‘Drømmebyggerne’ er ok fantasifuld animation i drømmeland
Biografanmeldelse: Det er med et faktisk ret så godt tænkt udgangspunkt, at den danske animationsfilm ‘Drømmebyggerne’ tager sit afsæt. For ja, som titlen indikerer, så finder den 12-årige Minna her ud af, at drømme bygges af drømmebyggere. Snart finder Minna også ud af, at hun ved at ændre folks drømme, kan ændre virkeligheden. Det er dog ikke uden konsekvenser.
For da hendes fars nye kæreste og datteren Jenny flytter ind, vendes Minnas eller trygge verden på hovedet. Blandt andet kunne Jenny ikke være mere forskellig fra Minna med sin konstante brug af sin smartphone og ikke mindst sit spejl, der kun spejler hendes forfængelighed og drøm om at blive kendt. Minna derimod tror på et liv uden stjernedrømme og nærmest uden smartphone.
Ikke nok med en ny “søster”, så skal Minna også til at dele sin far med en stedmor, der lystrer det mindste vink fra hendes forkæledes datter Jenny. Derfor starter Minna med blandt andet at ændre Jennys drømme, hvilket kun er første skridt på vejen til at få sin familie tilbage igen. Dette bliver naturligvis ikke uden sin del af uforudsete konsekvenser for både hende og familien.
‘Drømmebyggerne’ har med andre ord virkelig potentialet til at levere en omgang vidunderligt opfindeomme drømme – og mareridt. Desværre så efterlader drømmescenerne noget tilbage, hvor man dog trods alt blandt andet møder kæmpestore og svævende skakbrikker og en enorm edderkop. Men drømmene bliver aldrig helt fortryllende nok – eller dramaet stærkt nok.
Hertil kommer, at fortællingens ellers fine problematikker, der kredser om familieproblemer er ret så firkantet sat op, mens de desværre også løses lidt for let, hvor netop konsekvenserne bare aldrig rigtigt tager fat. Blandt andet bliver forholdet mellem Minna og hendes far aldrig rigtigt rørende, hvilket der ellers sigtes efter. Det samme kan siges om Minna og hendes rigtige mor.
Det sagt, så er ‘Drømmebyggerne’ trods alt et ganske fint og sine steder opfindsomt animeret bekendtskab med opbyggelige pointer, men også lidt for lette løsninger på de noget unuancerede problematikker om familie, forældre og søskende. Nej, helt så drømmende medrivende og opfindsom bliver den bare desværre aldrig, mens følelserne aldrig får fat i mig.
‘Drømmebyggerne’ får 3 ud af 6 stjerner:
‘Drømmebyggerne’ har biografpremiere den 6. februar.