James Bond møder Ethan Hunt i animationsfilmen ‘Spioner på missioner’
Biografanmeldelse: Spionen Lance Sterling er både lidt for god, lidt for cool og lidt for glad for sig selv, når han nedlægger skurke og klarer umulige missioner. Men hans kækhed lider dog et knæk, da han ved et uheld forvandles til en… due. For uheldigvis drikker Lance et utestet forsøg, som det lettere akavede teknologi-geni Walter arbejder på – og wupti: han bliver til en spion-due!
Uforudsete omstændigheder gør imidlertid nu, at Lance, der ellers sværger til at arbejde på egen hånd, må gå sammen med Walter mod en überskurk med en robotklo som hånd. Den ret så umage duo – ja, en kejtet opfinder og en talende due – kommer således på et vildt actionridt af en hemmelig mission for at stoppe skurken fra at kompromittere i hundredevis af spioner.
Animationsfilmen ‘Spioner på missioner’ er altså sjov og ballade – fra start til slut. Godt nok forsøges der lagt en tragisk baggrundshistorie ned over Walter, der har mistet sin mor. Men dette og hans forhold til moren kommer aldrig til at få nok dramatisk plads og bliver altså desværre aldrig rørende nok til at give dramatisk tyngde til Walters karakter eller historien som helhed.
Fred med det, for her er ganske medrivende fart over feltet, hvor jeg kastes fra den ene hæsblæsende scene til den næste, mens der spædes til med Walters opfindsomme opfindelser af gadgets til brug i kampen mod de onde. Det er sjovt, sødt og charmerende. Men selvom der altså ikke er ret meget dramatisk slagkraft at komme efter, kommer der andre fine temaer på bordet.
Her finder man således opbyggelige pointer om, at man nu engang klarer sig bedst, hvis man er sammen med venner – at man er en del af et team. Det må særligt den stædige enspænder Lance sande. En anden pointe er den, at man ikke skal være bange for at skille sig ud fra mængden og gå efter sine drømme – præcis som Walter har gjort det, siden han blev holdt udenfor som barn.
‘Spioner på missioner’ er kort fortalt et ganske charmerende, ok morsomt og for det meste tempofyldt bekendtskab med fart på både action, komiske optrin og vilde spion-gadgets. Ja, jeg fristes til at kalde det for et animeret gadekryds mellem James Bond og Ethan Hunt fra Mission: Impossible-filmene – her forenet i en talende spion-duo og hans opfinder-makker.
‘Spioner på missioner’ får 4 ud af 6 stjerner:
‘Spioner på missioner’ har biografpremiere den 6. februar.