Wes Craven er død, 76 år – et farvel til en af gysets mestre
En af gysets mestre er død.
Ja, Wes Craven kan bestemt godt leve op til den klichébeskrivelse. Han er nemlig blandt andet far til en af horrorgenrens absolut største ikoner – drømmemorderen Freddy Krueger (ham, der slog Johnny Depp ihjel i en gejser af blod tilbage i 1984 – forrygende).
Det er dog ikke kun horrorklassikeren A Nightmare on Elm Street, som Wes står bag. Han har nemlig givet mig flere og nogle af mine absolut bedste og stærkeste skrækfilmsoplevelser.
Det har han blandt andet også gjort med den bestialske og grumme The Last House on the Left, den brutale og beskidte The Hills Have Eyes samt den post-moderne tyggegummi-gyser Scream.
Hans brogede karriere har også affødt gode gysertimer og vilde videoaftener med eksempelvis The People Under the Stairs, The Serpent and the Rainbow og Deadly Blessing.
Ja, Wes har bestemt været med til at bygge fundamentet til min horror-begejstring og gennem mange år fodret min kærlighed til genren (særligt med sine tidligere film). Det er bestemt en horrorlegende, verden har mistet.
Tak for alle de fremragende mareridt, Wes.