‘Den næstsidste’ er en absurd labyrinttur i dragende gråt
Biografanmeldelse: I et univers af grå farver og en labyrintisk evighedsbygning møder vi en ligeledes grå vandaflæser. Han er ankommet for at gøre sit arbejde, nemlig at aflæse vandmålerne. Men her stopper al form for normalitet også. For med det samme han entrerer den store bygning, er det også starten på en absurd, sorthumoristisk og grotesk rejse gennem den ene bizarre scene efter den anden.
Man følger i ’Den næstsidste’ således vandaflæserens tur ind i den labyrintiske bygning i sin jagt på at finde ud igen. Det er dog langt fra nemt. På sin kringlede vej rundt i filmens farvenedtonede og dunkelt oplyste scener støder han nemlig på et utal af forhindringer, lukkede døre og mystiske mennesker. Det er småt med hjælp, mens vandaflæserens vej kun kringler sig dybere ind i irrationelle knuder af surrealisme.
Han er som fanget i et kafkask mareridt af klaustrofobi og håbløshed, hvor manuskriptets ord måske nok ikke ligger lige godt i munden på de medvirkende, hvor der groft sagt veksles mellem de absurde og eksistentielt tunge replikker, der tenderer det prætentiøse. Fred med det, for filmen har en anden styrke end lige replikudvekslingerne, bl.a. i sit production design, sin lydside og musikken.
Her har Sabine Hviid og Kristina Kovacs nemlig vakt en sælsom verden til live med deres askegrå omgivelser af støv, cement og metal, mens lyddesignerne Lars Halvorsen og Rune Palvig sitrer, engagerer og forfører med et omsluttende lydunivers. Ligeledes komplimenterer Sven Dam Meinild og Thomas Dybdals musikalske side på dragende vis absurditeterne med forførende klangflader og dybe dunk.
Det er dog ikke kun teknisk, at ’Den næstsidste’ er et interessant bekendtskab. Den spillefilmsdebuterende instruktør og manuskriptforfatter Jonas Kærup Hjort lykkedes nemlig bl.a. også sammen med fotograf Jacob Sofussen at indfange oprigtig groteskhed på film med bl.a. nøgne kroppe og en hovedafsavning. Desværre griber det gådefulde manuskript mig dog ikke nær så meget som netop lyd- og billedsiden.
’Den næstsidste’ er med andre ord en ganske vellykket og labyrintisk absurditet i grå farver, hvor virkeligheden sparkes veloplagt ud af bagdøren, mens hoveddøren åbnes ind til en verden af absurditeter, der kun bliver mere og mere mystiske. Filmens to timer kunne dog godt have klaret en klipning, da filmrullen sine steder bliver lige langsom nok for sit eget bedste. Fred med det. Længe leve absurditeten!
’Den næstsidste’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Den næstsidste’ har biografpremiere den 25. november.
