Tom Hanks er en gnaven mand i ‘A Man Called Otto’
Tom Hanks på Blu-ray: Hvis du synes, at titlen ‘A Man Called Otto’ virker bekendt, så er det nok fordi, at her er tale om en amerikansk genindspilning af den succesfulde svenske og underspillet morsomme ‘En mand der hedder Ove’ fra 2015, hvor man følger den ældre Ove, som har givet op på livet.
Hvor man i den svenske original finder Rolf Lassgård i hovedrollen, så er det her Tom Hanks, der tager livtag med rollen som Ove – i genindspilningen med navnet Otto. Han er en gnaven gammel mand, som bærer på en stor sorg, hvilket smitter af på hans meget utilnærmelige gemyt. Ja, han er ikke just en jubelstrålende mand. Snarere tværtimod.
Men måske det altsammen ændrer sig, da Otto får nye naboer i en lille nytilflyttet familie. Det er der i hvert fald noget, der stille og roligt kunne tyde på. For den hjertelige familie har det med at smitte positivt af på sine omgivelser – herunder altså mulighed også Otto. Måske han gennem dette nye og umage naboskab kan finde en vej tilbage til livet?
Blu-ray og ekstramateriale: Filmens Blu-ray-udgivelse byder udover naturligvis filmen også på en omgang ekstramateriale. Herunder bl.a. en making of, en musikvideo samt slettede scener med lidt mere. Så hvis du er i humør til en hjertevarm og livshyldende film med Tom Hanks, har du måske fundet den netop her.
‘A Man Called Otto’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. april.