‘Napoleon’ er episk krig og Joaquin Phoenix i forknyt hopla
Biografanmeldelse: Tiden skrues et par århundreder tilbage i instruktør Ridley Scotts historiske drama ’Napoleon’, der som titlen indikerer, handler om netop den franske hærfører og kejser Napoleon Bonaparte. Hans vej til magten og videre mod faldet fra tinderne. Det er også historien om Napoleons lidenskabelige og svære forhold til kejserinde og hustru Joséphine Bonaparte.
Det hele tilsat magtærgerrighed, intens kærlighed og episke krige på slagmarken med mænd til hest, store kanoner og blodig død. Ja, skalaen i fortællingen er stor. Ikke kun i de spektakulære krigsscener, der ofte rammer en engagerende nerve og det dejligt kaotiske, men også i måden hvorpå historiens vingesus løfter sig gennem Napoleon, som portrætteres af en knugende god Joaquin Phoenix.
Det er bl.a. gennem netop Joaquin Phoenix’ portræt, at en engagerende menneskelighed og følelsesmæssig relation skal opstå midt i krudt og kugler. Herunder også det komplekse forhold til netop Joséphine, der med sart styrke og underspillet energi gives liv af Vanessa Kirby. Det er deres relation og Joaquin Phoenix’ portræt, der er mest interessant. Det rammer dog ikke helt plet.
Det er som om, at der mangler nogle mellemregninger i fortællingen, selvom spilletiden er på 2 timer og 38 minutter. Ridley Scott vil og skal nå meget – den lange spilletid til trods – med manuskriptet af David Scarpa, der mister en smule fokus undervejs. Heldigvis har filmen netop sine to hovedroller, et ganske godt momentum og de ofte imponerende krigsscener.
Det er desværre ikke helt nok til, at jeg kommer helt ind på livet af Napoleon og Joséphine samt deres relation, der løber som en rød tråd igennem filmen, hvor den famøse kejser har en ubøjelig higen efter magten, som kommer til at gå i modstrid med kærligheden. Filmen er mere et visuelt duperende spektakel – positivt ment – end et menneskeligt gribende drama.
Det kan bestemt også noget, men ikke helt komme dybt nok ind bag mennesket Napoleon, selvom Joaquin Phoenix gør en virkelig god figur. Det samme gør filmens billedside, der agtsom indfanger det intenst nære og spektakulært brutale af fotograf Dariusz Wolski. ’Napoleon’ er måske ikke engagerende formfuldendt, men ofte medrivende, episk flot og med en god duo midt i kampen om magten.
’Napoleon’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Napoleon’ har biografpremiere den 23. november.