Et fortryllet vinter-eventyr med den magiske ‘Frost II’
Animation på Blu-ray: Efter den buldrende succes med Disneys ’Frost’ fra 2013, er søstrene Elsa og Anna samt co. tilbage i et nyt fortryllet eventyr i deres verden af både trolde, stenkæmper og andre mystiske væsner. Det er med andre ord et fint, flot og ikke mindst magisk univers, jeg her bliver omsluttet af – og sine steder faktisk også helt opslugt af, mens der animationsfilmen igennem spædes godt til med sange.
Denne gang må både Anna og Elsas kongerige reddes, da en trussel truer med at ødelægge det. Samtidig må Elsa også dykke ned i fortiden – for hvorfor er hun født med magiske evner? Dette er således starten på det eventyr og den vilde rejse, som de to søstre samt Kristoffer, Olaf og Sven drager ud på. For kan det lykkedes dem samt Elsa at redde kongeriget med sine frysende evner?
Det er desuden et eventyr med alle følelserne helt uden på tøjet – hele vejen. Det kan jeg godt lide. Det er larger than life-følelser, hvilket fint klæder historien, der ellers kan synes en smule flad sine steder. De mange følelser forløses blandt andet og ikke mindst i de mange sange. De er bestemt velproducerede, men et par af dem er også en kende anonyme, mens der måske nok er lige en sang for meget.
Det er fortsat en sej duo, man finder i søstrene Elsa og Anna. De to har et ganske medrivende bånd imellem sig. Det i kraft af både deres forskelligheder og ligheder. De er svære ikke at heppe på hele vejen. Annas kæreste Kristoffer er desuden et fint modspil til den lille flok – blandt andet er hans konstante forsøg på at få friet til Anna filmen igennem ret morsomt.
Snemanden Olaf skal også tilføre filmen humor, men egentlig synes jeg han er ret irriterende. Han er lidt for overgearet, anstrengt og en smule påtaget – i hvert fald sine steder. Men ja, han rammer bestemt også morsomt og ok charmerende plet en håndfuld gange undervejs. Heldigvis. Men jeg er dog mere til rensdyret Sven, der mere underspillet spæder til med både charme, sødme og humor.
’Frost II’ er med andre ord et både flot forløst og magisk eventyr, hvor det fortryllende univers er med til at bære filmen vellykket i mål, når fortællingen bliver lidt flad og sangene lidt for mange. På samme tid fungerer filmens store følelser godt for mig – og spejledes ligeledes fint i netop sangene. Det er da derfor også til at leve med, at filmens sidste akt trækker en smule ud. Men et magisk eventyr, det er det bestemt.
Ekstramateriale: Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en omgang ekstramateriale, hvor man således blandt andet kan gå på opdagelse i både slettede scener og sange, videre til diverse facts om filmen. Der er også musikvideoer på udgivelsen, mens man også kan se filmen med sing-a-long.
’Frost II’ udkommer på dvd og Blu-ray den 21. maj 2020.