‘Marco effekten’ mister momentum, men Ulrich Thomsen er god som Mørck!
Biografanmeldelse: Der er med krimi-thrilleren ’Marco effekten’ kommet nyt blod til Jussi Adler-Olsens Afdeling Q på film. For efter, at Nikolaj Lie Kaas i en række filmatiseringer af den populære bogserie har portrætteret den martrede vicekriminalkommissær Carl Mørck og Fares Fares hans sidekick Assad, træder to nye mænd til i skikkelse af Ulrich Thomsen og Zaki Youssef som det umage makkerpar.
Dem vender jeg tilbage til. For hvad er der egentlig på spil i dette nye kapitel om Mørcks jagt på de onde? Jo, det hele starter med en ellers skrinlagt sag om den forsvundne pædofilisigtede embedsmand William Stark. Men noget stemmer ikke – og hvordan passer en ung østeuropæisk dreng, der er i besiddelse af Starks pas, ind i det hele? Mørck og Assad genoptager sagen, som herfra snor og drejer sig om sandheden.
Læg hertil svindel for millioner, korruption samt en kriminel underverden og der er lagt fra krimikaj med et plot, der foldes ud med drypvise spor, som måske kan lede Mørck og co. mod sandheden bag hele den spegede affære. En sag, der kun synes at vokse for hver vendt sten, hvor man bl.a. også stifter bekendtskab med en ulden og storsvedende Teis Snap spillet gravalvorligt ok af Anders Matthesen.
Som lovet vender jeg nu tilbage til Thomsen som den sært charmerende og egenrådige Mørck. For det er ham, der er den klare primus motor i sagen og samtidig er med til at udgøre filmens dramatiske midte. Thomsen er veloplagt underspillet og med dæmonerne liggende latent på lur bag sine trætte øjne. Ham bliver jeg ikke træt af. Desværre står det øvrige persongalleri noget uforløst hen.
Bl.a. kommer Mørcks mindre bistre kollega Assad – i skikkelse af Zaki Youssef – til at stå noget blafrende hen i udkanten af sagen. Det er dog mest af alt manuskriptets skyld, der desværre også har det med at miste fremdrift undervejs, hvorfor filmen mister noget af krimi-pusten og sagens intensitet, mens spændingen har det med at blive punkteret undervejs.
Selvom det øvrige persongalleri altså står noget i skyggen af Mørck, har bl.a. Henrik Noél Olesen stærk autoritet som den bestemte politidirektør Jacobsen, mens Thomas W. Gabrielsson bringer fin følsomhed til bordet som Carls ekspartner Hardy. Man får her et par fine og sarte scener mellem ham og Thomsen. Mere af den slags nuancer i karakteren Mørck, kunne have gjort ham mere interessant at følge.
Instruktør Martin Zandvliet har dog et ganske fint greb om sit plot og fortællingens drejninger, der desværre ender med en forhastet finale, som sætter den ellers ok forudgående jagt på sandheden noget over styr. Sidst, men ikke mindst skal Luboš Oláh som den østeuropæiske dreng, der er med til at få sagen til at rulle, fremhæves. Han har en hele vejen gribende intensitet i hele sin tilstedeværelse. Ikke desto mindre ender ’Marco effekten’ som en forglemmelig sag, der mangler spænding og momentum.
’Marco effekten’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Marco effekten’ har biografpremiere den 27. maj.
