Klodset komik og kikset komisk timing med ‘Kagefabrikken’
Biografanmeldelsen: Der er sin del af sprængfarlige og interessante tematikker i den sorthumoristiske danske komedie ’Kagefabrikken’. Fra slankhedskultur til integration. Lige lidt hjælper det dog på, at filmen ikke er videre vellykket morsom. Den ramte i hvert fald mere end sjældent en komisk åre hos mig. Jeg var generelt mere forbavset over, hvor klodset komisk de groteske eskapader var.
Selve handling centrerer sig om en mindre kagefabrik et sted i Danmark. Her møder vi den midaldrende ejer og kagespecialist Niels, der har overtaget virksomheden efter sin far. Nu står han dog midt i en eksistentiel krise og kigger direkte ind i et sammenbrud. Fabrikken er nemlig på randen af konkurs, så hvad gør han nu? På det nærmeste giver op. Det indtil hans hustru Else kommer på banen.
Else får nemlig deres datter June og hendes mand Jonny til at springe ind fra højre med helt nye idéer til fabrikkens strategi, retning og branding. Det karikerede sunde superpar – ikke mindst en selvfed Jonny – vil omlægge fabrikken til i stedet at lave sunde kager, der slanker. Sukkeret og fedmen skal smides på bålet, mens fabrikkens tykke medarbejdere sendes op på træningscyklen.
Naturligvis går dette forsøg på en total modernisering af fabrikken langt fra som planlagt, mens uventet kærlighed opstår mellem Niels og virksomhedens rengøringsdame Zeinab. Hun bringer netop et kultursammenstød ind i komedien, hvor der blandt de ansatte er racistiske ignoranter, mens Zeinab er sød og forstående. Det hele er desværre bare komisk klodsethed bøjet i neon.
Humoren er ganske vist af den groteske slags, hvor bl.a. Niels’ selvmordsforsøg ender med, at røret han hænger sig i går i stykker under hans store vægt. En punchline, der ses på lang afstand. Sådan er det desværre for langt overvejende af filmens jokes og gimmicks samt historiens setups og payoffs. Der vakles desuden noget usikkert i filmens egen tone og brug af karakterer.
Selv en nærværende Nicolas Bro som Niels, der normalt har upåklagelig komisk timing, må her se sig besejret af det stive manuskript af Sigrid Johannesen og Christian Lollike, hvoraf sidstnævnte spillefilmsdebuterer som instruktør. Han formår ikke at forløse det komiske potentiale i filmens potente tematikker og et ellers solidt og alsidigt cast.
’Kagefabrikken’ får 2 ud af 6 stjerner:
’Kagefabrikken’ har biografpremiere den 5. januar.