dog udvikler sig i en stadigt mere følelsesmæssig kompleks retning.
Fra at være et nysgerrigt forhold med kærligheden spirende og i fuldt kyssende flor, udvikler Elvis sig til at være mere og mere kontrollerede overfor, hvordan Priscilla skal gå klædt og i det hele taget agere. Et forhold på Elvis’ præmisser. Det er hjerteskærende og ubehageligt at se, hvordan Priscilla forsøger at bevare sig selv og sin identitet i det kaotiske forhold og dikterede liv.
Cailee Spaeny giver med nuanceret indlevende og gribende engagement et stærkt portræt af en ung pige, der gennem et svært og kvælende forhold af ensomhed og usikkerhed, går ind i voksenlivet. Jacob Elordi er på en gang både charmerende, skræmmende og fortabt som Elvis. De to komplimenterer hinanden virkeligt godt, hvor en naiv menneskelighed får lov at være til stede hos dem begge.
’Priscilla’ er en fortælling om et forhold, der udvikler sig til en yderst skæv magtbalance. En historie om ensomhed. Både hos Priscilla og Elvis. En historie om sårbarhed, lidenskabelig kærlighed og skyggesiderne ved kærligheden. En historie om en ung kvinde, der må forsøge at finde sig selv og sin vej i et liv, der synes konstant overvåget og forsøgt defineret af andre.
Det hele fortalt i ofte helt drømmelignende billeder indfanget med intensitet og insisterende nærvær af fotograf Philippe Le Sourd, mens musikken af Phoenix på elegant vis understøtter dramaet og de mange følelser, der er i spil i det uligevægtige forhold. Sofia Coppola får hevet både det grimme og smukke frem i sin historie, der er kompleks, nuanceret og tankevækkende fortalt.
’Priscilla’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Priscilla’ har biografpremiere den 23. november.