DEADPOOL 2: Flere sjofelheder fra vores alles anti-helt i 4K Ultra HD
4K Ultra HD: Så er vores allesammens frække dreng i Marvel-klassen tilbage i rød spandex – nu på det forrygende format 4K Ultra HD og i et såkaldt “super duper cut”, der byder på 15 minutter længere spilletid end biografudgaven. Den står således igen på sjofelheder og politisk ukorrekte jokes, mens Deadpool slår på tæven og svinger sine samuraisværd, så blodet sprøjter. Ja, Ryan Reynolds er i veloplagt hopla som den anti-helten, der denne gang bakkes op af et mutanthold af helte i deres jagt på skurken Cable.
For godt nok er Deadpool både adræt og frygtløs, når han ene mand går op imod alverdens bad guys, men han får altså her hjælp af et hold, han vælger at kalde X-Force. Sammen skal de forsøge at beskytte en udsat mutant-dreng med superkræfter, inden den brutale og tidsrejsende Cable får fat på ham. Det er dog Deadpool, der tager langt størstedelen af rampelyset.
Eller måske rettere: ’Deadpool 2’ er helt og holdent Ryan Reynolds’ aka Deadpools film. Fra start til slut – også selvom han altså bakkes op af blandt andet X-Force og andre skæve eksistenser. Lige fra den blinde og storbandende ældre dame Blind Al, videre til den indiske taxi-chauffør Dopinder, der brænder for selv at blive en superhelt. Med andre ord, filmen er fyldt med sjove karakterer.
Det er da også humoren og ikke mindst den heraf løsslupne tone, der er med til at bære filmen frem. For blandt andet er selve historien ikke videre interessant. Det er altså de mange morsomme, absurde og bizarre optrin samt ikke mindst filmens mange overrumplende, potente og aggressive actionscener, der for mit vedkommende holder filmen i søen.
For godt nok forsøger filmen sig også med mere dramatisk tunge scener. De bliver dog aldrig for alvor rigtigt rørende eller alvorligt tragiske. Blandt andet fordi, der altid lurer endnu en sjofel joke eller fræk gimmick lige om hjørnet. Og så en til og en til. Ja, humoren har det med at køre en kende i ring og rundt om de samme kække punchlines, hvor der meta-vittigt leges med mediet.
For blandt andet er noget af charmen ved Deadpool, at han er en selvbevidst superhelt, der således vittigt kommenterer både på sig selv og Marvel-universet, videre til filmens klichéer og publikum. Så selvom the element of surprise altså ikke er til stede i denne anden ombæring, så bæres filmen dog trods alt hjem af en veloplagt og sjofel Ryan Reynolds samt habil action.
4K Ultra HD og ekstramateriale:
Udover at udgivelsen leveres på det forrygende 4K Ultra HD-format, så byder den også på en 15 minutter længere spilletid, mens filmen også følger med på Blu-ray. Man kan desuden dykke ned i en stor omgang ekstramateriale, der blandt andet byder på spas fra settet, slettede og forlængede scener samt alternative takes, et kig på karaktererne og instruktionen, videre til et kommentarspor med Ryan Reynolds, David Leitch, Rhett Reese og Paul Wernick med mere.
– ‘Deadpool 2’ udkommer på 4K Ultra HD, Blu-ray og dvd den 1. oktober.