DAG 16: Jeg varmede op med to film inden festivalens prisuddeling på Vega lørdag aften. Det var dog en noget sløv opvarmning. Først var der med Kinetta dømt græsk tålmodighedstest, mere end en tankevækkende absurditet, som det er tilfældet med instruktøren Yorgos Lanthimos’ to andre film, Dogtooth og Alps – samt den ligeledes absurde græker L, som jeg også har set på festivalen i år.

Det er ikke sådan at afkode, hvad Kinetta handler om. Her er ikke nogen egentlig progression i fortællingen eller et sammenhængende plot. Ikke at det er nødvendige elementer for en spændende filmoplevelse. Se blot instruktørens to andre film, der ligeledes leger kryptisk med mediet. Men i denne næsten ordløse debutfilm opnår de aparte scener aldrig for alvor en dragende symbiose, hvor bl.a. klodsede og ofte komiske genskabelser af forbrydelser er et tilbagevendende element.

Desværre er der alt for få af de groteske optrin, der vækker bare en form for følelse eller eftertanke. Gab. For mit vedkommende var det derfor mest interessant at se filmen som en slags forstudie til instruktørens to andre og overlegne film. Med dagens anden film, blev min tålmodighed atter sat på prøve. Der var dog med den melankolske For Ellen tale om et noget mere tilgængeligt drama.

Her følger man i dvælende tempo rockstar-spiren Joby Taylor, der midt en skilsmisse må kæmpe for retten til at se sin datter. Et skilsmissedrama i halvt tempo, hvor den selvfede Joby konfronteres af egen egoisme, ensomhed og utilstrækkelighed. Paul Dano er desværre ikke specielt troværdig eller interessant som rockstar med vridende hofter og sort neglelak. Dramaet kommer til at mangle nærvær og nerve i denne for lidt engagerende omgang tungsind tilsat et døsigt snelandskab som kulisse.

Om aftenen var der så prisuddeling, hvor Politikens Publikumspris først blev uddelt. Det er festivalens publikum, der har kunnet afgive stemmer til ti nominerede film, hvor vinderen vil få hjælp til markedsføring og en mulig biografdistribution. Af de nominerede har jeg kun set The Human Centipede 2 (som desværre ikke vandt) og den søde, japanske I Wish. Det blev det canadiske folkeskoledrama Monsieur Lazhar, der løb med prisen.

Festivalens anden pris, New Talent Grand PIX, gives til en debuterende instruktør, der udover æren også får 30.000 euro. Det er en international jury, der udnævner vinderen af ti nominerede debutfilm og i år gik prisen til det brasilianske drama Neighbouring Sounds. En film hvor naboskab og frygt er i spil. Jeg har ind til videre kun set  L, Snowtown og Reported Missing af de nominerede.

Efter prisuddelingen stod den så på fest samt koncert med danske Shiny Darkly og Thee Attacks. Rock og rul samt filmsnak med andre af festivalens deltagere. En virkelig hyggelig aften – og det er altid sjovt at få snakket med andre filmfans om festivalens mange film. Helt færdig er CPH PIX dog ikke, for i dag venter mine sidste film – og i næste uge er der ekstra visninger, hvis man er sulten på mere.

– Læs mere på CPH PIX: Kinetta og For Ellen.