BLODIG WEEKEND 2015: Jeg har overlevet endnu en skøn omgang død, blod og gru
Blodig weekend 2015: For fjerde år i træk indtog Blodig Weekend København – og for fjerde gang har jeg således haft fornøjelsen af at blive jagtet af galninge, gnasket i af dæmoner og skræmt af olme spøgelser. Heldigvis overlevede jeg også i år og ser allerede frem til næste år. Men inden da, vil jeg her runde min sidste dag på genrefilmfestivalen og forsøge at opsummere årets Blodig Weekend.
Der var seks visninger på søndagens program, jeg har set de fem. Først stod den på antologifilmen German Angst, der indeholder tre fortællinger. Jörg Buttgereit står bag det første og ikke overraskende brutale indslag med Final Girl. Tortur up front og helt ind i kødet. En besk lille satan i et klaustrofobisk univers, hvor en pige holder en mand fanget i soveværelset. Av.
Ham her har det pænt stramt i German Angst
Herefter stod den på enerverende overspil i Michal Kosakowskis overgearede Make a Wish. Her vendes emner som racisme og minoriteter med en voldelig slagside, da et døvstumt par overfaldes af en flok skabagtige nynazister. Desværre fortalt uden nævneværdig finesse for tematikker og karakterer, mens det magiske body shift-element bruges for uopfindsomt.
Herefter var der olm sexklub i Andreas Marschalls ujævne, men trods alt interessante Alraune, hvor en mand kommer i fedtefadet hos en mystisk kvinde. Med andre ord byder German Angst på et par ok idéer, der bare ikke helt løfter sig og bliver meget andet end ok idéer forløst på en jævn, men brutal og ikke udelukkende uinteressant måde. Final Girl og Alrune står som de to stærkeste af de tre. Herefter bød Emelie på den velkendte subgenre: ’ond babysitter’-genren.
Ikke alle babysittere er søde i Emelie – det er alle børn heller ikke
Kan man overhovedet stole på den, som passer ens børn? Det kan forældrene i hvert fald ikke i Emelie. For den ellers søde babysitter Anna gemmer på mørke hemmeligheder. Med en rolig og sikkert fortalt optrapning af Annas mindre søde intentioner eskalerer filmens ubehageligheder. Dog uden, at det for alvor bliver overraskende eller videre nervepirrende. Desværre. Sarah Bolger er ellers fint tvetydig og med sans for det underspillede sadistiske som Anna.
Og så kom jeg til et af festivalens vel sværeste valg, nemlig valget mellem 80’er-favoritten Re-Animator med Q&A ved producer Brian Yuzna eller første afsnit af den længe ventede Ash vs Evil Dead tv-serie, der blev vist sammen med genrehybriden Spring, som jeg ligeledes havde glædet mig til. Jeg valgte at gå med de nyere produktioner. Det skulle vise sig at være et helt ok valg.
Ash er tilbage – med sin motorsav
Det var ikke uden en vis nervøsitet, jeg satte mig klar til Ash vs Evil Dead. For hvordan ville Sam Raimi og Bruce Campbell gøre comeback mere end 20 år efter, de slap franchisen om Ash og den onde død med Army of Darkness i 1992. Kort fortalt: Det err et comeback i højt tempo med masser af blod og gory vanvid. Det lyder jo ikke dårligt – og det er det nu heller ikke. Men fremragende godt er det heller ikke. Men det er en tv-serie, så den skal jo nok lige i gang.
For her var ikke meget andet at komme efter end et par vilde dæmondrab, en tragikomisk, men også charmerende Bruce Campbell som Ash samt naturligvis gensynsglæden. Det er også helt ok. Men desværre hæmmes de ellers herlige blodsudgydelser af et par vage CGI-effekter undervejs og meget lidt historie. Jeg håber virkelig ikke serien ender som et sørgeligt forsøg på at genoplive fortidens succes, men at den vokser sig til en selvstændig serie i egen ret anno 2015. Lige nu kan det gå begge veje. Jeg var dog godt underholdt til, at jeg ved lejlighed kaster mig over afsnit nummer to.
Italien er mega romantisk – også selvom der er skumle kvinder
Herefter blev der i den grad skiftet gear med Spring, der var sidste film for mit vedkommende. En både rørende, bizar og smuk afslutning på årets Blodig Weekend. Fortalt i et indtagende roligt tempo, følger man Evan, der efter sin mors død og en pige, der er skredet har brug for at starte på en frisk. Det gør han så i Italien. Rigtigt gættet: Her møder han en sød kvinde med en skummel hemmelighed.
Faktisk matcher filmen fint programbeskrivelsen: ”H.P. Lovecraft møder Richard Linklater”. Med en overvægt af Linklater. For gruen underspilles langt overvejende, mens det er forholdet mellem Evan og Louise, der bærer filmen. Lou Taylor Pucci og Nadia Hilker er virkeligt gode og naturlige. Desværre bliver det ellers fine drama liiiidt langt i spyttet hen over midten og ender en smule klodset med unødvendigt at overforklare sit overnaturlige element. Ikke desto mindre en overvejende vellykket og original hybrid af horror og kærlighed.
En økse er faktisk et helt ok middel mod dæmoner i Deathgasm
Således gennempryglet af død, gru og monstre, nåede Blodig Weekend sin ende anno 2015. Og ud af festivalens 18 visninger, har jeg set de 12 – og ja, der har bestemt været både gode og forrygende gode oplevelser. Men også sin del af flade film. Højdepunkterne var Nekromantik fra 1987 og Society fra 1989 med besøg af henholdsvis instruktør Jörg Buttgereit og producer Brian Yuzna. En fornøjelse at gense disse film i biografen og skønt med besøg.
Af de festivalens nye titler stod den sorthumoristiske gore-fest Deathgasm samt Spring for de bedre oplevelser. Men selvom filmudbuddet for mit vedkommende ikke var den overvejede store horrorfest, har det igen været en fornøjelse med Blodig Weekend. For det er udelukkende en god ting med en festival med genrefilm – og så er det desuden en fornøjelse at snakke med andre gore hounds, møde filmlegender og købe horrormagasiner på festivalens marked. Vi ses i 2016.
– Besøg Blodig Weekend på deres site her og på Facebook her.
– Læs mine artikler om Blodig Weekend her.
– Besøg Filmskribenten på Facebook her.