Indlæg

FAMILY GUY SÆSON 16: Griffin er tilbage med flere skørheder

Komedieserie på dvd: Hvis du ikke allerede kender den populære familien Griffin i ‘Family Guy’, så er du gået glip af mange timers forrygende sjov animationsunderholdning. Heldigvis kan du hoppe på serien, hvor som helst – og det kunne jo eventuelt være med denne netop udsendte sæson 16 (!), med fader Peter Griffin og resten af det sjove slæng.

Family Guy er skabt af Seth MacFarlane, der også lægger stemme til en lang række af seriens karakterer – blandt andre netop Peter Griffen. Serien debuterede helt tilbage i 1999 – og jeg forstår godt hvorfor, at der bliver ved med at komme nye sæsoner. For det er ganske enkelt en virkelig vellavet og ikke mindst vildt sjov serie, som Seth MacFarlane her har født.

family guy season 16 01

Seriens succes skyldes ikke mindst de både vanvittige, charmerende, dumme og groteske karakterer – her med Peter Griffin i centrum som familiens overhoved og hans kone Lois ved sin side. En af mine favoritter er dog deres talende baby Stewie. En mildt sagt kølig og sjov karakter, der matcher resten af det skøre hold, der også tæller børnene Meg og Chris.

Men uanset om du allerede har set ‘Family Guy’ eller ikke, så bør du tjekke serien ud – eventuelt denne nye sæson, der byder på både morsomme, satiriske og bidende sjove afsnit. Nej, du bør med andre ord ikke tøve med at besøge familien Griffen i byen Quahog i denne nyeste sæson.

– ‘Family Guy’ sæson 16 udkommer på dvd den 8. februar 2018.
Family Guy Season 16 dvd cover