Få farligt hekseri og grum magi med ‘The Curse of Audrey Earnshaw’
Gys på Blu-ray: Hvis du er til en omgang religiøst gys med overnaturlige elementer og ikke mindst hekseovertro, sort magi og uhyggelig besættelse, så kan det være, at du skal give gyserfilmen ‘The Curse of Audrey Earnshaw’ fra i år et kig. Den udkommer nemlig på Blu-ray her i landet – helt perfekt til isnende uhygge her i de mørke måneder.
‘The Curse of Audrey Earnshaw’ udspiller sig i et isoleret og dybt religiøst samfund, hvor indbyggerne pludselig bliver ramt af livstruende ulykke. Høsten slår nemlig fejl. Ikke nok med det, for også husdyrene bliver syge. Det er selvsagt en katastrofe for den lille by, der lever uden egentlig kontakt med den øvrige omverden.
Men ikke alle synes at blive ramt af tragedien. For der er nemlig én kvinde, der af uvisse årsager undgår ulykken, Hun anklages derfor snart for sort magi og hekseri af hele landsbyen. Kvindens hemmelighed er imidlertid, at hun har holdt sin datter skjult siden fødslen – og det er hende, som står bag landsbyens forbandelse.
Så hvis du tør en grufuld tur langt ud på landet med den overnaturlige gyserfilm ‘The Curse of Audrey Earnshaw’, så har du altså nu muligheden med denne skrækhistorie, hvor overnaturlige kræfter forvandler tro til tvivl og håb til frygt, som filmens beskrivelse lyder.
‘The Curse of Audrey Earnshaw’ udkommer på dvd og Blu-ray den 12. oktober.