‘Mugge & vejfesten’ er momentvis morsom animationsgalskab
Biografanmeldelse: De både grove, vanvittige og ofte morsomme Anders Morgenthaler og Mikael Wulff er klar med animationsfilmen ‘Mugge & vejfesten’. Her finder man således og ikke overraskende rigeligt med både bizarre, excentriske og skøre karakterer og bikarakterer. Desværre er filmen også en smule fattig på de oprigtige grin og komisk veltimede optrin.
Det sagt, så er her bestemt flere sjove lyspunkter, selv når filmen slingrer. For selvom historien om Mugge fortælles i et højt tempo, så bliver den flere gange undervejs noget lang i spyttet, mister momentum og faldhøjde. Dog heldigvis aldrig mere end, at der rettes op på det med næste skøre optrin eller udknaldede gag – så som skæggede nonner på stylter. Say what?!
Som titlen afslører, så handler filmen om drengen Mugge. Han er verdens mest positive, glade og lykkelige dreng. Altså indtil, han finder ud af, at hans forældre skal skilles. Hans mor er blevet træt af sin bløde mand og har i stedet fundet en knaldhård crossfitter. Mugge giver dog ikke op og planlægger nu en vejfest, hvor planen er, at hans forældre skal finde sammen igen.
På den måde tager filmen fat i alvorlige og relevante emner som skilsmisse, svigt og afsavn samt ikke mindst hvordan, man som barn nu skal forholde sig til en ny virkelighed. Disse ellers spændende tematikker får dog aldrig tyngde eller nærvær, men forbliver spærret inde bag gak og gøgl. Det er lidt en skam, når nu man ellers har valgt at gå ind på det område.
‘Mugge & vejfesten’ er altså ikke meget andet end uforpligtende sjov og ballade – og det er så absolut også i orden. Hvis den så også bare lige det havde været vellykket sjovt og ballade hele vejen. Det er det desværre ikke helt. Blandt andet er en tilbagevende “morsom” hund ikke videre morsom, mens andre både karakterer og situationer desværre også falder lidt igennem.
Men som sagt, så er her også nok af gakkede og groteske lyspunkter til, at filmen klarer sig i mål – om end noget forglemmeligt. Pyt med det, for blandt andet er de speedede femlinger Allan, Allan, Allan, Allan og Allan veloplagt leverede. Desværre fylder de kiksede nynazister i filmen kun et par sekunder – dem havde jeg gerne set mere til. Ja, det hele forbliver noget ufarligt.
‘Mugge & vejfesten’ får 3 ud af 6 stjerner:
‘Mugge & vejfesten’ har biografpremiere den 26. september.