Indlæg

PIERCING: Brutalt psycho-thriller i dynamisk modspil

Thriller på Blu-ray: Den mørke, dragende og ubehagelige ‘Piercing’ byder også på begsort humor midt i sine makabre eskapader. Filmen er nu udkommet på Blu-ray. Her spindes der en stilsikker og musikalsk lækker fortælling om en tilsyneladende normal familiefar.

Helt almindelig er denne familiefar dog langt fra. For under påskud af at skulle på en forretningsrejse, har han faktisk tænkt sig at dræbe en prostitueret. Intet mindre.

Det er filmens brutalt simple afsæt, der dog skal vise sig at rumme sin del af overraskelser undervejs. Ganske medrivende. Men mere vil jeg faktisk ikke afsløre her – det må du selv opleve.

Christopher Abbott er god som traumeramt, tungsindig og morderklar familiefar, mens hans sagesløse offer spilles med ynde og mystik af Mia Wasikowska. Det er blandt andet i dynamikken mellem de to, at filmens magi opstår – samt ikke mindst i samspillet mellem billed- og lydsiden.

‘Piercing’ udkommer på dvd og Blu-ray den 14. februar 2019.

CPH PIX 2018: Fra en morderisk engel til absurde maveunder

CPH PIX 2018: Filmfestivalen CPH PIX har fået godt greb i de københavnske biograf siden de første film rullede over lærrederne i torsdags. Ja, og fortsætter med at rulle frem til den 10. oktober. Du kan med andre ord nemt nå at sikre dig billetter til nogle af de 180 film, festivalen byder på. Nå ja, og herudover er der blandt andet også events, visninger on location og talks.

Jeg har selv været i biografens mørke, hvor jeg har set den spansk-argentiske ‘El Angel’. En farverig og medrivende musikalsk biopic om Argentinas mest berygtede seriemorder. For i starthalvfjerdsernes Buenos Aires hærger den unge knægt Carlos Robledo Puch landet med både mord, røverier og vold sammen med sin makker Ramón. Det her er hans historie.

Som morderen med engleansigt og lyse krøller finder man Lorenzo Ferro i sin imponerende nok første filmrolle. Har er besnærende god som den uskyldigt udseende, men koldt dræbende morder. Filmens periodebeskrivelse er desuden smukt iscenesat. Desværre er filmen for lang for sit eget bedste og mister undervejs momentum og intensitet, men overlever på trods blandt andet takket være netop Ferro og sin både visuelle og musikalsk dragende side.

Min aften fortsatte i sort humoristisk selskab med Jim Joskins komplet gakkede ‘An Evening With Beverly Luff Linn’. En film, der ikke just er båret af sit plot, men i høj grad af sine skøre karakterer, bizarre indfald og absurde jokes. Det samme gjorde sig gældende for hans debutfilm ‘The Greasy Strangler’, der dog rummede mere grotesk vildskab end denne. Men altså, her er tale om en slags hævn-og-kærlighedshistorie med den yndige Lulu i centrum og bejlende mænd på nakken.

Aubrey Plaza er deadpan-sød som Lulu, mens Jemaine Clement er charmerende på sin egen måde som hendes run away-partner. Matt Berry gør skøn og skør figur som manageren Rodney Von Donkensteiger, mens ellers seværdige Emile Hirsch som Lulus mand samt Craig Robinson som den mystiske Beverly Luff Linn falder lidt igennem. Så er der mere gakket guld at finde i birollerne i en film, der desværre bliver for lang og joke-gentagende.

Jeg afsluttede min søndag på festivalen med den mørke, dragende og ubehagelige ‘Piercing’, som dog ikke var uden begsort humor midt i sine makabre eskapader. Her spindes der en stilsikker og musikalsk lækker fortælling om en tilsyneladende normal familiefar, der under påskud af en forretningsrejse har tænkt sig at dræbe en prostitueret.

Det er filmens brutalt simple afsæt, der dog skal vise sig at rumme sin del af overraskelser. Mere vil jeg ikke afsløre her. Christopher Abbott er god som traumeramt, tungsindig og morderklar familiefar, mens hans sagesløse offer spilles med ynde og mystik af Mia Wasikowska. Det er blandt andet i dynamikken mellem de to, at filmens magi opstår samt i billed- og lydsiden.

Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Her er 10 film du kan se på filmfestivalen

CPH PIX 2018: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 27. september til og med den 10. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er godt 180 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside.

AN EVENING WITH BEVERLY LUFF LINN
Jeg har tidligere på CPH PIX set Jim Hoskings komplet absurde, bund perverse og helt langt ude ‘The Greasy Strangler’, så jeg skal naturligvis se, hvad han har i posen med sin nye film, der i programmet beskrives som “en ret skør og helt meningsløs komedie med sækkepibe, dårlige parykker og gammel, rusten kærlighed”, hvilket absolut lyder tiltalende. I hvert fald for mig.


GONJIAM: HAUNTED ASYLUM
Ok, kombinationen af et nedlagt og ikke mindst hjemsøgt sindssygehospital lyder som den perfekte setting for en yderst skræmmende tur i biografen. En af den slags ture, jeg ikke vil snyde mig selv for – og da slet ikke, når nu jeg har et soft spot for sydkoreanske gys. Desuden er filmen Koreas næststørste horror-hit nogensinde, så den må jo kunne et og andet.

HUMAN, SPACE, TIME AND HUMAN
Det er Kim Ki-duk, der trækker her. For han er den koreanske filmskaber bag nogle af mine bedste filmoplevelser. Så som ‘Tomme huse’, ‘Forår, sommer, efterår, vinter… og forår’ og ‘The Isle’. Ja, det er altid spændende at se, hvad han byder ind med. Og når programmet proklamerer: “Bered dig på en voldsom og provokerende oplevelse.”, så bør man klart sikre sig billet.

IN FABRIC
Instruktør Peter Strickland har tidligere forført mig med den lydomhyggelige og urovækkende  ‘Berberian Sound Studio’ på CPH PIX, så jeg er naturligvis spændt på at se hans nye film, der desuden får disse lovende ord med i programmet: “…et stemnings- og gådefuldt univers, der både trækker på David Lynch, giallo og klassisk british horror.” Det lyder jo helt perfekt.

KEEP AN EYE OUT
Der venter uden tvivl en af festivalens mest gakkede og absurde film her. I hvert fald hvis manden bag, franske Quentin Dupieux, tager teten op fra sine tidligere film som blandt andet filmen om dræberdækket i ‘Rubber’ og den skrupskøre ‘Wrong’. Men det lader nu ifølge programmet også til at være tilfældet med ordene som “…tilbage i pilskæv topform…”.

MANDY
Jeg elsker Nicolas Cage. Ja, uden ironisk distance. Han er en af de vildeste, mest intense og karismatiske skuespiller nogensinde. Og med denne allerede kritikerroste film lader der til at vente en helt særlig oplevelse i Nicolas Cage-land, der både byder på en satanisk kult, et brutalt hævntogt og ikke mindst en pokkers masse blod. Jeg glæder mig for vildt.

PIERCING
Det er svært ikke at blive lokket bare en smule af denne programomtale: “Familiefaren Reed har planlagt det perfekte mord. Men hans offer har sine egne planer, og pludselig befinder Reed sig i et uforudsigeligt SM-mareridt, der blander blodig psykologisk horror med stilsikker film noir.” Sådan.

SMALLER AND SMALLER CIRCLES
Der er en seriemorder på spil i denne filippinske film, hvor to jesuiterpræster inddrages i sagen om en række skamferede unge drenge. Det lyder både ubehageligt og dragende, mens programmet desuden lokker med ordene: “Råddenskaben gennemsyrer alt fra de fordærvede børnelig til det korrupte system, der omgiver sagen i denne samfundskritiske og drabelige thriller.

THE MAN WHO KILLED DON QUIXOTE
Terry Gilliam er altid garant for opfindsomme, originale og visuelt interessante film – og med ‘The Man Who Killed Don Quixote’ kan jeg ikke andet end at være lidt ekstra nysgerrig på, hvad hans krøllede hjerne har fremtryllet. Filmen har nemlig været undervejs i 30 år og undervejs undergået alverdens produktionsmæssige ulykker. Men nu er den her altså. Endelig!

TOKYO VAMPIRE HOTEL
Det er muligvis umiddelbart filmtitlen, der lokker her. Men for mig er det først og fremmest manden bag, nemlig den japanske vildbasse Sion Sono, der altid er garant for vilde, overrumplende og vanvittige film. Det lader også til at være tilfældet her, hvor filmens omtale blandt andet lyder: “…et blodigt, farverigt og festligt voldsorgie propfuldt af maniske wtf-momenter.”