Herlig postapokalyptisk smadderkasse anno 1983

Det går ikke stille for sig, når den postapokalyptiske smadderkasse 2019: After the Fall of New York ruller sig ud til tonerne af et labert synthscore. Her bevæger vi os tempofyldt gennem en verden lagt i ruiner af en atomkatastrofe, der i samme omgang har gjort jordens kvinder sterile. Eneste håb for en fremtid er nu at finde den sidste frugtbare kvinde, der ifølge rygtet befinder sig et sted i det ødelagte New York.

Det bliver den rå Parsifal, der skal klare den farlige mission at opstøve kvinden. Han spilles med maskulin mine af Michael Sopkiw, der med laserpistol og badutspring kæmper sig igennem filmens mange skurke. Han får bl.a. hjælp af den robotklo-besatte Bronx (Paolo Scalondro) og den hårdkogte Ratchet (Romano Puppo) i kampen mod både glubske rotter, cyborgs og de onde eurakere, som har overtaget Manhattans beskidte gader.

Hele arsenalet af genrens klichéer foldes underholdende ud i denne trash-perle fra 1983. Der stjæles desuden lystigt med arme og ben fra genrens milepæle, hvor ikke mindst John Carpenters klassiker Flugtaktion New York får mere end en kærlig hilsen med på vejen, mens også film som Mad Max og Abernes Planet spøger i kulissen. Men selvom referencerne sidder løst på dette skrummel af et elskværdigt fremtidsmareridt, så har filmens sin egen charme.

For godt nok er filmens special effects og sminken på de radioaktivt smittede ofre ikke det mest overbevisende – sådan i traditionel forstand. Men filmens farverige persongalleri samt fantastiske miniaturemodeller af et sønderbombet New York og en hemmelig base på Alaska er med til at sikre denne dramaturgisk irrationelle sag i mål, mens man forføreres af laserkampe, fremtidskostumer og underjordiske laboratorier.

Det er Sergio Martino, der har instrueret denne omgang uforpligtende nonsens-underholdning, som i grunden er en ret ambitiøs film med sine store setstykker og eksistentielle tematikker. Filmen er til tider også lige ved at vælte omkuld af unødvendig selvhøjtidelighed. Men alvoren varer aldrig længere end til næste blå laserstråler affyres eller radioaktive offer kaster grønt slim op.

Du kan med andre ord roligt lade dig blive ført tilbage til en fremtid, hvor menneskehedens eneste håb ligger i hænderne på en mand iført nittebukser og et læderbånd om hovedet.

Ekstramateriale:
Der følger desværre ikke meget ekstramateriale med udgivelsen. Man finder et sparsomt slideshow med plakater og stills fra filmen, et par fine interviews med filmens instruktør og Sopkiw, som byder på flere sjove anekdoter. Det kunne dog have været cool, hvis de var fulgt med i en booklet, i stedet for at skulle klikke sig igennem dem på skærmen. Vanen tro finder man også en stak trailere for andre af selskabets titler, men sjovt nok ikke for 2019: After the Fall of New York.


Originaltitel: 2019: Dopo la caduta di New York, Italien, 1983.
Instruktion:
Sergio Martino
Medvirkende:
Michael Sopkiw, Valentine Monnier, George Eastman, Edmund Purdom, Anna Kanakis, Romano Puppo, Paolo Scalondro, Louis Ecclesia, Hal Yamanouchi m.fl.
Spilletid:
96 min.
Udgiver:
Another World Entertainment

Tøser der losser mænd i skridtet

Jeg postede for et par uger siden et sammenklip af mænd, der giver kvinder kindheste. Nu er modsvaret kommet i form af et mashup, hvor kvinder losser mænd i skridtet – altså i filmens verden. Bl.a. slår Uma Thurman fra sig i Kill Bill: Vol. 2, mens Cameron Diaz giver Jim Carrey tørt på i The Mask. ’Ball Busting Women’ for fuld udblæsning.

[vimeo]http://vimeo.com/22453627[/vimeo]

– Find listen med brugte film HER.
– Se sammenklippet med slagfærdige mænd HER.

Sprudlende superhelte-skrævvridning

Der bliver byttet om på rollerne i det sprudlende animations-eventyr Megamind. Her er det nemlig den blå skurk Megamind, der har hovedrollen som selvbestaltet ondt geni. Men da han endelig får gjort kål på superhelten Metro Man – en blanding af Elvis og Superman – ender han i et tomrum. For uden et nemesis at kæmpe imod, giver det ikke meget mening at være en arrogant superskurk – og hvad gør man så?

Der er smæk på filmen fra første hæsblæsende scene og introduktion af Megamind. Imponerende eksplosioner, skøre maskiner og ikke mindst et rapt manuskript folder ubesværet historien om godt og ondt ud. En veloplagt skævridning af superheltegenren. Underholdende, men også en smule hul bag alt farveladen.

Men filmen formår vitterligt at underholde, mens det står på. Stemmerne leveres da også af nogle af branchens sjoveste hoveder, her med min personlige favorit Will Ferrell som den elskværdige og i grunden slet ikke så onde Megamind. Hans ’love interest’ får kæk komisk timing af Tina Fey, mens Jonah Hill spiller den klodsede kameramand Hal – og selvfølgelig er Brad Pitt stemmen bag Metro Man.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDSELSEN —> Læs mere

CPH PIX: Bredtfavnende filmfestival veloverstået

I søndags sluttede CPH PIX efter hele 18 dages filmfestival i København. Igen i år har det været en fornøjelse at gå på opdagelse i det omfattende programs godt 180 titler samt filmrelaterede events og fester. Jeg slog mig hovedsageligt på filmene og har uden tvivl fået nogle af dette års absolut bedste filmoplevelser på festivalen.

Muligheden for at se film, man ellers aldrig ville have hørt om eller for den sags skyld opleve på det store lærred, er det, der primært taler til mig – ligesom det også er cool, når instruktøren er til stede til Q&A. Ligeledes er programmets nationale og genremæssige spændvidde igen i år det, der lokker mig ind i mørket.

Den har således bl.a. stået på hæsblæsende action, grufulde skrækfilm og poetiske filmvandringer fra bl.a. Japan, Frankrig, Serbien, England, Rumænien, Kina, Sydkorea, Canada, Mexico, Spanien, Australien, Thailand, Polen og USA.

– Jeg nåede at se og skrive om følgende 35 film:
The Day of Ants in the Sky, Black Bread, Diabel, My God, My God, Why Hast Thou Forsaken Me, Karate-Robo Zaborgar, The Housemaid, The Whisperer in Darkness, Confessions, On The Silver Globe, Reign of Assassins, Tetsuo: The Bullet Man, Secuestrados, Kaboom, We Are What We Are, The Man From Nowhere, Cold Fish, No Doubt, Blame, 13 Assassins, True Nature, Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv, Burke and Hare, Stool Pigeon, Super, Tucker & Dale vs. Evil, Fire of Conscience, Dream Home, Hobo with a Shotgun, Vores tid kommer, Big Man Japan, End of Animal, Aurora, Flowers of Evil, Never Let Me Go, The Life and Death of a Porno Gang.

– Læs alle mine skriverier fra CPH PIX 2011 HER og 2010 HER.

CPH PIX: Bittersød romantik og serbisk frustration

Jeg nuppede tre visninger på filmfestivalen CPH PIX’ sidste dag i går. Først kærlighedshistorien mellem en fransk dreng og en iransk pige. Deres intense møde i et smukt Paris var dog ikke kun en sød romance. I Flowers of Evil blev blide kys nemlig fornemt blandet med politiske uroligheder i Iran, hvor brugen af de sociale medier smeltede elegant sammen med filmens æstetik og historie.

Forskellene mellem den frie fransk knøs og den iranske piges urolige virkelighed i Iran blev til tider en kende bastant, men det sort/hvide skel blødtes heldigvis fint op med gråtoner. Fordomme blev manet i jorden og livets kompleksitet kom i spil på et mere generelt plan gennem de to unges tanker om identitet, fremtiden og kærligheden.

Der var mere bittersød romantik at hente i Never Let Me Go – uden sammenligning i øvrigt. Her følger man trekløveret Carey Mulligan, Andrew Garfield og Keira Knightley, der vokser op på en ikke helt almindelig kostskole. For godt nok er tonen realistisk i dette smertelige drama, men filmens præmis dystopisk science fiction. De opfostres nemlig med det formål at skulle bortdonere deres organer, hvilket vil ende med døden i en ung alder.

Her var altså tunge etiske og moralske temaer i spil, mens trekantsdramaet boblede med uforløst kærlighed. Komplekst og indtagende i sit udgangspunkt. Desværre knapt så vellykket forløst. Man kom aldrig rigtigt ind på livet af de tre og deres historie, som bl.a. skulle sige noget om livets forgængelighed. Det hjalp heller ikke, at en voice-over lige ville sikre, at budskabet fes ind, mens flashbacks og strygere forsøgte at hjælpe tårerne det sidste stykke.

Søndagens og for mit vedkommende festivalens sidste film var den groteske, serbiske The Life and Death of a Porno Gang. Her ender en filminstruktørs mislykkede karriere med, at han tyer til porno – det er der trods alt er penge i. Men film er ikke nok og en tørst efter det ekstreme sender ham og en broget trup på tour med et bizart sex-show, der snart udvikler sig fatalt med både snuff og politiet i hælene.

Det var en brutal sag, vild og anarkistisk, men også med kulsort humor og en befriende rå ærlighed. Det blev aldrig ren farce eller blot beregnende exploitation. En alvor og vrede gennemsyrede dette vrangbillede af et land traumatiseret af krig. Frustration og fortabelse i filmisk form. Forførende og frastødende. Til tider grænsende til det prætentiøse, men bestemt et skønt filmisk slag i mellemgulvet.

– Læs mere om Flowers of Evil
, Never Let Me Go og The Life and Death…

CPH PIX: Hemmelighedsfuld film og afslutningsfest

Jeg fangede en enkelt film inden PIX holdt afslutningsfest og prisuddeling i går. Det var den tre timer lange Aurora, der nøgternt følger den fraskilte familiefar Viorel, der med et ukendt formål, men tydeligt tynget af problemer kører rundt i et gråt bylandskab. Ligesom filmen holder også Viorel kortene tæt ind til kroppen. For præcis hvad hans dystre plan er, foldes først sent ud i forløbet.

Selvom man filmen igennem holdes hen i uvished, så blev jeg ret grebet af atmosfæren og fortællingen, hvor man bliver som en flue på væggen til det triste forløb, der leder op til Viorels brutale forbrydelse. Filmen blev dog til tider en kende lang i spyttet, men det var nødvendigt, bl.a. for at filmen kunne opnå den følelse af håbløshed, der også synes at gennemsyre den depressive hovedrolle.

Filmen var dog ikke uden kulsort humor, som bl.a. da Viorel vil hente sin datter i skolen og lærerinden lige får et par spydigt underspillede kommentarer med på vejen. Det underminerede aldrig det fortættede drama, men gav filmen en absurd kant, der klædte den i grunden meget sørgelige film om en menneskeskæbne på vej mod afgrunden. Så var humøret bestemt højere til prisuddelingen.

Det blev Alistair Banks Griffin der ud af et felt på 10 nominerede modtog New Talent Grand Pix for sin film Two Gates of Sleep – og det var en tydeligvis stolt instruktør, der tog imod prisen. Blandt de nominerede har jeg kun set Vores tid kommer og End of Animal, men skal i dag se Flowers of Evil.

Efter prisuddelingen stod den så på sjov og ballade, hvor folk i nystrøgne jakkesæt holdt på formerne og dansegulvet så småt blev befolket. Men inden PIX helt siger tak for i år, er der film både i dag samt ekstravisninger et par dage ind i næste uge.

– Læs mere på PIX om Aurora og Two Gates of Sleep.