CPH PIX 2018: Festivalen er skudt igang med alt fra en mut præst til vanvittige japanske vampyrer
CPH PIX 2018: I torsdags blev dette års udgave af CPH PIX skudt igang. Publikum kunne således kaste sig over de første mange ud af filmfestivalens 180 film fra hele verden – samt både events, talks og visninger on location med mere. Jeg selv skød herlighederne igang med blot to film – begge henlagt i biografen Empire på Nørrebro.
Første film var Paul Schraders intense og tunge miljø-og-religions-drama ‘First Reformed’. Nå ja, Schrader er forresten manden bag manuskripterne til blandt andet Martin Scorseses mesterlige ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’. Her har han både skrevet og instrueret, mens en karismatisk og forknyt Ethan Hawke indtog hovedrollen som den plagede præst Toller.
Han lever et stille liv med ar på sjælen, der bliver rusket op i, da han en dag opsøges af en ung kvinde – spillet dejlig naturligt af Amanda Seyfried. Hun er bekymret for sin miljøaktivistiske mands ve og vel, hvorfor Toller siger ja til at snakke med ham. Det bliver starten på et underspillet, forknyt og intenst drama, der sætter miljø og menneske overfor for Gud og religion.
Det hele er meget alvorligt og sirligt sat i scene med velkomponerede billeder og velskårne replikker, hvor de tunge temaer får lov at få liv. Det hele bliver dog en smule stift sine steder og fortællingen mister noget af sit nærvær. Men Ethan Hawke er så absolut hele turen værd ind i det menneskelig mørke, der omslutter præsten og mig i salen.
Efterfølgende blev der i den grad skiftet gear. Nemlig med den britiske spradebasse Terry Gilliams eventyrlige og rundtossede ‘The Man Who Killed Don Quixote’. En fortælling, der snor sig rundt om forholdet mellem en arrogant filminstruktør og en gammel mand, der noget vildledt tror, han er den berømte ridder Don Quixote. Adam Driver gør bestemt god figur, men Jonathan Pryze tager stikket gakket hjem med sit både charmerende, hjertelige og triste portræt.
Filmen er bare yderst uengagerende og roder forvildet rundt uden aldrig rigtig at få fat i noget af den vildskab, der ellers er til stede momentvis. Det hele falder da også ret hurtigt fladt på maven og bliver en kedelig øvelse ud i gakketheder, der desværre heller ikke bliver videre morsomme eller medrivende. Ja, en fuser er desværre nok en meget rammende beskrivelse.
Så ventede der mere velorkestrede absurditeter i franske Quentin Dupieux’ ‘Keep an Eye Out. Han har tidligere begejstret mig med de absurde, sjove og originale ‘Wrong’, ‘Wrong Cops’ og ‘Reality’ på CPH PIX. Helt op at ringe kom jeg dog ikke over hans nyeste film. Men det til trods var det bestemt en tur værd i biografen – blandt andet med sin leg med tid, fortælling og kontinuitet.
Her er kort fortalt tale om en helt almindeligt – og keeedeligt – politiforhør, der dog snart eskalerer i den ene absurditet efter den anden. Det er sjovt og underspillet – ikke mindst takket være Benoît Poelvoorde som betjenten og Grégoire Ludig som den afhørte. Deres skøre ping pong rammer guld undervejs – også selvom filmen måske nok mister lidt momentum hist og her.
Den japanske vildbasse Sion Sono er også tilbage – det med ‘Tokyo Vampire Hotel’. Han er en filmskaber, jeg virkelig holder af, blandt andet på grund af hans vildskab, originalitet og uforudsigelighed. Alle tre ting fik jeg da også serveret i hans grandiose, gakkede og gale vampyrfilm, hvor to vampyr-klaner ligger i krig. Det hele går ned på det såkaldte – og yderst farverige – hotel.
I et overraskende virvar af vanvidsidéer diskes der således op med alt fra blod i litervis, når både pistoler og sværd bringes i sving, videre til absurde vampyrrelationer og mutationer samt ikke mindst en skizofren lydside, der svælger i alt fra klassiske toner til rockede rytmer. Det er vildt, alt for meget og desværre også sine steder lige langt nok. Ikke desto mindre en skøn, bizar og morsom oplevelse.
