THE EQUALIZER 2: Denzel Washington er hårdtslående tilbage i slap 2’er

/i , /af

Biografanmeldelse: I 2014 var Denzel Washington på banen som den stilfærdige og bogglade, men også yderst kampkompetente hævner Robert McCall i ‘The Equalizer’. Her fire år senere er han tilbage i den samme rolle med ‘The Equalizer 2’ for endnu engang at hjælpe udsatte medborgere på brutal vis. Men her kommer han også personligt i spil, da en nær ven dræbes.

Således er der lagt op til et på en gang afdæmpet og hårdtslående thriller-drama med en både intens, nærværende og dragende god Denzel Washington i den altoverskyggende hovedrolle. Desværre er filmen bare langt fra ligeså godt som hans portræt af den melankolske og godmodige eks-agent. Historien tager fat for sent og de øvrige medvirkende er ikke rigtigt interessante.

Desuden falder filmens forsøg på en intens finale desværre noget fladt og uengagende til jorden, mens de gråzoner, der ellers er i spil med temaer som god og ond, hævn og tilgivelse, bliver udvasket undervejs og altså uinteressant sort/hvide. De onde er onde, mens de gode er gode. Det er en skam, for midt i de hårde actionscener forsøges der ellers på et eftertænksomt drama.

‘The Equalizer 2’ er altså både personportrættet af McCall og de mennesker, der er i hans liv, mens det også er benhård action med et thriller-plot, der forsøger at bugte sig overraskende og intenst om ovenstående, men aldrig rigtigt kommer medrivende i mål. Det er måske i virkeligheden filmens største og fatale hæmsko. For filmen, fortællingen og karaktererne er bare ikke medrivende nok.

Derfor ender eskapaderne også med at være uvedkommende og heraf også ret så kedelige. Jeg sidder mere og venter på rulleteksterne, end på næste drejning i filmen. Men heldigvis har fortællingen altså trods alt Denzel Washington – det er ham, der holder filmens skind på næsen, men altså aldrig nok til at redde den fra at være en kedelig og noget ligegyldig opfølger.

– ‘The Equalizer 2’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Equalizer 2’ har biografpremiere den 16. august 2018.

THE MEG: End ikke en over 20 meter lang dræberhaj kan redde denne haj-film

/i , /af

Biografanmeldelse: Yes! Hvor forrygende skønt med en stort opsat haj-film i biografen. Og ikke nok med det, så er her tale om en mere end 20 meter lang dræberhaj. Herligt! Det kan jo ikke gå galt i haj-underholdningens tegn. Det gør det dog desværre i den ellers potentielt underholdende action-og-haj-film ‘The Meg’, hvor Jason Statham sætter sig op imod det enorme vandmonster.

Præmissen er ellers dejligt simpel. Jason Statham spiller den fordrukne dybhavs- og redningsekspert Jonas Taylor, der naturligvis har både en eks-kone samt en traumatisk redningsaktion i bagagen, der inkluderer den enorme dræberhaj – eller Megalodon, som den også kaldes – som han i filmen sættes på jagt efter atter engang.

For da et mandskab fanges på bunden af Stillehavet grundet mødet med det glubske havmonster, er Jonas altså manden, der sættes på sagen. Således indledes den dødsensfarlige redningsaktion de mange kilometer under havets overflade, mens tiden blot tikker og ilten svinder hos det tilfangetagne crew ombord på det lille observationsfartøj.

Det er dog blot starten på, hvad der desværre er et noget halvklodset og ikke videre medrivende møde mellem den mægtige Megalodon og mennesket. For godt nok er ‘The Meg’ en film, der er sig selv og genren bevidst. Men humoren sidder desværre blandt andet bare ikke helt i skabet. Eksempelvis synes Rainn Wilsons comic relief af en milliardær at være komisk off sine steder, mens jeg faktisk også bliver i tvivl, om filmen faktisk forsøger at være dramatisk oprigtig af og til.

Blandt andet i scener, hvor der prøves at spilles skuespil og de store følelser får frit løb – som i en rørstrømsk scene mellem en far og hendes datter. Melodramaet er tykt og modarbejder på sin vis filmens ellers ganske ok uformelle og løsslupne tone. Det er som om, at filmen ikke formår at finde sin rette hylde – oprigtigt haj-drama, rendyrket haj-action eller selvbevidst haj-komedie?

Men pyt i grunden med det, hvis så bare filmen er underholdende. Det er den desværre ikke. Ikke sådan for alvor og hele vejen. Den har dog sine vellykkede komiske elementer samt haj-momenter, hvor især tredje akt, der inkluderer en badestrand fungerer ganske ok. Men, men, men – jeg savner hele vejen noget mere vildskab og galskab. ‘The Meg’ synes nemlig underligt tam, når man i grunden har at gøre med en dræbermaskine, der mæsker sig i mennesker. Øv.

– ‘The Meg’ får 2 ud af 6 stjerner:

– ‘The Meg’ får biografpremiere den 9. august.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot: Joaquin Phoenix er bedre end filmen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke nemt, når livet vælter en omkuld. For hvordan rejser man sig lige igen, når verden ramler om ørerne på en? Nej vel. Den slags er bare ikke nemt. Det er det bestemt heller ikke for John Callahan. En druktur ender nemlig med et biluheld og John Callahan som lam fra brystet og ned. Han er nu bundet til en kørestol resten af livet.

Nej, livet er slet ikke nemt, når det sparker en omkuld. Men John Callahan har også alkoholen at slås med samt en far, han hadede og en mor, der ikke ønskede ham og derfor bortadopterede ham. John Callahans liv er med andre ord lidt af en prøvelse. Men med et nyt perspektiv på livet i sin kørestol begynder han langsomt også at øjne lyset og det gode i livet. Vi er med på rejsen.

Joaquin Phoenix spiller John Callahan med hele sin krop – og jeg tror på ham. Lige fra hans bitre øjeblikke, til hans vrede og frustration, videre til de lyse og glade stunder. Desværre er filmen bare ikke nær så god som hans præstation. Dertil går fortællingen for meget i ring, mens den også døjer med at blive en kende for sentimental til, at den ellers besværende oprigtighed bevares.

Men filmen er i grunden befolket af indtagende præstationer, der er med til at holde mig ok engageret i fortællingen, der i høj grad også fungerer som et personportræt. Man finder blandt andet også en tilbagelænet Jonah Hill som Donny – en rolig millionær og sponsor for Calllahan i den AA-gruppe, han går i. Mens en sød og sart Rooney Mara er det romantiske indspark i Callahans liv, videre til blandt andet Jack Black og Udo Kier i mindre, men gode roller.

Men selvom her er både fine, nuancerede og troværdige præstationer at finde i fortællingen, der snor sig om livets op- og nedture, så bliver filmen desværre også bare for lang for sit eget bedste – og i sidste ende også en kende træg og småkedelig hen ad vejen. Heldigvis er instruktør Gus Van Sant dygtig til at balancere humoren med dramaet uden at gå på kompromis med nogen af delene.

Nu er filmen også baseret på virkelighedens John Callahan – en succesfuld og kontroversiel satiretegner – hvorfor humoren, ikke mindst den både grove og sorte af slagsen, ligger indbygget i hovedrollen og hermed også i fortællingen. Filmen er endog baseret på en bog af Callahan selv. ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ har altså sine indtagende skuespillere kørende for sig, mens det halter en smule med den engagerende fortælling. Desværre.

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får 3 ud af 6 stjerner:

– ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’ får biografpremiere den 9. august.

MISSION IMPOSSIBLE – FALLOUT: Tom Cruise i forrygende frit fald

/i , /af

Biografanmeldelse: Ja, jeg elsker Tom Cruise, og jeg er vild med Mission: Impossible-franchisen. Men kan den sprængfarlige agent-og-action-serie virkelig holde dampen oppe med en sjette film? Det korte og klare svar er et rungende hell fucking yes! For ‘Mission: Impossible – Fallout’ leverer varen på så mange medrivende parametre, at jeg fik pulsen godt op at køre undervejs, hvor agenten Ethan Hunt aka Tom Cruise forsøger at overleve den ene vilde scene efter den anden.

Som del af CIA’s hemmelige agent-enhed IMF må Ethan Hunt og hans team nemlig denne gang forsøge at få fat i en farlig ladning plutonium, så den ikke ender i de forkerte hænder – og hermed altså vil skabe global død og ødelæggelse. Det lyder måske ret simpelt og ligetil. Men bare rolig, for det er der aldrig rigtig noget, der er i mission umulig-land – heller ikke denne gang.

Således bølger og snor det driftige plot sig medrivende fremad filmen igennem, hvor der både trækkes tråde tilbage i franchisen og Ethan Hunts fortid, mens nutiden kun synes endnu mere nærværende og faretruende end nogensinde før. Her er med andre ord noget på spil – både personligt for Hunt og holdet, men så sandelig også hvad angår verdensfreden.

Netop balancegangen mellem det menneskelige drama og den enkeltes ofre kontra det store billede og de manges liv, holdes intenst og hårdtløbende i live filmen igennem. Og blandt andet fordi dramaet og karaktererne fungerer, får de mildest talt svimlende, nervepirrende og fucking vilde actionscener i den grad pondus og engagerende liv. Lige fra biljagter og faldskærmsudspring, videre til Tom Cruise på løbetur for fuld fart samt helikoptor-galop og brutal håndgemæng.

For ja, en del af både franchisen og Tom Cruises varemærke er netop actionscenerne og de halsbrækkende stunts – og her leverer filmen i den grad. Her er det ikke buldrende tomme CGI-genererede scener, man spises af med, men altså rigtige mennesker af kød og blot med livet i frit fald. Jeg mærker faren og farten. Jeg mærker dødens vingesus. Det er ganske forrygende.

Tom Cruise er dog ikke alene. Men ja, han lever atter rollen som Ethan Hunt med hele sin krop. Enigmatisk og magnetisk. Joviale Ving Rhames er atter Luther, en mere alvorlig Simon Pegg ses som Benji, mens Rebecca Ferguson er ligeså cool og farlig som Ilsa Faust som sidst. Sean Harris er atter slesk som skurken Solomon, og så er Henry Cavill ny mand på holdet som badass agent Walker. Med andre ord et stærkt og karismatisk hold, der supplerer hinanden godt og dynamisk.

Tonen er denne gang en kende mere gritty, dyster og barsk end tidligere – det høres både på Lorne Balfes faretruende score, men ses også visuelt og mærkes i fortællingens nervepirrende grundtone. Dog placeres der undervejs fine åndehuller af humor, der rammer rent de rigtige steder. ‘Mission: Impossible – Fallout’ er med andre ord nervepirrende, når den skal være det, morsom når den skal være det og ja, helt rørende når det skal være det.

Det var altså det rette valg af Tom Cruise at bringe Christopher McQuarrie tilbage som både instruktør og manuskriptforfatter efter den forrige ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’ fra 2015. Det selvom franchisen hidtil har skiftet instruktøren ud for hver ny film. Men her er altså ikke metaltræthed at spore – hverken i det vellykkede parløb, hos en nu 56 år Tom Cruise eller i serien, der hermed har nået endnu et medrivende højdepunkt med sin sjette film.

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får 5 ud af 6 stjerner:

– ‘Mission: Impossible – Fallout’ får premiere den 2. august.

THE DARKEST MINDS: Overnaturlige evner og ung kærlighed er røvsyg kombination

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er komisk og så er der ufrivillig komisk. Science fiction- og ungdomsfilmen ‘The Darkest Minds’ skal vel i grunden slet ikke være komisk som sådan. Men det er den. Ufrivillige komisk. Meget og ofte. Det er desuden også en film, der er dovent sat i scene og overfortæller sin historie og pointer, så selv den dummeste teen kan være med. Det fungerer ikke.

Men hvad handler filmen egentlig om? Jo, en mystisk epidemi dræber i fremtiden 98 % af børn under 20 år, mens de resterende to procent udvikler overnaturlige evner. Bare fordi. De overlevende børn bliver nu udråbt som en trussel og sættes derfor af regeringen i lejre. Men nej, det er i grunden slet ikke det, filmen handler om. Den handler nemlig om det at være teenager.

Teenager og ikke at være forstået af de voksne. At være bange for det der med at kysse. At have det svært med at passe ind. Klassiske temaer i en ungdomsfilm, som altså her er sat i science fiction-land, hvor man følger den 16-årige Ruby, der er en af de mest magtfulde unge mennesker, som har overlevet. Det lykkedes hende imidlertid at flygte fra sin fangelejr.

Hun slår sig således sammen med tre andre unge med overnaturlige evner på flugt: Den mandlige kærlighedsinteresse uden karisma og den obligatoriske the comic relief samt en lille mut pige. Flade karakterer uden nærvær, nuancer og nævneværdig kemi. Nå, men de sætter altså jagten ind på at finde et hemmeligt fristed for overlevende unge.

De finder naturligvis fristedet – og endda overraskende nemt. Et fristed, der under overfladen naturligvis gemmer på dystre hemmeligheder og en good guy, som naturligvis ikke er særlig good guy-agtig. Surprise! Nej, det er svært at spoile noget, for alt, der sker, har jeg set på lang afstand. Her er altså hverken fortællemæssige eller karaktermæssige overraskelser, hvorfor historien om de udstødte teenagere da også bliver både forudsigelig, tandløs og vildt kedelig.

‘The Darkest Minds’ er med andre ord en yderst slatten opgang ungdomsfilm, der både mangler nævneværdig nerve, spænding og følelsesmæssigt engagement samt karakterer, der er bare en smule interessante at følge. Helt grelt er det dog, at løjerne flere steder bliver så ufrivilligt komiske, at selv det kys, som det forelskede par så inderligt higer efter filmen igennem, ender med at blive tåkrummende komisk og ikke inderligt. Ja, det hele forbliver postuleret, stift og røvsygt. Øv.

– ‘The Darkest Minds’ får 1 ud af 6 stjerner:

– ‘The Darkest Minds’ har biografpremiere den 2. august 2018.