Den bestøvlede kat er tilbage i ‘Puss in Boots: The Last Wish’
Animation på Blu-ray: Den bestøvlede kat vender med ‘Puss in Boots: The Last Wish’ tilbage i opfølgeren til den første solofilm fra 2011 om katten med kåren, som man kender fra animationsfilmene om Shrek. Filmens danske titel er ‘Den Bestøvlede Kat Og Ønskestjernen’. Man kan da også vælge at se filmen med netop danske stemmer, men altså også med de originale engelske stemmer.
Det er igen herlige Antonio Banderas, som lægger stemme til katten, mens andre stemmer på den originale rollelisten bl.a. også tæller stjerner som Salma Hayek, Florence Pugh, Ray Winstone, Olivia Colman og John Mulaney. Med andre ord er her altså tale om nogle af Hollywoods allerstørste stjerner.
I ‘Puss in Boots: The Last Wish’ møder vi kort sagt atter den bestøvlede kat, som denne gang naturligvis også har sine problemer at slås med. Ja, faktisk er her tale om ikke så lidt af et problem. Den selvsikre og charmerende kat finder nemlig ud af, at han faktisk har brugt hele otto ud af sine i alt ni liv. Derfor må katten nu tage på en eventyrlig mission for at finde det såkaldte Sidste ønske og herved få genskabt alle sine liv.
Blu-ray og ekstramateriale: Filmens Blu-ray-udgivelse byder udover animationsfilmen med både danske stemmer og original engelsk tale desværre ikke på noget ekstramateriale. Men er man vild med den bestøvlede kat og det kulørte animationsunivers samt både Shrek-filmene og kattens egen og første solofilm, så er det jo svært at komme udenom denne.
‘Puss in Boots: The Last Wish’ udkommer på dvd og Blu-ray den 3. maj.