‘Belfast’ viser en drengs barske oplevelser i en splittet by
Drama på Blu-ray: Fortalt i smukke sort/hvid billeder, hensættes man i instruktør og manuskriptforfatter Kenneth Branaghs charmerende og gribende drama ’Belfast’ til slut-60’ernes Irland. Her møder man den kvikke 9-årige Buddy, der leger i gaderne, klarer sig godt i skolen og har set sig lun på en sød pige i sin klasse. Det er livet i børnehøjde, man møder. Ubekymret, uspoleret og uskyldigt.
Uroen ulmer dog i den nordirske hovedstad, hvor gaderne snart eksploderer i vandalisme og barske konfrontationer mellem det katolske mindretal og det protestantiske flertal. Således forvandler Buddys verden sig fra den ene dag til den anden. Volden har indtaget livet i byen og utrygheden har taget sig greb om både ham og familien i en hverdag, der ellers var dejlig sorgløs.
I stedet for den ubekymrede leg, de eventyrlige biografture og fantastiske tegneserier, møder Buddy nu også livets alvor. Han står således ansigt til ansigt med fare og utryghed, hvor tanker om ikke mindst sin families sikkerhed pludselig vokser sig store. Hvad skal der ske med bedsteforældrene? Hvad med mor, far og storebror? Hvordan skal det hele egentlig gå?
Det er denne konflikt, filmens historiske drama udspringer fra, mens den menneskelige kerne bindes sammen af Buddy og hans lille familie, hvor moren kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen, mens faren må tage til England i uger ad gangen for at tjene til føden. ’Belfast’ er dog ikke et tungt drama, men er derimod fortalt med en liflig lethed, der rummer både lune og humor.
Det sker ikke mindst takket være Buddys udsyn på verden, hvor han dog pludselig må agere mere voksen end hans alder ellers burde fordre. Men selvom man her lander midt i farligt gadeoptøjer, hvor butikker plyndres og truslerne går højt, har Kenneth Branagh en fin evne til at skyde en gribende uskyld og lethed ind i sit drama, der dog desværre kører ned ad en lidt for forudsigelig vej.
Det er ikke en fortælling, der som sådan byder på de store overraskelser. Derfor har dramaet heller ikke hele vejen et lige godt tag i den nuancerede tyngde, filmen ellers rummer. Det sagt, så løfter blandt andet skuespillerne fornemt deres karakterer, hvor man møder en varm menneskelighed, som smitter af på mig. ’Belfast’ er kort fortalt en fin lille historie fortalt på charmerende og empatisk vis.
Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen byder på en omgang ekstramateriale, hvor man bl.a. finder en making of-featurette, slettede scener samt en alternativ slutning på filmen, mens der også medfølger et kommentarspor med filmens instruktør og forfatter.
’Belfast’ udkommer på dvd og Blu-ray den 8. august.