Indlæg

THE WIZARD OF OZ, 1939: En eventyrlig klassiker fylder 75

EN KLASSIKER DU SKAL SE: Selvom man måske ikke har set Victor Flemings udødelige klassiker The Wizard of Oz fra 1939, er det de færreste, der ikke kender eventyret om Dorothy, der ender i det farvestrålende eventyrland Oz, hvor hun følger the yellow brick road, møder et fugleskræmsel, en tinmand og en løve samt den onde heks og hendes flyvende aber. Men hvis du ikke har, så få den set – den er ret så vidunderlig.

Filmen fylder 75 år (godt nok først til næste år) og i den forbindelse er den blevet udgivet på Blu-ray – og det har været et i den grad eventyrligt gensyn. Udgivelsen indeholder både filmen i sin almindelige udgave samt en 3D-version. Hertil kommer, at udgivelsen er spækket med både grundigt, interessant, informativt ekstramateriale som fans af filmen og ja, alle andre kan dykke ned i.

wizard of oz 1939 02

Filmen er baseret på L. Frank Baums The Wonderfuld Wizard of Oz fra 1900, der siden desuden er blevet filmatiseret op til flere gange og har affødt en række efterfølgere samt andre film, der er baseret på Baums bøger om Oz. Det er dog fortsat filmen fra 1939, der er den mest populære og udbredte filmatisering af eventyret.

En film, der er blevet en del af vores kulturelle bevidsthed og flittigt refereres til i populærkulturen. Alle kender eksempelvis replikken ”Toto, I’ve a feeling we’re not in Kansas anymore.” – og har sikkert også hørt den genbrugt eller modificeret op til flere gange i andre sammenhænge. Herudover er der blandt andet også Dorothys glimtende, røde sko og ikke mindst Judy Garland i filmens hovedrolle, der synger den ligeså kendte Somewhere over the Rainbow.

wizard of oz 1939 01

Blu-ray-udgivelsen gengiver den farverige billedside skarpt og smukt med klare farver, indtagende detaljegrad og fornemme nuancer. Lydsporet er ligeledes en ubetinget fornøjelse, hvor både filmens sange samt replikker og øvrige lydbillede går klart, velbalancere og dynamisk igennem. Imponerende taget filmens alder i betragtning.

Udgivelsen rummer to skiver, hvor man finder en solid omgang ekstramateriale. Blandt andet et kommentarspor med både filmeksperter og skuespillere fra filmen, en over time lang dokumentar om filmens tilblivelse, flere korte indslag om blandt andet skuespillerne og deres roller, radioprogrammer om filmen med meget mere. Her er altså meget at dykke ned i. Så har man ikke allerede filmen i samlingen, er dette en kærkommen mulighed, mens en dvd også fint kan opgraderes til Blu-ray. [tabgroup][tab title=”The Wizard of Oz | Blu-ray-udgivelse”]
wizard of oz cover

Originaltitel: The Wizard of Oz, USA, 1939
Release: d. 8. oktober
Instruktion: Victor Fleming
Medvirkende: Judy Garland, Frank Morgan, Ray Bolger, Bert Lahr, Jack Haley, Billie Burke, Margaret Hamilton, Charley Grapewin, Clara Blandick m.fl.
Spilletid: 101 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]