Indlæg

CPH PIX: italiensk romantik og thailandsk seriemorder

Den skyfri himmel er blevet afløst af gråt og vådt vejr. Godt det samme, for det er trods alt i biografens mørke, man bør opholde sig under CPH PIX – hvis man da er så heldig at befinde sig i hovedstaden.

Tirsdagen startede med italiensk romantik i den rørende Ten Winters. Her følger man Camilla og Silvestro, der over en periode på ti år hele tiden går galt af hinanden og den kærlighed, der så åbenlyst blomstrer imellem dem. Så selvom man ikke er i tvivl om, at de er skabt for hinanden, har de selv svært ved at indse denne kendsgerning. Ja, den pokkers kærlighed, er som bekendt ikke let.

En hele vejen troværdig, medrivende og rørende historie, som har den dybde og smerte genren ofte mangler. Og så skal de to hovedrolleindehavere Isabella Ragonese og Michele Riondino også lige fremhæves – de gør kærligheden vedkommende og derfor også filmen værd at se.

Herefter var det ud i rusk og regn mod Empire på Nørrebro. Vejret satte en perfekt stemning for hvad der ventede i den thailandske Slice, hvor en fæl seriemorder var på spil. Der blev da også gået til den med både brutal vold, et par herligt udknaldede voldsballetter og rigeligt med barndomstraumer.

Så selvom filmen mere end udpensler motivet bag mordene med lange flashback-sekvenser, blev der leveret en frodig seriemorder-cocktail, som sluttes af med en vanvittig finale og et endnu mere skørt plottvist. Herligt.