Indlæg

Milla Jovovich amok i en tredje dimension

Teaser traileren til den fjerde Resident Evil film, Resident Evil: Afterlife har ramt nettet – og det med et brag. Well, op til flere brag, for der er fjollet meget smæk på – altså på en herligt overdreven måde og med cheesiness-faktoren skruet godt op.

Traileren proklamerer bombastisk at være ”Filmed with the James Cameron/Vincent Pace Fusion Camera System. The World’s most advanced 3D technology”. Jamen dog. Billedsiden matcher dog ikke ligefrem dette, for traileren igennem flyver der på mest old school facon alt fra flyvemaskiner, solbriller og kastestjerner ud i fjæset på publikum. Ja ja, laber teknologi alene skaber som bekendt ikke gode film – vel Cameron. Men den her ser sgu underholdende ud.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=-deR34VdJ5k&feature=player_embedded[/youtube]

Milla Jovovich er igen tilbage som badass asskicker, mens Paul W.S. Anderson igen instruerer efter at have ladet andre varetage tjansen på de to foregående film. Jeg har klart været bedst underholdt af den tredje film og gruer lidt for at manden bag bl.a. den fatale AVP: Alien vs. Predator igen instruerer.

Men traileren, som med voldsom kraft og tilsat det heftige nummer The Outsider af A Perfect Circle buldrer underholdende dumt af sted og samtidig ikke er for fin til at kopiere lidt action fra The Matrix Reloaded ser bestemt sjov ud – og hvem kan stå for slaglininen ”Experience a new dimension… of EVIL!”.

– Filmen er sat til at ramme Danmark d. 29. september.