Indlæg

CPH PIX 2014: To ugers forrygende filmfest sluttede med bravur

Så nåede CPH PIX 2014 sin ende, og hvilken ende. Det var nemlig for mit vedkommende min personlige favorit, sydkoreanske Kim Ki-duk, der fik lov at sætte punktum for to ugers filmfest i de københavnske biografer. Jeg nåede selv at få set 27 beskedne titler ud af det 150 film store program, mens jeg desværre ikke har nået nogle af de koncerter, debatter og andre events, festivalen også har budt på.

Det er i biografens mørke, jeg finder mit CPH PIX, et mørke, der i år langt overvejende har budt på gode og fremragende filmoplevelser. Mine festivalhøjdepunkter kommer længere nede i teksten. For jeg vil lige runde de syv titler, jeg sluttede festivalen af med – fra kinesisk hævndrama, monsterfilm og japansk vanvid til spansk syre, iskold science fiction og ordløst drama.

a touch of sin cph pix 2014 dag

Den kinesiske A Touch of Sin leverede en voldsom hævnhistorie, hvor man på skift følger fire personer, der tager deres hævn – blandt andet over korrupte chefer og nådesløse arbejdsgivere. Intens, insisterende og ikke mindst brutal, mens samfundskritikken sitrer bag blodsudgydelserne. De fire skæbner sættes desuden fornemt i relation til hinanden og samfundet som hele.

Herefter gik turen til et sneklædt Østrig med isolationsgyset The Station, hvor en flok forskere på en klimastation i Alperne kommer i en alvorlig knibe, da de pludselig står ansigt til ansigt med glubske, muterede monstre. En flot og stemningsfuld creature feature med herligt old school effekter og et herligt cast. En skøn overraskelse. Der var også overraskelser i den japanske R100. Det regnede jeg nu også med, da det er nyeste film fra vildbassen Hitoshi Matsumoto.

station cph pix 2014 dag

Her får en japansk herre i den grad røven på komedie. For da han melder sig ind i mystisk bondageklub, kan han aldrig vide sig sikker for, hvornår de hårdtslående dominatrixer tropper op for at piske, spytte på og ydmyge ham. Absurd, sjov og uforudsigelig bizarro, der konstant overrasker og elegant leger med mediet og publikums forventninger. Det absurde herskede også i den spanske The Distance.

Her er nemlig tale om 80 minutters surrealistisk heist-film om tre telepatiske dværge, der skal bryde ind og stjæle et ukendt objekt i et øde kraftanlæg i Sibirien. Det ene bizarre og sorthumoristiske optrin afløser det andet, hvor man blandt andet også møder et skorsten, der taler japansk. Til tider tenderer løjerne at være påtaget kuriøse, men lykkedes langt overvejende godt med sit syrede univers. Skør og skøn.

the distance cph pix 2014 dag

Sydkoreanske Joon-ho Bong, der blandt andet står bag monsterfilmen The Host og den fremragende Mother, som jeg så på CPH PIX i 2010, er klar med sin første engelsksprogede film, science fiction-filmen Snowpiercer. Den fik en ekstravisning, så jeg fik heldigvis mulighed for at springe på filmens højteknologisk tog, der huser Jordens sidste mennesker i en ny brutal istid. De fattigste bagerst, de rigeste forrest. Du ved, en lidt stivbenet allegori over rig og fattig, samfund og klasseskel.

Men det er også både intenst og underholdende at følge de fattiges oprør og deres brutale vej sig op gennem togets vognsæt. Chris Evans og Jamie Bell leder energisk an med en vis John Hurt på sidelinjen og Tilda Swinton som overspillet skurk. Så selvom filmen vakler lidt i sin plotafvikling og metaforerne er tunge i røven, var det bestemt en god togtur. Hermed var jeg ankommet til min sidste dag på CPH PIX.

snowpiercerer cph pix 2014 dag

Den bød først på en syret tur i Disneyland med Escape From Tomorrow, hvor en familiefar går op i limningen på en tur i forlystelsesparken. Han begynder at se syner, mens virkelighed og mareridt flyder sammen. Filmen er skudt guerilla-style uden Disneys tilladelse, hvilket selvfølgelig er sjovt og lidt af et scoop at slippe afsted med. Så selvom filmen har sine fodfejl og dårligt skuespil, er det en herligt sær film.

Min sidste film på festivalen var sydkoreanske Kik Ki-duks Moebius – en forrygende afslutning på CPH PIX. For det ordløse drama om en mildest talt dysfunktionel familie rullede over lærredet med alt det bedste fra øverste hylde, du ved, incest, voldtægt og sex, kastrering, utroskab og skyld. Urovækkende, fascinerende og med veldoseret galgenhumor. Kim Ki-duk er sgu stadig en stand up guy.

moebius 01 cph pix 2014 dag

Okay, så lad mig hurtigt lige nævne nogle af højdepunkterne. De tæller blandt andet Sion Sonos forrygende vanvittige Why Don’t You Play in Hell?, hårdtslående håndmadder med The Raid 2 og onde nazi-zombier med Dead Snow: Red vs. Dead, videre til Alejandro Jodorowskys fascinerende The Dance of Reality, japansk bizarro med R100 og et gysende gensyn med Eksorcisten og tilhørende besøg af William Friedkin samt selvfølgelig Kim Ki-duks Moebius.

Værd at nævne er også den absurde komedie Wrong Cops, den syrede animations-dystopi The Congress samt den mareridtsgivende Enemy og monsterfilmen The Station. Men inden jeg får listet alt, jeg har set, så lad mig blot slå fast, at CPH PIX altså for mit vedkommende langt overvejende har budt på gode filmoplevelser. Alsidig, udfordrende og underholdende. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig allerede til næste år.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
A Touch of  Sin. Brutal hævnfilm, man bør se – om ikke andet, så for voldens skyld.
The Station. Herligt blodig monsterfilm med sjove idéer og cool old school-effekter, der skal ses.
R100. Vanvittig, uforudsigelig og absurd sjov japansk bondagekomedie, alle skal se.
The Distance. Hvis du er til russisk telepaterede dværge, er dette filmen for dig.
Snowpiercer. Halvklodset sci fi-allegori, men også underholdende, intens og flot.
Escape From Tomorrow. Dit bedste alternativ til en tur på syre i Legoland.
Moebius. En film for hele familien, hvis din familie er fucked. Se den.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier fra CPH PIX 2014 HER.
– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

De 27 titler, jeg fik set på CPH PIX 2014:
Intruders, Why Don’t You Play in Hell?, All Cheerleaders Die, Wrong Cops, Eksorcisten, The Strange Colour of Your Body’s Tears, The Babadook, Locke, The Raid 2, The Zero Theorum, The Suspect, Dead Snow 2, The Dance of Reality, Proxy, The Double, The Congress, In Darkness We Fall, Enemy, Ping Pong Summer, Afflicted, A Touch of  Sin, The Station, R100, The Distance, Snowpiercer, Escape From Tomorrow, Moebius.

CPH PIX 2014: 15 film, du skal nå at se, inden filmfesten slutter

Vi går nu den sidste håndfuld dage i møde med CPH PIX, der løber frem til og med onsdag den 16. april. Der er altså stadig god tid til at få set en masse film. Men skulle du endnu ikke være kommet ud af døren, eller blot være i tvivl om hvilke film, du bare må og skal nå at se, inden filmfestivalen slutter, anbefaler jeg 15 titler. Vær desuden opmærksom, at der sættes ekstravisninger op, følg med her.

A Touch of Sin
(instr.: Jia Zhangke)
Den kinesiske hævnfilm, A Touch of Sin, af Jia Zhangke skulle være en både voldsom og brutal oplevelse. Her er nøgleordene for mit vedkommende kinesisk hævnfilm, Jia Zhangke, voldsom og brutal. Men bag volden finder man også en historie om desperation, magtens korrumpering og menneskers forskellige vildkår i verden. Læg hertil kung-fu og der burde være dømt sikker filmsucces.

a touch of sin lille cph pix nå at se

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Så ja, selvfølgelig skal du se hans nye film. Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende.

why dont you lille cph pix nå at se

The Distance (instr.: Sergio Caballero)
Okay, den her tillader jeg mig blot lige at citere programteksten for: ”Tre telepatiske dværge, en forladt fabrik og en snakkende skorsten er blot nogle af ingredienserne i spanske Sergio Caballero surrealistiske og anarkistisk morsomme take på den klassiske kup-film.” Med den beskrivelse er det vel sådan lidt en ’enten-eller-film’ – for mit vedkommende er det et ’ja tak’.

distance lille cph pix nå at se

Blue Ruin (instr.: Jeremy Saulnier)
Når der står ’hævnthrilleren’ i en filmbeskrivelse, bør man tage notits. Blue Ruin bærer dette mærkat med sin barske fortælling om en mands jagt på hævn efter, at hans forældres morder løslades. Jeg har allerede fået den anbefalet af flere, der har set filmen på CPH PIX. Jeg tillader mig hermed at give den anbefaling videre.

lue ruin lille cph pix nå at se

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Han er manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

moebieus lille cph pix nå at se

Coherence (instr. James Ward Byrkit)
Når man lægger sit program for CPH PIX, så vil der på trods af grundighed altid poppe film op, man enten har overset, eller som man bliver anbefalet undervejs på festivalen. Science fiction-thrilleren Coherence er for mit vedkommende sådan en titel. Jeg har kun hørt godt om den, og det har du sikkert også. Men bare rolig, for du kan heldigvis stadig nå at fange.

coherence lille cph pix nå at se

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentar Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger. Det er klart, det er spændende at se, hvad den israelske instruktør byder på med sin nye film, The Congres. Han lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

congress lille cph pix nå at se

The Raid 2 (instr. Gareth Evans)
I 2012 smadrede Gareth Evans alt på sin vej, da han med sin benbrækkende, brutale og fremragende actionfilm The Raid succesfyldt fyldte salene op under CPH PIX. Nu gentager han succesen med The Raid 2, hvor der i den grad deles øretæver og benbrud ud. Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker.

raid 2 lille cph pix 2014

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
Du skal selvfølgelig også nå at fange Alejandro Jodorowskys El Topo (1970) og The Holy Mountain (1973). Men miraklet vil, at den 85-årige auteur efter knap 25 års siden sin sidste film, nu har lavet en ny film, The Dance of Reality. En både surreel, smuk og opfindsom omgang Jodorowsky-magi. Den skal du bestemt nå at se.

dance of reality lille cph pix nå at se

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke du får set zombier på CPH PIX, mangler du noget. Heldigvis skuffer norske Tommy Wirkola ikke med sin opfølger til Død Sne. For igen river onde nazi-zombier veloplagt indvolde ud på uskyldige nordmænd. Dead Snow: Red vs. Dead er både større og vildere end sin forgænger – og det fungerer. Flere zombier, flere opfindsomme drab og mere sort humor. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel.

dead snow 2 lille cph pix nå at se

Tom at the Farm (instr.: Xavier Dolan)
Den blot 24 år-årige Xavier Dolan er klar med sin fjerdespillefilm, Tom at the Farm. Den allerede er blevet modtaget positivt i udlandet, og det samme er sket på CPH PIX. Jeg har også fået den begejstret anbefales fra flere sider. En ifølge programmet psykologisk thriller med Xavier Dolan selv i hovedrollen. Det er noget med en tur på landet, en tidligere elsker og en begravelse. Det lyder som en god kombination.

tom at the farm lille cph pix nå at se

Escape From Tomorrow (instr.: Randy Moore)
Den er allerede blevet omtalt vidt og bredt, men nu er det også en noget usædvanlig måde, hvorpå Randy Moores såkaldte Disney-dystopi Escape From Tomorrow er blevet til på. For eftersom Disney ikke tillader at filme kommercielt i deres forlystelsesparker, er filmen blevet skudt i al hemmelighed med et filmhold udklædt som turister blandt parkens andre gæster. En film ”om en familiefars moralske og seksuelle deroute i den berømte park,” som programmet beskriver filmen.

escape lille cph pix nå at se

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film, Big Man Japan (2007), Symbol (2009) og Scabbard Samurai (2011). Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100 – det skal du også. Her slår han sig løs med lak, læder og bondage. Mere behøver jeg vel ikke sige.

r100 lille cph pix nå at se

Snowpiercer(instr.: Bong Joon-ho)
Den sydkoreanske science fiction-film Snowpiercer har allerede taget verden med storm, og nu kom turen så til CPH PIX. Oprindeligt var den kun programlagt til en enkelt visning, men den har heldigvis fået en ekstravisning. Du kan derfor stadig nå at fange den dystopiske fortælling om et højteknologisk tog, der må holdes kørende for at passagererne ikke fryser ihjel på grund af en ny istid. Chris Evans, Jamie Bell, John Hurt, Ed Harris og Tilda Swinton er blandt andet med ombord.

snowpiercerer lille cph pix 2014

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux. Med Wrong Cops udfoldes således et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

wrong lille cph pix nå at se

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.