Indlæg

Bodil hædrer den fængslende "R"

Den danske filmpris Bodil blev uddelt her søndag aften – og ligesom tilfældet var ved den anden store danske prisuddeling Robert, var det den rå fængselsfilm R, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste mandlige hovedrolle til Pilou Asbæk og en sær-Bodil til Tobias Lindholm for sit arbejde på R samt Thomas Vinterbergs Submarino, som Patricia Schumann fik en Bodil for bedste kvindelige birolle for.

Bodil-prisen uddeles af de københavnske filmskribenter og -kritikere og de var enige om at Trine Dyrholm skulle have en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i Susanne Biers Hævnen – hvilket også var tilfældet ved Robert-festen. Bedste mandlige birolle gik til Kurt Ravn for sin ubehagelige rolle i Smukke Mennesker.

Bedste ikke-amerikanske film blev Michael Hanekes fantastiske Det hvide bånd, mens bedste amerikanske film blev A Single Man. Og så modtog Armadillo ikke overraskende prisen for bedste dokumentarfilm, som det også skete ved Robert-festen. Lars Skree modtog desuden prisen for bedste fotograf for Armadillo – det er første gang prisen går til en dokumentar. Årets æres-Bodil gik til den garvede Henning Moritzen.

Læs om andre af årets prisuddelinger:
Årets Robert-priser var med stort “R”
BAFTA-uddelingen stod i kongens navn
Fincher fejres og dansk triumf ved Golden Globe
– og besøg Bodil-prisens hjemmeside HER.

Årets Robert-priser var med stort R

Den danske filmpris Robert blev søndag aften uddelt af Danmarks Film Akademi i Cirkusbygningen i København. Her blev det den barske og fængslende fængselsfilm R, som løb med de store priser. Den fik prisen både for årets film og årets mandlige hovedrolle gik til Pilou Asbæk, mens filmens to bagmænd Tobias Lindholm og Michael Noer også blev tildelt Robert-priser for årets instruktør(er) og manuskript. Herudover modtog R også priser for årets fotograf, klipper, special effects og lyddesign.

Trine Dyrholm fik en Robert for årets kvindelige hovedrolle for sin præstation i Susanne Biers Hævnen, som i januar løb med en Golden Globe for bedste ikke-engelsksprogede film og sidst på måneden bejler om en Oscar for bedste udenlandske film. Den var dog ikke nomineret til en Robert for årets film, hvilket er helt fint med mig, da jeg fandt den både for konstrueret og overfortalt.

Akademiet består af 450 medlemmer, som alle dagligt arbejder med film på den ene eller anden måde, hvorfor Robert-uddelingen også siges at være branchens pris. Årets mandlige birolle blev Peter Plauborg for Submarino, mens årets kvindelige birolle blev Bodil Jørgensen for Smukke mennesker. Årets børne-og ungdomsfilm blev Hold om mig og ikke overraskende var det Klovn The Movie, som løb med årets publikumspris.

Årets amerikanske film blev Christopher Nolans drømmebasker Inception, foran bl.a. den ligeledes fremragende Oscar-favorit The Social Network. Årets ikke-amerikanske film blev danske Lone Scherfigs søde, men også en anelse tamme An Education – en smule nationalisme synes at have sneget sig ind, da den var i kamp med bl.a. Michael Hanekes fantastiske Det hvide bånd og den fremragende franske Profeten. Og så fik Armadillo som forventet en Robert for årets lange dokumentarfilm.

– Find alle de nominerede og vindere hos Danmarks Film Akademi HER.