Superheltefilmen ‘Blue Beetle’ overlever på sit gode hjerte
Biografanmeldelse: Der er en ny dreng i DC-klassen. Eller måske rettere en ny bille. Det er i hvert fald en ny superhelt, der her træder ind i DC’s filmiske univers i skikkelse af Blue Beetle, som også er filmens titel. Således får vi oprindelseshistorien om, hvordan den ellers almindelige unge mand Jaime Reyes bliver til den blå helt med utrolige kræfter.
Vi møder her den nyuddannede Jaime, der er fuld af håb for fremtiden. Men hans elskede familie er i økonomiske problemer, hvilket straks bringer sin del af fortvivlelse ind i hans liv. Økonomien bliver dog snart det mindste af udfordringerne. Skæbnen vil nemlig, at han kommer i kontakt med en blå skarabæ fra rummet, der giver mægtige kræfter til den, som bliver del af den.
Med sine nyvundne superkræfter – der betyder, at hele Jaimes krop omsluttes af en futuristisk dragt med diverse våben – må han nu redde dagen. Det er dog ikke sådan lige til at få styr på disse evner og symbiose med den talende skarabæ, hvor der naturligvis også er en skurk på spil med fæle planer. Det bliver til et sammenstød mellem helten og skurken, mens Jaimes familie hægter sig på.
For udover at være historien om en ung mands forsøg på at finde sin vej gennem livet, er ’Blue Beetle’ i høj grad også fortællingen om vigtigheden af familie. Der banker med andre ord et varmt hjerte på rette sted bag filmens desværre noget ujævne væsen, hvor bl.a. tonen ikke rammes helt gnidningsløst. Det betyder bl.a., at ellers dramatiske scener ikke får den nødvendige pondus.
Filmens første del fungerer ganske charmerende med den dog lidt kedeligt renskurede Jaime, som trods alt spilles energisk af Xolo Maridueña. Problemet er bare lidt, at han som karakter aldrig for alvor får gennemslagskraft. Det samme gælder også filmens skurk Victoria Kord, der ellers spilles af karismatiske Susan Sarandon, som må slås med en generisk skrevet skurkerolle.
Det sagt, så langes der et par ok medrivende actionscener over disken, men humoren virker sine steder forceret. Tonen er dog overvejende befriende let, men det er ikke helt lykkedes at skabe et helstøbt univers. Bl.a. stikker soundtracket et sted i en helt anden retning end øvrige numre, mens det ellers af og til ret så lækre synthscore af The Haxan Cloak ikke kommer til sin ret.
’Blue Beetle’ er med andre ord en lidt frustrerende oplevelse, der altså leverer et par dynamiske actionscener og en sej superheltedragt. Men filmen virker i sidste ende en smule halvbagt uden et fast nok greb om sin historie. Superhelte-strabadserne overlever dog bl.a. takket være hjertet på rette sted, men også kun lige nok til at flyve op på det middelmådige.
’Blue Beetle’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Blue Beetle’ har biografpremiere den 17. august.
