Indlæg

CPH PIX: Lejemordere, fluefiskeri og romantik

Filmfestivalen CPH PIX har nu kørt et par dage her i København, men tager først for alvor fat i næste uge – i hvert fald for mit vedkommende. Jeg har ind til videre kun fanget en enkelt film. Det får jeg bestemt rettet op på de næste par uger – allerede i aften venter de næste visninger. Så følg med her for anbefalinger og mini-anmeldelser.

Det var den bizarre, japanske The Day of the Ants in the Sky, som for mit vedkommende skød festivalen i gang. Den blev vist på åbningsdagen i den lille, hyggelige Husets Biograf. Selvom filmen ikke slog benene væk under mig, er det bl.a. sådanne filmoplevelser, jeg håber at støde på – nemlig obskure, originale og uforudsigelige film, man ellers ikke ville komme i nærheden af.

Filmen udspiller sig omkring en gruppe lejemordere, der på anvisninger fra det mystiske ”The Company” slår diverse ”mål” ihjel. Men lige ud af landevejen kører filmen langt fra. Historien – som bestemt heller ikke har travlt med at blive afviklet – tager nemlig nogle uforudsigelige drejninger undervejs og mikser thriller-plottet godt op, bl.a. med sød romantik, forældre-traumer og et usædvanligt trekantsdrama. Ja, og så smides der lidt motorsavslir, pigefængsel og fluefiskeri ind over. Skønt.

– Filmen vises igen d. 22. april i Gloria. Læs mere om filmen hos CPH PIX HER.