Indlæg

Tag en tur til Disneys dyreglade og charmerende Zootropolis

Blu-ray-anbefaling: Jeg er som alle andre fornuftige mennesker vild med tegnefilm og søde dyr. Derfor glædede jeg mig også til at se Disneys nye animationsfilm Zootropolis. Den er nemlig – som titlen indikerer – fyldt med dyr. Og ja, flere af dem er bestemt også søde.

Det gælder blandt andet de to hovedroller, hvor man finder den umage duo bestående af en fupmager af en ræv samt en ivrig politi-kanin. Makkerparret må i filmen arbejde sammen for at afklare en lusket konspiration, der involverer, at en række af dyrene i byen Zootropolis på mystisk vis forsvinder.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-04©Disney

Udover de to charmerende og sjove hovedroller – med veloplagte stemmer af henholdsvis Jason Bateman og Ginnifer Goodwin – finder man også et væld af biroller. For i Zootropolis lever en mangfoldighed af dyr side om side, alt fra politi-næsehorn og -bøfler til yogadyrkende giraffer og ikke mindst en flok meeegeeet laaangsooomme dovendyr.

De har alle deres unikke personlighed, der vittigt og med spot on komisk timing bringes til live af både animatorerne og med stemmer af blandt andre Idris Elba som politichefsbøffel, mens Tommy Chong meget passende er en tilbagelænet yak-okse og J. K. Simmons er her i skikkelse af en løve som byens borgmester.

zootropolis-blu-ray-anmeldelse-05©Disney

Den smukt animerede film ser desuden vildt godt ud på Blu-ray med flotte farver, solid kontrast og et i det hele taget veldefineret billede, der virkelig bringer dyrene med deres detaljer og gestik til live. Lydsporet er ligeledes en fornøjelse med dynamiske panoreringer og velbalancerede niveauer.

Herudover får man også en fin omgang ekstramaterialet, der blandt andet giver et kig på skabernes inspiration fra rigtige dyr, udviklingen af filmen samt animation og musikken videre til slettede scener og karakterer. Så ja, jeg kan kun anbefale dig at tage en tur til Zootropolis.

Zootropolis udkommer på dvd og Blu-ray den 30. juni.
[tabgroup][tab title=”Zootropolis | Blu-ray-anbefaling”]
Zootropolis_BD_3D_dk-cover
Originaltitel: Zootropolis, USA, 2016
Release: den 30. juni 2016
Instruktion: Byron Howard, Rich Moore
Medvirkende: Ginnifer Goodwin, Jason Bateman, Idris Elba, Jenny Slate, Nate Torrence, Tommy Chong, J. K. Simmons, Octavia Spencer, Alan Tudyk m.fl.
Spilletid: 1 time 48 min.
Distributør: Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]