Endnu en fornem pris til Pixars "Op"
Prisuddelingerne nærmest snubler over hinanden i disse måneder. Det samme kan også siges om vinderne, som ofte er de samme. I denne ombæring er det den såkaldte Annie Award, som er blevet uddelt. En prisuddeling, der hylder animations-faget. Hovedprisen for bedste animerede film gik, måske ikke videre overraskende til Pixars seneste eventyr Op. Det foran bl.a. Coraline, Fantastic Mr. Fox og Prinsessen og Frøen. Pete Docter fik desuden fik prisen for bedste instruktion på Op. Der er altså efterhånden en ret stærk indikation for hvad der venter Op til Oscar-festen.
Walt Disneys animations studier vandt hele 6 priser, 3 styk for den snart aktuelle Prinsessen og Frøen, bl.a. for bedste karakter animation og 3 priser til tv-produktionen Prep and Landing. DreamWorks løb med 5 priser, bl.a. for bedste fjernsynsproduktion for børn med deres Pingvinerne fra Madagascar.
Specialprisen The Winsor McCay Award gik til Tim Burton, Jeffrey Katzenberg og Bruce Timm – og er en af de fornemste priser og anerkendelser indenfor animation.
– Se resten af de nominerede og vinderne HER.