CPH PIX 2013, DAG 10: øsamfund, ørkenvandring, en gammel enke og fortidens spøgelser

Efter kun en enkelt film om fredagen, var det rart at kunne kaste sig over fire friske titler på lørdagens tur rundt i Københavns biografer – fra Dagmar til Empire, videre til Cinemateket og afsluttende i Grand. Der var også en fin diversitet i dagens film, hvor jeg lagde ud med det stille, filippinske drama Thy Womb.

Her følger man i smukt fotograferet og nærmest dokumentarisk stil hverdagen for jordemoren Shaleha og hendes mand, der lever i et lille sydfilippinsk øsamfund. Her hersker naturen med silende regn og smukke solnedgange, mens der fiskes med net og bades i vandet. Ægteparret kan desværre ikke få børn, så Shaleha tilbyder hendes mand at gifte sig med en anden, så han kan få et barn.

Man følger således det afdæmpede, men nærværende drama mellem parret, der fint forløses af både de medvirkende og instruktøren Brillante Mendoza. Han er manden bag fremragende film som den brutale Kinatayog gidseldramaet Captive. Med Thy Womb er brutaliteten dog skiftet ud med en vedkommende menneskelighed, mens hverdagens stille gang fornemt får liv og dybde i det smukt indfangede miljø.

Thy Womb 4/6:

Herefter gik turen mod Empire, hvor det støvede drama Dark Blood ventede. Ja, faktisk har man skullet vente siden 1993 på, at filmen blev færdig. For River Phoenix, en af de tre hovedpersoner, døde nemlig af en overdosis under optagelserne. Det er derfor først lykkedes for instruktør George Sluizer at færdiggøre filmen sidste år efter noget rettighedsfnidder. Desværre er det ikke det mest ophidsende resultat.

Harry og Buffy er taget på en weekendtur for at pleje deres ægteskab, men midt i ørkenen bryder deres bil sammen. Phoenix aka ’Boy’ kommer dem dog til undsætning og de får husly af den ensomme eneboer langt uden for lands lov og ret. Men spændingerne mellem de tre tager til og den sære ’Boy’ bliver fortsat mere og mere uforudsigelig og pågående – ikke mindst i forhold til Buffy.

Jonathan Pryce er skøn som sammenbidt stivstikker, mens Judy Davis er afslappet som den æggende hustru. Phoenix bærer fint, men ikke videre imponerende rollen som mut særling. Dramaet bliver da også til tider lidt af en ørkenvandring, men en længselsfuld billedside samt det ikke videre sympatiske trekløver bærer på trods af momentan stilstand filmen nogenlunde i land med fine skift i temperamenter.

Dark Blood 3/6:

Der var endnu en filippinsk film på dagens program med den afdæmpede Diablo. Her følger man en ældre enkes stille hverdag, hvor dagens rutiner med at redde seng, lave mad og børste hår bliver nærmest helt meditativt at følge. Der simrer dog også et familiedrama bag den rolige facade, da enkens fem sønner filmen igennem bliver mere og mere interesserede i hvem, der skal arve hvad efter deres mor er væk.

For selvom der i grunden ikke sker meget, så emmer filmens forførende ro af levet liv, mens der er en dragende afklarethed at hente hos den ældre enke. En meget stille dame, man dog fornemmer godt ved, hvor skabet skal stå. Desværre kommer forholdet mellem hende og sønnerne ikke for alvor i spil, men forbliver mere ved krusninger på overfladen.

Det samme er tilfældet med de få drys af overnaturlige elementer, der sniges ind i det rolige drama. Desværre får roen også filmen til at stå en kende i stampe, men netop denne stilstand synes også at være en pointe i sig selv og er med til at skabe filmens ganske unikke stemning.

Diablo 3/6:

Sidste film på dagens program var den dystre Painless. En spansk fornøjelse udi mørk melankoli, fortidens spøgelser og nutidens hemmeligheder. En både smuk og tragisk film, der spandt to historier fornemt sammen – en læge, der i nutiden er på jagt efter sine biologiske forældre, og en historie, der tager sin begyndelse i 1930’erne på et hospital med børn, der lider af den mærkværdige sygdom ikke at kunne føle smerte.

Således flettes fortid og nutid fængslende sammen, hvor overraskende sammenhænge kommer for dagens lys, jo længere ind i fortidens skygger man kommer. En til tider også lidt rodet fortalt affære, men hele vejen smukt iscenesat med sine nedtonede farver og dunkle kompositioner – blandt andet på det skumle hospital, hvor børnene depressivt isoleres, mens man også får fascismens grimme ansigt at se.

Så selvom plottet slog lidt knuder undervejs, så var historien hele vejen pokkers stemningsfuld, mens gotisk gru blev vellykket forenet med isnende thrills og øjeblikke af rå brutalitet. En film om at se fortiden i øjnene og herigennem finde sig selv – også selvom det betyder mødet med ubehagelige sandheder.

Painless 4/6:

Husk du kan blive ven med Filmskribenten på Facebook HER.