Mobilgyseren ’Come Play’ er et generisk stykke med flad uhygge
Biografanmeldelse: Vi lever i en verden af skærme – fra smartphones til tablets. Det er derfor også ganske oplagt at tage udgangspunkt i netop dette faktum i gysets verden. For gemmer vores tekniske hjælpemidler mon på andet end elektronik? Det gør det så absolut i det fesne gys ’Come Play’. For her huser skærmene omkring drengen Oliver nemlig et langlemmet monster ved navn Larry.
For fra bag skærmen på den stumme drengs smartphone lurer noget mystisk og faretruende. Oliver finder ud af via en billedbog – der pludselig popper op på skærmen – at det er et knoglet væsen ved navn Larry, der bor inde i telefonen. Og senere i blandt andet tablets og andre skærme. Larry udgiver sig for egentlig bare at ville være venner med den ensomme Oliver. Men det er ikke hele sandheden.
Du gættede rigtigt. Larry er nemlig ikke så uskyldig, som han giver sig ud for at være. Snart må Oliver såvel som hans mor og far gøre sit for at holde sig i live. Et ganske relaterbart og teknologi-gysende udgangspunkt. For vi omgiver os alle med skærme – og hvad nu hvis også vi blev overrumplet af et monster? Desværre lykkedes det bare aldrig for ’Come Play’ at skræmme mig. Slet ikke.
Det forbliver ved fesne forsøg på adskillige jump scares og fake scares. Men lige lidt hjælper det. Jeg blev under gyset siddende overraskende roligt i mit sæde, mens filmens momentvise forsøg på snigende uhygge heller ikke fik hårene i min nakke til at rejse sig. Hertil opbygges scenerne blandt andet alt for forudsigeligt, mens historien aldrig løfter sig og får den efterstræbte dramatiske tyngde.
Der gøres ellers et forsøg på blandt andet at bringe universelle temaer som ensomhed, mobning og familieproblematikker i spil – det sammen med en kritisk røst om, at vi alle har snuden for dybt begravet i vores skærme i stedet for at se hinanden i øjnene. Men det virker alt sammen både vattet og underligt forceret, hvorfor altså hverken gyset eller karaktererne tager rigtigt fat i mig.
Filmen er basereret på en kortfilm, hvilket da også synes at kunne spores i en historie, der ganske enkelt ikke er nok kød på til at bære en ellers begrænset spilletid på 96 minutter. Grunden til, at ’Come Play’ dog ikke helt ryger på røven er, at Larry er et helt ok ækelt bæst, mens Azhy Robertson gør ganske god figur som Oliver – det sammen med en fint spillet Gillian Jacobs som den beskyttende mor.
’Come Play’ får 2 ud af 6 stjerner:
’Come Play’ har biografpremiere den 29. oktober.