Indlæg

WILD: Reese Witherspoon tager på en smuk og gribende vandretur tilbage til livet

Blu-ray-anbefaling: Du kan roligt finde vandrestøvlerne frem, for ja, du vil bestemt gerne ud at hike med Reese Witherspoon i det både smukke og gribende drama Wild. Filmen er netop udkommet på Blu-ray her i landet og er instrueret af Jean-Marc Vallée. Han er manden, der stod bag den fremragende Oscar-vinder Dallas Buyers Club med Matthew McConaughey.

Det er igen en film baseret på rigtige begivenheder og rigtige personers historie, som Jean-Marc Vallée her har kastet sig over – og igen med det både stærke og nærværende persondrama i centrum for fortællingen. Filmen er nemlig baseret på virkelighedens Cheryl Strayeds utrolige historie og hendes bog Wild: From Lost to Found on the Pacific Crest Trail fra 2012.

Wild-blu-ray-01

I Wild spilles Cheryl Strayed af en fremragende Reese Witherspoon. Filmen foregår tilbage i 1995, hvor Cheryl tager ud på en 1700 kilometer lang vandretur fra den varme Mojaveørkenen til Pacific Northwest i en jagt på at finde sig selv igen efter at være faret vild i livet med både skilsmisse og stofmisbrug i rygsækken.

Udover en både skøn, skrøbelig og stærk Reese Witherspoon i hovedrollen finder man også en altid seværdig Laura Dern i rollen som Strayeds mor. De modtog da også begge Oscar-nomineringer for deres præstationer i filmen. Sammen med filmens medrivende billedside, den fascinerende historie og de gribende skuespilspræstationer får Wild hermed en varm anbefaling.

Wild-blu-ray-02

Filmen gør sig desuden virkelig godt på Blu-ray, hvor den flotte natur gengives både indtagende og gribende, mens den detaljerige lydside ligeledes er med til at bringe en med ud på den lange vandretur og tæt ind på livet af Cheryl Strayed.

– Wild er udkommet på dvd og Blu-ray den 23. juli 2015. [tabgroup][tab title=”Wild | Blu-ray”]
Wild-cover
Originaltitel: Wild, 2015
Release: den 23. juli 2015
Instruktion: Jean-Marc Vallée
Medvirkende: Reese Witherspoon, Laura Dern, Gaby Hoffmann m.fl.
Spilletid: 115 min.
Udgiver:
Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]