ISLE OF DOGS: Wes Andersons charmerende japanske hunde

/i , /af

Stop-motion på Blu-ray: Jeg glæder mig altid til en ny film af den uforlignelige Wes Anderson – hans stop-motion-film ‘Isle of Dogs’ er ingen undtagelse. Den er nu udkommet på Blu-ray. Og jeg kan ligeså godt allerede nu sige, at jeg er ret så vild med den både søde, sirlige og charmerende fortælling om en flok hunde og en lille dreng ude på en japansk skrælde-ø i en nær fremtid.

For i filmen er hunde nemlig blevet bandlyst i Japan på grund af smitsomme sygdomme og derfor henvist til en øde ø fyldt med skrald. Drengen Atari har således mistet sin elskede hund. Derfor beslutter han sig for at flyve ud til øen for at finde hunden. Det bliver til en rejse, hvor han møder flokken af hunde, der vil hjælpe ham med at finde den forsvundne hund.

Det er i vanlig Wes Anderson-stil, at fortællingen folder sig ud. Det betyder blandt andet minutiøst opsatte tableauer, symmetriske kameraindstillinger, tør og underspillet humor samt et umiskendeligt samt imponerende øje for detaljen. Ja, i det hele taget imponerer filmen med sine sirlige hunde og et detaljerigt samt eventyrligt, der er vakt levende til live i stop-motion.

Det er således et univers, der er en fryd for øjet hele vejen igennem den charmerende fortælling. Bag hundenes stemmer finder man desuden og blandt andet prominente navne så som Bryan Cranston, Edward Norton, Bill Murray, Jeff Goldblum og Scarlett Johansson, der med hver deres distinkte stemmer er med til at levevendegøre hundene.

Men selvom her altså er tale om et indtagende univers, en sød fortælling samt fine stemmer, så savner jeg at blive mere – eller faktisk bare – en smule følelsesmæssigt engageret i fortælling. Både drengens søgen efter sin hund og hundene, der hjælper ham ude på den store ø. For desværre, så forbliver filmen mere overflade end følelsesmæssigt engagerende, hvilket er en skam.

Ikke desto mindre, så er ‘Isle of Dogs’ dog en sand visuel lækkerbisken, som filmen bestemt lever flot og medrivende af. Så selvom jeg altså ikke som sådan blev grebet af karaktererne og fortællingen, så kommer filmen altså i mål overvejende på sin visuelle charme, sin underspillede humor og delvist også hundenes fine personligheder.

Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en fin omgang ekstramateriale. Her kan man blandt andet dykke ned i animatorernes arbejde, interview med castet, videre til et kig på dukkerne med mere.

– ‘Isle of Dogs’ udkommer på dvd og Blu-ray den 18. oktober 2018.

FIRST MAN: Et både intimt og intenst rumdrama

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en både intim og intens rumfærd jeg har været på med Damien Chazelles månelandingsdrama ’First Man’. Det er således fortællingen om, hvordan astronauten Neil Armstrong endte med at blive den første mand til at gå på Månen den 20. juli i 1969. Her fortalt i et på en gang nært og sine steder helt klaustrofobisk drama rumrejsens store vidder taget i betragtning. Det handler nemlig også om andet og mere end det at nå først til Månen.

For det er ikke med store episke armbevægelser, at filmen folder sin fortælling ud. Derimod er det med kameraet helt tæt på Armstrong – både når han indfinder sig i diverse flyvende fartøjer, og når han kæmper med livet nede på Jorden. For Armstrong er en forknyt mand af få ord og med et traume, der tynger både ham og familien. Han og hans hustru Janet mister nemlig på tragisk vis deres lille datter. Således spiller også sorg og familieliv ind på måneeventyret.

På den måde er dramaet i Armstrongs lille familie med til at grunde det ellers svimlende rumeventyr i øjenhøjde, selv når jeg hives med op i det uendelige og lydløse himmelrum. For ja, her leveres op til flere både nervepirrende og medrivende rumflyvninger på vejen hen imod Apollo 11-missionen, der bragte den første mand op på Månen. Disse scener holder mig på tæerne filmen igennem med sin vibrerende tilstedeværelse.

De forskellige flyveture ramte mig nemlig fysisk med blandt andet sine intime nærbilleder, rystende kameraarbejde og klaustrofobiske indre i fartøjerne samt ikke mindst et gispende og dynamisk lydarbejde. Jeg mærker her spændingen, nerven og farligheden. Jeg er helt tæt på visuelt og på lydsiden, mens der ligeledes også åbnes op for åndeløse panoramabilleder set fra oven.

’First Man’ er på den måde også en både smuk, gribende og ikke mindst imponerende film rent visuelt, når jeg her bringes ombord med Armstrong og øvrige astronauter på disse historiske flyvninger, mens rumkapløbet med Rusland spiller en perifer rolle i fortællingen sammen med historiens politiske slagside. Dette er først og fremmest den nære fortælling om Armstrong – naturligvis hans rumfærd, men altså også hans indre dæmoner, ensomheden og sorgen.

Ryan Gosling forløser med naturlighed og nærvær rollen som den mutte Armstrong. En karakter jeg måske ikke just bliver vildt klog på, men som ikke desto mindre er et dragende bekendtskab filmen igennem. Claire Foy bakker ham dynamisk op som hans hustru, der meget af tiden står alene med den lille familie. Kort fortalt, så imponerer ’First Man’ med sine svimlende rumture og griber mig med sit jordnære drama.

– ’First Man’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ’First Man’ får biografpremiere den 25. oktober.

HALLOWEEN: Ikoniske Michael Myers er tilbage på veloplagt dræbertogt

/i , /af

Biografanmeldelse: Det hele startede for 40 år siden med gysermesteren John Carpenters skelsættende slasher ‘Halloween’ i 1978. Her blev verden for første gang præsenteret for den sidenhen ikoniske morder Michael Myers med den hvide maske, kedeldragten og den store køkkenkniv i hånden. Nu er den mutte dræber tilbage i en ny film af samme navn.

Men selvom dette faktisk er den 11. film i franchisen, så ser denne fortsættelse bort fra de øvrige kapitler i serien og fortsætter historien, hvor den oprindelige slap. Blot 40 år senere. Det betyder blandt andet, at en 59-årig Jamie Lee Curtis vender tilbage i rollen som Laurie Strode, der som bekendt blev jagtet af og overlevede Michaels bersærkergang for fire årtier siden.

Hun lever nu isoleret og dybt traumatiseret over de blodige begivenheder på den skæbnesvange Halloween-aften. Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at hendes værste mareridt bliver til virkelighed, da Michael undslipper sin fangenskab fra den anstalt, hvor han siden dengang har befundet sig. Således vender han dræbende tilbage til, hvor det hele begyndte.

Der er kort fortalt lagt op til den ultimative konfrontation mellem to af genrens mest elskede karakterer, nemlig Michael Myers og Laurie Strode. Netop Jamie Lee Curtis tilbage i sin legendariske rolle fungerer rigtig godt. Hun har dramatisk nærvær og tyngde. Jeg mærker hendes angst og plagede sind, hvilket på sørgelig vis har påvirket alt i hendes liv – herunder familien.

Michael er fortsat mut og morderisk, mens han koldt tager liv på stribe. For ja, dette er en slasher, så vi får også en god omgang brutale drab. Så selvom filmen måske nok har sine ujævnheder i flow og fortælling – mens et enkelt plotelement synes noget malplaceret – så er her overordnet tale om en engagerende, stemningsfuld og brutal slasher, der gør sine karakterer ære.

John Carpenter, der instruerede, var medforfatter på og lavede den ikoniske musik til den første film, er desuden medkomponist denne gang. Filmen har da også sine øvrige samt fine referencer til originalen – det uden at kamme over i cheesy homage. Michael Myers er med andre ord tilbage på et veloplagt dræbertogt, som beviser, at der bestemt stadig er virilt liv i slasher-genren.

– ‘Halloween’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Halloween’ får premiere den 18. oktober.

BAD TIMES AT THE EL ROYALE: Mystiske forviklinger og dystre hemmeligheder på et lurvet hotel

/i , /af

Biografanmeldelse: Velkommen til El Royale anno 1969 – et både stilfuldt, men også skummelt hotel fyldt med fortidens hemmeligheder beliggende på grænsen mellem Californien og Nevada. Her tjekker en gruppe fremmede ind en mørk aften, hvor de forskellige skæbner alle synes at have hver deres hemmelighed og agenda på menuen. Det bliver starten på en række forviklinger de forskellige indlogerende imellem, mens aften bliver til nat.

Således finder man blandt andet på hotellet præsten Flynn – spillet godmodigt af Jeff Bridges – videre til støvsugersælgeren Seymour – en plaprende Jon Hamm – samt en soulet sangerinde i skikkelse af en yndig Cynthia Erivo og en hemmelighedsfuld kvinde ved navn Emily portrætteret af en cool Dakota Johnson, der ikke giver en fuck for noget.

Således har instruktør og manuskriptforfatter Drew Goddard i ‘Bad Times at the El Royale’ samlet en flok fine skuespillere i rollerne som vidt forskellige karakterer, hvis historier sirligt foldes ud en efter en, mens deres fortid og hemmeligheder lidt efter lidt ser dagens lys, hvor spændingerne på hotellet stiger i takt med den dramatiske intensitet tager til.

Det er i hvert fald, hvad der forsøges på. Og det lykkedes da også momentvis at stable fint sitrende spænding på benene karaktererne imellem, mens hemmelighederne bobler under overfladen. Men fortællingen bliver også lidt for tålmodig i forhold til at folde sit plot og sine karakterer ud, hvorfor filmen mister momentum og nærvær undervejs. Det er virkelig en skam, da kimen til en nervepirrende omgang hotel-thriller bestemt er på banen.

Selvom her altså er fint forløste scener – som blandt andet da sangerinden synger i takt med en anden karakters ugerninger, så lyd og ugerning går op i en højere enhed – bliver de medvirkende aldrig rigtigt dragende nok at følge til, at jeg er lige engageret i deres strabadser hele vejen. Der forsøges ellers med plotmæssige krumspring, der dog ikke helt lykkedes medrivende nok.

Men på trods af, at filmen ikke hele vejen er lige vellykket i sin udfoldelse af fortællingen samt iscenesættelsen af sine karakterer og deres hemmeligheder, så har ‘Bad Times at the El Royale’ lige nok elegant iscenesatte scener og plotdrejninger til at nå i mål – også selvom filmen med sine 2 timer og 20 minutter er lige lang nok for sit eget bedste.

– ‘Bad Times at the El Royale’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Bad Times at the El Royale’ får biografpremiere den 18. oktober.

CPH PIX 2018: Tak for i år til endnu en skøn filmfestival

/i , /af

CPH PIX 2018: Så er de sidste film på filmfestivalen CPH PIX løbet over lærrederne i Københavns biografer, hvor der fra den 27. september til den 10. oktober er blevet vist 180 film fra hele verden samt afholdt både talks, events og visninger on location med mere. Jeg har derfor siddet i biografens mørke i adskillige timer de sidste par uger, hvor det blev til på den anden side af 20 film.

Den sidste film jeg fik set var ‘Christian IV – Den sidste rejse’. Her kom jeg tilbage til 1648, hvor en døende Christian IV på vej i en karet mod Rosenborg Slot konfronterer sin ekskone Kirsten Munk, som han har holdt indespærret siden deres grimme skilsmisse. Det bliver således et intimt kammerspil hensat nærmest kun i karetens trange indre, hvor fortælling pendulerer mellem nutiden og fortidens stormombruste ægteskab – ligeledes fortalt i en karets indre.

Netop det at lade fortællingen udfolde sig i en karet er et interessant fortællemæssigt greb, der da også afføder både nærhed og intensitet, men det gør også, at meget afhænger af manuskriptet og en visuel opfindsomhed for at filmen ikke bliver træg og udynamisk. Det sker desværre lidt undervejs, hvor man så heldigvis har et par dragende skuespillere, blandt andet Baard Owe som den ældre Christian IV og Rosalinde Mynster som en ung Kirsten Munk.

Således er endnu en omgang CPH PIX veloverstået og det med op til flere filmoplevelser – fra de middelmådige til de gode og fremragende. Jeg vil her lige fremhæve et par af de bedste titler jeg har set i år, hvor den for mit vedkommende har stået på alt fra en absurd fransk weirdo-komedie, videre til japanske vanvidsvampyrer og en dansk metro-thriller samt en delirisk Nicolas Cage.

De bedste film var således det ubehaglige psyko-drama ‘Piercing’, hvor en mand planlægger det perfekte mord, mens jeg med ‘Sorry to Bother You’ fik serveret en veloplagt og bizar sort komedie. Med den sydkoreanske ‘The Outlaws’ fik jeg medrivende gangstere, mens en mystisk rød kjole var på spil i den helt drømmende ‘In Fabric’. Festivalens klare højdepunkt var dog den mareridtsagtige, deliriske og smukke ‘Mandy’ med en intens Nicolas Cage på blodigt hævntogt.

Herudover har de lidt mere end 20 titler, jeg fik set i år bestemt givet mig et skud forførende, originale og interessante film fra hele verden og i flere genrer. Jeg glæder mig allerede til næste omgang af filmfestivalen CPH PIX, der uden tvivl er et højdepunkt på året for en filmfan som mig.

VENOM: Tom Hardy løber forvildet rundt som smaskende anti-helt

/i , /af

Biografanmeldelse: Han ser i grunden både cool, creepy og klam ud ham Venom med sin lange slimede tunge, munden fuld af spidse tænder og sine store hvide øjne. Desværre bliver den brutale anti-helt fra rummet ikke forløst hverken videre medrivende, mindeværdigt eller engagerende. ’Venom’ er kort fortalt en både ujævn, rodet og klodset fortalt film med Tom Hardy i titelrollen, der løber forvildet rundt.

Eddie Brock har både en sød kæreste og et spændende job som journalist. Det hele ændrer sig dog, da han bliver inddraget i de lyssky eksperimenter hos The Life Foundation, hvor man udfører farlige forsøg med såkaldte symbioter fundet i rummet. Chefen Carlton Drake for The Life Foundation er imidlertid en psykopatisk skurk, der er ligeglad med menneskeliv.

Eksperimenterne løber løbsk og en symbiot indtager Eddie, der nu får et morderisk alter-ego i form af Venom med superkræfter. Filmen er således fortællingen om den splittede Eddie samt kampen om at få skovlen under den skånselsløse Carlton, der har megalomaniske planer om at indtage verdensrummet i forening med symbioterne og uden at tøven tager det ene liv efter det andet på sin vej dertil.

Desværre forbliver både Tom Hardys Eddie samt den onde Carlton ikke videre interessante at følge. Eddie kastes mest af alt noget forvirret rundt i en fortælling, der mangler karaktermæssigt nærvær og tyngde samt ikke mindst medrivende action. I stedet får man en Tom Hardy, der gør hvad han kan med maniske replikleveringer samt klodset iscenesat action, der mere larmer end er medrivende.

End ikke skurkeportrættet er videre isnende eller dragende sat i scene, hvor Riz Ahmed på samme måde som Tom Hardy og de øvrige medvirkende tumler med det dårligt skrevne manuskript og en kedelig historie. Blandt andet bliver forsøget på lidt tvetydighed i skurkerollen jordet i jorden på samme måde som øvrige nuancer i karaktererne, der forbliver mere eller mindre ligegyldige brikker i det forudsigelige plot.

Så selvom man i grunden har en sej karakter form af den morderiske Venom samt den indre kamp i Eddie, så forløses ingen af delene videre indtagende i en film, der mest af alt har natur af et biluheld udfoldet slowmotion. Ja, ’Venom’ forulykker, mens jeg som publikum ikke kan gøre andet end at se hjælpeløst til efterhånden som filmen bare falder mere og mere fra hinanden hele vejen frem mod rulleteksterne.

– ‘Venom’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘Venom’ får biografpremiere den 11. oktober.

SHOPLIFTERS: Japansk familie af småsvindlere er både hjertelig og smertelig

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad betyder det egentlig at være en familie, hvornår er man en familie og kan man selv bestemme det? Det er nogle af de universelle og relaterbare spørgsmål, det japanske drama ’Shoplifters’ bringer smukt, eftertænksomt og indtagende til live. Man følger nemlig her en lille og økonomisk trængt familie, der småhustler sig igennem dagen og vejen.

En dag finder familien en lille forsømt pige i deres by. De vælger af et omsorgsfuldt hjerte at tage barnet til sig. Hun bliver således snart en del af familien og lærer her de samme tricks til at klare hverdagen – som familiens unge søn har gjort det før hende. Det er således deres stille, men også stressfyldte liv, og familiemedlemmerne, der her portrætteres intimt og troværdigt.

Men med tilføjelsen af det nye familiemedlem følger også en ny usikkerhed. For der er naturligvis nogle, der savner pigen – og ja, det jo også ulovligt uden videre at tage et barn til sig. Instruktør og manuskriptforfatter Hirokazu Koreeda spinder på den måde en både nuanceret, indtagende og fint følelseskompleks fortælling om familierelationer og kærlighed samt ensomhed og sammenhold.

Filmen vandt Gulpalmen på dette års filmfestival i Cannes for sit både hjertelige og smertelige familieportræt, der ligeså meget lever af sine fint fortalte enkeltscener og karakterer, som af den overordnede fortælling. Det gælder blandt andet scener som når hele familien er samlet i deres trange lille bolig til aftensmad. Man mærker kærligheden, relationerne og det levede liv.

Det er her, at ‘Shoplifters’ er stærk. I nærværet og i menneskeskildringerne. Men selvom dramaet altså har mange både fint fortalte og engagerende scener – eksempelvis også en rørende familietur til stranden – så mister fortællingen lidt sit ellers dragende greb i mig en smule undervejs. Heldigvis aldrig mere end, at den får samlet mig op igen.

Denne japanske Cannes-vinder er med andre ord en ganske velafstemt og varm fortælling om familien, livet og kærligheden. Det nuanceret og naturligt bragt til live af lutter fine præstationer i en familie, der måske nok lever i de etiske gråzoner – hvor livets skyggesider står noget romantisk optegnet – men som tilsyneladende ikke lever i gråzoner, hvad kærligheden angår.

– ‘Shoplifters’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Shoplifters’ får biografpremiere den 11. oktober.

JAKOB OG PETER PLYS: En vemodig tur tilbage til barndommens land

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg har ikke som sådan et forhold til den eftertænksomme bamsebjørn Peter Plys og hans venner. Men nu kan man altså vende tilbage til universet, der huser de populære karakterer fra A.A. Milnes bøger. Med ’Jakob og Peter Plys’ er det dog primært Jakobs verden, man ankommer til. Plysdyrenes barndomsven er nemlig her blevet voksen, ansvarsfuld og familiefar.

Jakob har med andre ord mistet kontakten til den legende, glade og fantasifulde dreng, han var engang. Han er presset på sit arbejde og fravælger en familieweekend. Men så får han uventet besøg. Peter Plys med den røde bluse tropper pludselig op i London. Det bliver starten på en rejse for Jakob, der nu må revurdere sit voksenliv og måske endda komme i kontakt med sit indre barn på ny.

Filmen emmer af vemod, sentimentalitet og tristesse, hvilket den nedtonede og matte farveholdning i den grad underbygger. Peter Plys er fesengul i pelsen, mens London er gråt optegnet og Hundredemeterskoven emmer ikke just af gyldne farver. Men ja, her er naturligvis også sin del af sødme og charme ilagt den gule bamse og hans venner som Grisling, Æsel og Tigerdyret.

Det er dog Jakobs historie, der er i fokus, mens barndomsvennerne er supplerende karakterer. Ewan McGregor spiller Jakob og bærer fint og empatisk en voksen mands ansvar i sit ansigt side om side med sit indre barns legeglæde. Dilemmaet med at være fanget i voksenlivet er dog noget kategorisk fortalt – det samme er filmens pointer om vigtigheden af familie og venner.

Forudsigeligheden er med andre ord til at få øje på i en film, der måske nok også mister noget af sit nærvær undervejs, hvor de samme pointer går på rundtur. Jeg savner nogle flere overraskelser i udfoldelsen af plottet, der desværre træder lidt over sine egne fødder, inden filmens finale sætter tempofyldt sving på dramaet, mens der skrues lige rigeligt op for de rørstrømske strygere.

Det hele bliver en kende for overfortalt, mens der ikke efterlades meget spillerum til fantasien og egne konklusioner. Ja, ’Jakob og Peter Plys’ er bestemt en opbyggelig film med hjertet på rette sted, men den er også fortalt i et lidt for drænende tempo, hvor de kære karakterer står i en lidt underlig kontrast til filmens triste udseende og vemodige grundtone.

– ‘Jakob og Peter Plys’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Jakob og Peter Plys’ får premiere den 11. oktober.

CPH PIX 2018: På vildspor i skoven og en delirisk Nicolas Cage

/i , /af

CPH PIX 2018: Så er det snart sidste skud i bøssen, hvis du skal nå at have dig et skud CPH PIX, inden det hele slutter for denne gang. For den 10. oktober er det nemlig sidste dag med filmfestivalen, der siden den 27. september har indtaget de københavnsk biografer med blandt andet 180 film fra hele verden videre til talks, events og visninger on location.

Jeg har siden sidst set Debra Graniks lavmælte minimalist-drama ‘Leave no Trace’ – opfølgeren på hendes isnende og intense ‘Winter’s Bone’. Man følger her den forpinte far og krigsveteran Will og hans teenagedatter Tom, der sammen lever i lille nationalpark uden for Portland i pagt med naturen og afskåret fra både strøm samt rindende vand. Et liv under civilisationens radar og uden egentlig retning andet end overlevelse.

Hjertet i filmen er således de to hovedroller og her forholdet mellem far og datter, der spilles både stærkt og dragende af Ben Foster og Thomasin McKenzie. Men deres forhold og persontegninger forløses ikke lige indtagende hele vejen, men står lidt vagt i vinden, hvor også noget af den ellers fine intimitet og nærvær i fortællingen ikke helt holdes ved lige.

Senere samme aften skete det! Mit (hidtidige) højdepunkt indtraf på dette års udgave af CPH PIX med Panos Cosmatos’ både stemningsfulde, bizarre og smukke ’Mandy’. Her finder man en intens, brutal og karismatisk Nicolas Cage som en mand, der tager på et blodigt hævntogt, da hans elskede Mandy bliver offer for en vanvittig kristen kult. Det er den simple præmis for en hævnfilm, der foldes ud som et ondt og delirisk mareridt. Ganske enkelt forrygende.

Det er altså ikke selve fortællingen, filmen lever af og højt på, men derimod måden den fortælles på – naturligvis også her Nicolas Cages dragende portræt samt blandt andet også kultlederen i skikkelse af en klam Linus Roache. Hævnen serveres her med urovækkende billeder malet op i mørke og mættede farver, hvor virkeligheden skævvrides ind i en art syret parallelunivers. Forførende, enigmatisk og voldsom. Den bedste film jeg har set på festivalen indtil videre i år.

CPH PIX 2018: Menneskeheden på røven og en filippinsk seriemorder

/i , /af

CPH PIX 2018: Så er det ved at være nu, hvis du skal nå at fange bare en af de mange film, der stadig bliver vist på dette års udgave af filmfestivalen CPH PIX i København. For ja, det hele slutter nu på onsdag den 10. oktober. Jeg har naturligvis opholdt mig troligt i biografens mørke, hvor den siden sidst har stået på en tur på et svævende krigsskib samt en ubehagelig filippinsk seriemorder.

Hver gang CPH PIX har haft en film af den sydkoreanske filmskaber Kim Ki-duk på programmet, har jeg siddet klar i biografen. Det gælder også i år, hvor han er aktuel med den intense, brutale og tankevækkende ’Human, Space, Time and Human’. Her kommer man ombord på et krigsskib, der svæver højt oppe blandt skyerne, mens dets passagerer kun bliver mere og mere desperate over både manglen på mad og den håbløse situation i det hele taget.

Således serveres fortællingen som en urovækkende allegori over menneskeheden – og her blandt andet, hvor langt mennesket vil gå for at overleve. Det hele bliver måske nok en kende kategorisk leveret, men heldigvis går Kim Ki-duk linen ud i en film, der dog mangler nogle mere interessante karakterer og et bedre greb om at bevare et nærvær om fortællingen og den i grunden dybt bizarre situation deroppe i himlen.

Med den filippinske og dystre thriller ’Smaller and Smaller Circles’ er en bestialsk seriemorder på spil i 1990’erne. Han tager her livet af unge drenge på stribe i et beskidt slumområde, mens man følger to jesuiterpræster, der forsøger at afsløre morderen, inden han slår til igen. Henholdsvis den erfarne Fader Gus og hans tålmodige assistent Jerome.

Selvom her ganske vist er flere stemningsfulde scener med skyggerne liggende tungt om den drabelige sag, mens der også er et politisk spil på menuen samt temaer som Gud og menneske, så får filmen aldrig rigtig et medrivende greb om mig. Replikkerne synes ofte stive og leveret med manglende nærvær, mens plottet mister faldhøjde, momentum og intensitet undervejs. Filmen når dog nogelunde i mål takket være den tunge stemning og sagens brutale natur.